Farvel til Falsters sidste mink

IDESTRUP Dut. Stilhed. Duut. Stilhed. - Du har ringet til Fødevarestyrelsen. Dit opkald er meget vigtigt for os, siger stemmen, inden ventemusikken sætter ind.

Efter små fem minutters venten kommer minkavler Mogens Andersen igennem til en kvindelig medarbejder.

- Jeg vil gerne melde, at vi har slået de sidste mink ihjel, siger han rolig og fattet.

Et par timer før opkaldet til Fødevarestyrelsen ankommer Folketidende til landsdelens eneste professionelle minkfarm.

En vimpel vejrer hidsigt over stedet. Det er sidste dag med levende mink i burene. Sidste dag med aflivningsvognen. Sidste dag som minkavler.

At tale med far og søn, der har knoklet som besatte for at aflive 21.000 dyr på 13 dage, er på en gang som at stå ansigt til ansigt med håbløshed og stolthed.

Selv om øjnene er røde, udmattelsen total og fremtiden usikker, er minkavlerne langtfra sammensunkne eller apatiske. De har klaret det. Slettet alt, hvad de havde specialviden om.

Beskeden ramte som en bombe onsdag 4. november. Steen og Mogens gik i staldene, da Mogens fik en opringning fra sin kone. Alle mink skulle aflives.

- Jeg gik hen til Steen og sagde: Du kan godt holde op med det der. Det er slut, husker Mogens.

- Det har været svært at kapere. Alt den viden, jeg har fået om mink, er ubrugelig, og den fremtid, der tegnede lys, er ... ja, det ved jeg ikke engang, siger Steen.

Tre uger før ordren om aflivning kom, flyttede 41-årige Steen Lund Andersen og hans familie ind på gården, hvor han selv voksede op. Generationsskiftet var en realitet.

Minkavlen på gården stod til at blive den bedste i flere år. Sammen har far og søn rykket minkfarmen til at blive blandt de 25 procent bedste i Danmark. De tjente penge, også når andre ikke gjorde.

Mogens giver sønnen æren for, at det er gået sådan. Han har dygtiggjort sig indenfor pels. Han spotter både de bedste pelse og de bedste avlsdyr.

Men på uddannelsespapirerne står der mekaniker, så hvad fik Steen Lund Andersen til at skifte motorer ud med mink?

- Jobbet som mekaniker blev for ensformigt for mig, svarer han.

Karrierespringet fandt sted i 2003, men erfaringen med mink går langt tilbage. Allerede som seksårig var Steen med far i staldene, og i konfirmationsalderen ejede han 14 tæver.

- Jeg er jo vokset op her. Så jeg vidste, at det ikke var det samme dag ud og dag ind, fortæller han.

Det var i 1986, Mogens Andersen startede en besætning af mink op. Indtil da havde hans tilværelse kredset om gården som et traditionelt landbrug.

I dag dyrkes de 145 hektar økologisk, og jordbruget går rigtig godt i spænd med minkavlen.

- Fra april til sankthans er der rigtig travlt hos minkene. Det er her, de skal parres, og der kommer hvalpe. Når der falder ro på det, nærmer tiden sig for høsten. Når den er i hus, går arbejdet med at få dyrene pelset i gang, fortæller Steen ivrigt.

Minkavlerne viser rundt på den næsten tomme minkfarm med karakteristiske lave stalde uden sidebeklædning.

Fra 2012 til 2016 er 85 procent af farmen blevet renoveret.

For eksempel er staldlængerne, der ligger side om side som små barakker, blevet dobbelt så lange. Far og søn har selv samlet de 200 spær til det. I familien Andersens dna er innovation og handlekraft ganske stærkt.

- Vi har valgt nogle løsninger, der gjorde hverdagen lettere. For eksempel vores automatiske udmugningssystem, der klarer otte timers arbejde på et kvarter. Vi har hele tiden forsøgt at gøre os bedre og mere effektive. Derfor har vi kunnet passe tre mands arbejde, selv om vi kun er os to, fortæller Steen.

Om de to gange Andersen bliver kompenseret i forhold til de investeringer, de troede, de kunne forrente, står fortsat hen i det uvisse.

Mogens Andersen har startet aflivningsvognen. Han kører afsted mod den bagerste stald, hvor de sidste 20 sorte mink venter. Det er hvalpe fra foråret, der godt kunne være vokset lidt mere, for at pelsen kom i særklasse.

Mogens og Steen finder to rør med håndtag frem. Dem bruger de til at fange minkene nede i burene, så de kan hældes i aflivningsvognen, hvor de bliver gasset.

- Vi købte dem, efter ordren om aflivning kom. Førhen har vi fanget dem med hænderne, men når det skal gå så stærkt, bliver det simpelthen for hårdt, fortæller Andersen senior.

Han og sønnen arbejder hurtigt, og i løbet af fem minutter er det slut. Den sidste mink var ikke den sværeste.

- Det er ikke anderledes end alle de andre dage, vi afliver. Men da vi tog de hvide, som vi har avlet frem til virkelig gode avlsdyr, siger Mogens og pauser. Øjnene bliver blanke.

- Det var hårdt, fortsætter han og rømmer sig.

Det kan måske være svært at forstå, hvad der er på spil for minkavlerne, udover økonomi. Især hvis man finder erhvervet usympatisk.

Men minkavleren på Tangetvej har noget af det samme i sig som en elitesportsudøver. Det er samme søgen efter konstant at blive bedre. At få viden, erfaring og indimellem også at være ramt af en smule held. At tage en chance og fylde staldene med dyr, fordi man tror på, det bliver godt.

- Det er mit erhverv, mit arbejde og min hobby. Når først man bliver bidt af at udvikle dyr og lave skind af høj kvalitet, er det svært at slippe igen. Jeg har arbejdet på at finde de dyr, der kunne rykke vores minkfarm forrest i feltet. Alle de timer, der forsvinder ud i ingenting, fortæller Steen.

Ude på gårdspladsen larmer tre frysecontainere. Da ingen af i alt seks coronatest på minkene har vist, at de skulle bære smitte, kan dyrene pelses. De får røde sløjfer i næserne som kendetegn på, at de her mink tilhører denne farm.

Det arbejde står naboerne, Gert og Kaj, for.

Uden dem og de tidligere ansatte, der vendte tilbage til farmen for en tid, var familien aldrig nået i mål.

De sidste 13 dage er kendetegnet af mange følelser. Lige nu dominerer særligt en.

- Jeg er mere vred nu end for en uge siden på grund af alt det lort, der er kommet frem, siger han med henvisning til det politiske forløb omkring minkaflivningerne.

Her er der blandt andet blevet set stort på, om man havde loven i hånden, da man udstedte ordren om også at aflive alle raske mink.

Det endte med at koste Mogens Jensen (S) jobbet som fødevareminister, men det er ikke en formildende omstændighed i kaffestuen på Tangetvej.

- Jeg håber, de afleverer deres ministerpensioner, konstaterer Steen med formørket stemme.

Udover sine egne følelser og bekymringer har han også skullet være far for sine børn, hvoraf to er så store, at de forstår, hvad der sker.

De har fået lov til at hjælpe med nedlukningen. Den største har også fulgt med, ikke mindst på de sociale medier. Det har Steen opfordret ham til at lade være med.

- Han var meget ked af det i starten. Det er ikke det pæneste, folk skriver den slags steder, fortæller han.

Tilbage står nu spørgsmålet om, hvad minkavlerne skal lave i både nær og fjern fremtid?

- Vi har aldrig kedet os, og det er også grimt at komme til. Min hustru siger, vi nok skal finde på noget, men det bliver mærkeligt i morgen. At vi ikke skal køre med fodervognen, siger Mogens.

- Vi har overhovedet ikke lyst til at have minkfarm mere. Jo før vi kan rive det ned, jo bedre. Nu skal vi bearbejde det hele og bruge noget tid på at sunde os, mener Steen.

Begge er enige om, at det kunne være værre. De har stadig jorden. Det er mere end mange andre minkavlere.

Men det var ikke jorden, der havde Steens interesse tilbage i 2003.

- Jeg fandt udfordringer med minkene. Det tror jeg også, jeg kan med landbruget. Men jeg skal måske finde noget at supplere op med.

Mogens Andersen tjekker sin mail igen. Damen fra Fødevarestyrelsen sagde, at han ville få en bekræftelse på, at han havde meldt alle dyr døde via telefonen. Den skulle komme indenfor et kvarter. Det er gået, og selv om dyrene er døde, er der stadig arbejde med dem. Lidt endnu.