- Gud, hvor har jeg det egentlig godt!

MARIBO I et lidt tilbagetrukket hus på Sdr. Boulevard bor Ruth Bierre. Men der er en god chance for, at hun ikke er hjemme, når du ringer på.

66-årige Ruths kalender er spækket med aftaler, der er passet ind, så hun kan flyve fra det ene til det andet i ugens løb.

- Et godt seniorliv for mig er et liv, hvor jeg kan leve med de aktiviteter og interesser, jeg nu engang har. Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg på et tidspunkt må drosle lidt ned. Men jeg håber ikke, at jeg bliver mere gammel eller affældig, end at jeg stadig kan foretage mig nogle ting. Jeg er meget udadvendt, og jeg kan godt lide at være med til at sætte noget i gang, lyder det fra energibomben.

Ruth Bierre er frivillig på Svanevig Hospice og på Museumsbanen. Hun synger i Det Voxne Kammerkor og besøger desuden børn og børnebørn i Birkerød og på Christianshavn. Og for at få motion dyrker hun Qi Gong.

Det er fem år siden, Ruth gik på efterløn fra et job som leder af to store institutioner i Næstved Kommune.

- Jeg arbejdede i Næstved og havde mange aftenmøder. Jeg var ved at være ret træt af de der lange arbejdsdage. Og der var også lange køreture frem og tilbage. Jeg blev bare for træt, kunne jeg mærke, fortæller Ruth.

- Men jeg havde et arbejdsliv, hvor jeg var meget kreativ. Det ville jeg komme til at savne. Og jeg ville komme til at savne at sætte gang i noget. Så jeg blev nødt til at finde noget at gøre.

- Jeg havde besluttet, at så ville jeg være aktiv på Svanevig. Jeg havde gennem min fars sygdomsforløb, hvor jeg passede ham, mærket, at jeg havde det okay med at være tæt på døden. Og jeg tænkte, at den livsglæde og energi, jeg havde, den måtte kunne bruges på hospice. Og det kan den så også.

Netop faren, der var aktiv til sit 97. år, har inspireret Ruth til et aktivt seniorliv.

- Det er vigtigt for mig at være aktiv, men også stadig at få anerkendelse for det, jeg laver ... hvis jeg sådan kigger indad.

Mange i Maribo og omegn vil kende Ruth Bierre for sit altid gode humør, varme grin og en evne til også at være kreativ og fjollet.

- Jeg tror, det at være aktiv holder en i live. Og så tror jeg, at den positive tilgang til livet forlænger det. Der er ikke noget forskningsmæssig evidens for det. Men jeg tror det. Det med, at folk sætter sig hen efter arbejdslivet i en sofa og tænker: "Nå, hvad skal vi dog finde på?", det bliver meget depressivt.

Ruth boede oprindeligt i Jægerspris indtil 2006. Hun havde mødt Carsten Buhl, som hun forelskede sig i, og så blev det Maribo. Derfor har parret også mange venner nordfra, der gerne kommer på besøg i huset på Sdr. Boulevard.

- Så har vi et gæsteværelse, hvor de bor, fordi vi kan jo også godt lide at drikke lidt vin, når vi sidder og snakker, griner hun.

Når Ruth selv er hjemme i huset på Sdr. Boulevard, står den ofte på syltning, bagning og andre hjemmesysler i det store landkøkken.

- Der er nogle, der siger, at "jeg kan ikke fordrage at stryge". Jeg elsker det. Det er sådan lidt meditativt. Det slapper jeg af med, smiler Ruth.

For selv om Ruth flyver og farer rundt, så er det også vigtigt at have pauser.

- Jeg holder mig nysgerrig og tænker "Gud, hvor er der mange spændende ting, man kan beskæftige sig med". Men jeg skal også passe på, at det ikke bliver for meget. Jeg skal også have dalre-dagene for at have energien stadigvæk.

- Jeg har også dage, hvor jeg giver mig selv lov til at slappe af. Hvis jeg ikke skal noget som helst en dag, så står jeg op, tager mit hjemmedress på, og så tuller jeg rundt i det hele dagen. Det er min måde at afklimatisere mig på.

Nogle dage tages dog også helt ud af kalenderen af andre årsager. Ruth sætter sig ind i bilen og kører mod døtrenes hjem nordpå.

- Jeg tænker, at den tredje alder er en fed alder at være i. Som mit liv er tilrettelagt, så har jeg det rigtig godt. Jeg har to børn, der desværre bor lidt langt væk. Men så må jeg køre ind til dem. De kan ikke rende her hele tiden, når de går på arbejde. Og så har jeg lige fået to børnebørn. Det beriger jo også livet. Det åbner et kammer i hjertet, der ikke har været der før. Man bliver sådan lidt sindssyg af det, griner hun.

- Jeg ser det ikke som noget trist at være ældre. Det er næsten dagligt, jeg tænker "Gud, hvor har jeg det egentlig godt", siger hun.

Men det gode seniorliv er ikke kommet af sig selv.

- Mit seniorliv er meget blevet, som jeg havde drømt om. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have noget, der drev mig. Så det har jeg sørget for.

- Og så har jeg det sådan, at det skulle aldrig være sådan, at børnene skulle føle sig forpligtiget til at tage sig af mig, fordi jeg ikke havde taget stilling til, hvad der skal ske med mig. Jeg tænker meget på, at det skal ikke hænge på mine børn, hvis jeg bliver dårlig. Jeg må arrangere mig ud af det. Det tænker jeg meget på. De skal ikke stå med det store ansvar, siger Ruth bestemt.

- Jeg er godt klar over, at jeg skal gøre noget. Mine egne forældre ventede for længe, inden de tog initiativ til at få ændret på tingene, siger hun.

Så hos Ruth og Carsten er der, og bliver der, taget stilling til mangt og meget.

- Jeg har fået meget forærende fra Svanevig Hospice. Der ser jeg så mange eksempler på ting, der ikke er afklaret. Så vi har lavet testamente og taget højde for tusind ting. Eksempelvis hvis jeg bliver dårlig, og Carsten ikke har kørekort, og jeg så skal til undersøgelse. Så er der afsat penge til det, forklarer hun.

Den rettidige omhu har også betydet, at Ruth og Carsten nu tænker over næste skridt i livet.

- Vi har et stort hus med en kæmpe have og trapper, og vi kan jo ikke blive ved med at passe alt det. Ellers skal vi til at tage andre skridt med hjælp til have og rengøring, siger Ruth.

Parret er derfor involveret i det seniorbofællesskab, der netop nu er under udvikling i Maribo. Carsten har meldt sig ind i arbejdsgruppen.

- Vi ville begge to være rigtig glade for at bo i et fællesskab. Vi er meget sociale begge to og kan godt lide, at der sker lidt. Vi er ikke sådan nogen, der skal pakkes af vejen, bare fordi vi bliver gamle. Selvfølgelig skal man have noget privat, men meget gerne noget fælles også, fortæller Ruth.

Hun har dog også nogle krav til rammerne om denne næste etape af seniorlivet.

- Nogen på et af fællesmøderne om seniorbofællesskabet mente, at man kunne sætte skinner med skydedøre i i boligerne. Og der sagde jeg altså stop. Jeg skal ikke ind og bo på et plejehjem. Har man brug for sådan noget, skal man jo bo et andet sted, siger Ruth håndfast.

Parret har også kigget på flere allerede eksisterende seniorbofællesskaber. Men der er ikke meget at vælge mellem her på Lolland-Falster.

- Vi har kigget på Hasselø. Men vi synes, at det ligger for afsides. Jeg vil gerne bo i byen, så jeg kan være en del af bylivet også - kunne gå på torvet og snakke med folk, følge med i det, der sker ... også når vi ikke er så mobile længere.

Til andre seniorer har Ruth følgende råd:

- Man skal mærke efter, hvad man er til. Det er jo heller ikke alle, der er til så meget, som jeg for eksempel er. Men, det er noget med at finde et område, man kan fordybe sig lidt i. Hvis man har været glad for sit arbejdsliv og den anerkendelse, der har været i at gøre en indsats der ... så holder man ikke op med at have det behov, fordi man bliver pensionist - slet ikke. Der skal man finde et felt, hvor man kan finde den anerkendelse.

- Sørg for at komme ud. Se andre mennesker. Det er meget vigtigt!