Annonce
Lolland

Planteskole fejrer 50-års jubilæum

Steens Planteskole er en rigtig familievirksomhed. De samles også uden for planteskolen. Men der går altid lidt blomstersnak i familiehyggen. Foto: Anders Knudsen

En kartoffel blev til et have-mekka.

SØRUP I 1968 købte et ungt par huset på Vestre Landevej 127 i Sørup. Steen og Alice Madsen havde en drøm om at dyrke lidt grøntsager i haven.

Men den første læggekartoffel, der blev lagt i jorden, greb hurtigt om sig. Derfor lavede ægteparret en vejbod, hvor folk kunne købe deres grøntsager.

Vejsalget blev hurtigt til lidt mere .. og lidt mere, og i 1971 blev Steens Planteskole til. Siden har den lille vejbod vokset sig til en stor professionel familievirksomhed med syv-otte ansatte. Kunderne kommer fra hele Østdanmark.

Steen og Alice bor stadig i det lille, hvide hus, der nu er pakket godt ind i havecenter på alle sider. Planteskolen har gren for gren vokset sig større med alskens buske og træer, krydderurter, springvand, krukker, pynteting, stauder, stueplanter, flere store drivhuse og en stor afdeling for blomsterbinderi.

Staudeafdelingen ligger der, hvor nabohusets have lå engang.

- Vi kan ikke rigtig vokse mere. Der er ikke mere jord, griner Anders Madsen.

Han og søsteren Dorthe Blumensaadt overtog for 10 år siden ejerskabet og driften af planteskolen, og søster Birthe arbejder der også. Så ingen af børnene er gået "ram forbi".

Men selv om far Steen er gået på pension, drøner han rundt og vander, flytter jord og giver gode råd.

- Vi kan jo ikke holde ham væk. Han gør alt. Vi driller ham med, at vi snart skal have søgt noget støtte til pensionistaktivering, griner Anders om faren, der er i planteskolen mellem 8 og 10 timer dagligt.

- Hvis ikke vi kunne sparre med ham hver dag, så havde vi nok været på røven, erkender Anders.

- Det er både en fordel og en ulempe at være en familievirksomhed. Vi ser hinanden hver dag. Der skal ikke løftes mange øjenbryn, før man ved hvordan og hvorledes, siger Dorthe.

Hun har udviklet den store blomsterbinderafdeling og styrer butikken. Herfra kan hun se små konkurrencer udspille sig mellem bror Anders og far Steen ude i havecentret.

- Min far er jo hurtigt ude og vande meget tidligt, hvis der kommer frost. Af og til er det et helt lille kapløb, hvem af dem der når det først, griner hun.

- Det kan beskytte planterne mod den lille frost, hvis man vander dem grundigt, fortæller Anders.

I år er foråret usædvanligt koldt. Men 50 års forår, somre og efterår med alle tænkelige vejrlig og stor erfaring med planter i alle former og farver giver et godt fundament for planteskolen.

- Det betyder forhåbentlig, at vi kan yde en god service og vejledning. Vi har et princip om, at alle kunder skal spørges, om de har brug for hjælp. Og gerne flere gange, siger Anders.

Årets udfordring er plantemangel.

- Vi må tage, hvad vi kan få i år. På grund af corona, Brexit og danskernes amokløb i haverne sidste sommer er markedet støvsuget. Men så er det jo godt, at man selv har pottet lidt op, så man har noget at tilbyde kunderne, siger Anders.

På den måde har hver eneste sæson sine udfordringer, der skal løses.

Steen hjælper stadig med i planteskolen, men er gået på pension for 10 år siden. Sønnen, Anders, og datteren, Dorthe, har overtaget firmaet. Foto: Anders Knudsen

Ingen ny generation

Det var ikke meningen, at Dorthe og Anders skulle gå ind i familievirksomheden.

- Man kom her for at hjælpe, og så hang man vel fast, griner Anders, der er uddannet datamatiker.

- Det var det sidste, jeg skulle. Men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle være, smiler Dorthe.

Sammen har bror og søster sørget for, at der også blev et 50-års jubilæum.

- Det går godt. Vi hører fra vores kæde Home & Garden, at vi har en imponerende bredde, og vi er også lige blevet kåret til årets plantecenter, fortæller Anders stolt.

Jubilæet fejres i næste uge med masser af gode tilbud til kunderne. Men det fejres ikke i familien som sådan.

- Vi skal pille lidt rejer sammen. Men det er bare noget, vi gør. Familien mødes et par gange om måneden, fortæller Anders.

- Mor er god til at samle os. Og vi kan godt hygge os, uden at det handler om planteskolen ... ret meget, smiler Dorthe.

Næste generation er dog ikke på vej ind i familiefirmaet, selv om både Anders og Dorthe har børn. Arbejdsuger på 70-80 timer trækker for store veksler på familielivet.

- Det får de simpelthen ikke lov til, lyder det samstemmende fra bror og søster.

Således så Vestre Landevej 127 ud, da Steen og Alice Madsen købte huset i 1969. Meget er sket siden. Foto: Arkiv
  • Steens Planteskole er en rigtig familievirksomhed. De samles også uden for planteskolen. Men der går altid lidt blomstersnak i familiehyggen. Foto: Anders Knudsen
  • Steen hjælper stadig med i planteskolen, men er gået på pension for 10 år siden. Sønnen, Anders, og datteren, Dorthe, har overtaget firmaet. Foto: Anders Knudsen
  • Således så Vestre Landevej 127 ud, da Steen og Alice Madsen købte huset i 1969. Meget er sket siden. Foto: Arkiv
Annonce
Lolland

Minister i vildrede: "Hvad er det, Lolland vil?"

Lolland

Frygter for idyllen: Overraskede, kede af det og indignerede

Annonce
Annonce
Nykøbing

Pryglet ud af Aarhus: Ny øretæve til NFC

Lokal nyt

Alt for våde marker: De er ærgerlige og frustrerede

Lokal nyt

Krævede syv års arbejde: Nu er det endelig klar

Erhverv

Nyt stort underskud i Coop: 717 millioner i minus!

Lolland

Minister i vildrede: "Hvad er det, Lolland vil?"

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Sport

Afklapsning på banen: Men Birgit, Jessica, Tine og Trine var med til rekordens aften

Guldborgsund

Brand i ejendom: - Den var godt udviklet, da vi ankom

Lolland

Frygter for idyllen: Overraskede, kede af det og indignerede

Sport

Jakob Larsen efter afklapsning: - Det blev mere grimt end nødvendigt

Indland

Forventer flere kraftige brag omkring udbrændt Børsen

Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Guldborgsund

Camillas umulige kamp: 300 har takket nej

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

Annonce
Annonce
Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Sport

NFH blev blæst ud af Boxen: Team Esbjerg i særklasse

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret