Annonce
Erhverv

- Folketidende er afgørende for LF

Tidligere bankdirektør Anders F. Møller har haft mere gavn af cyklen efter, at han stoppede sin aktive erhvervskarriere i Lollands Bank for lidt over et år siden. Nu har han kastet sig ind i bestyrelsesarbejdet i Folketidende Gruppen. Foto: Jan Knudsen/Arkiv

Tidligere bankdirektør Anders F. Møller træder ind i Folketidende Gruppens bestyrelse.

Anders F. Møller er storforbruger af medier.

Den vane har han ikke lagt fra sig, selvom han for lidt mere end et års tid siden takkede af som bankdirektør i landsdelens lokale bank, Lollands Bank.

Som han i et interview i Folketidende blev citeret for i august sidste år:

- Min dag begynder typisk klokken otte, hvor jeg læser de landsdækkende aviser med særlig interesse for finansnyhederne. Så er de første par timer af min dag gået, sagde han dengang.

Til gengæld har han tillagt sig en ny vane med at få cyklet lidt ind imellem.

- Jeg har sammen med min bedre halvdel, Marianne, fået tid til at cykle nogle ture især på ferieture. Så nu har jeg købt mig en elcykel, lyder det fra Anders F. Møller.

Nu er det så tid til for den tidligere bankdirektør at bevæge sig ind i maskinrummet i en medievirksomhed, som han selv i sin rolle som lokal bankdirektør har haft en tæt berøringsflade med.

Anders F. Møller er nemlig blevet valgt ind i Folketidende Gruppens bestyrelse.

Det skete på virksomhedens virtuelle generalforsamling i maj.

- Min umiddelbare tilgang er, at jeg i første omgang vil være meget lyttende og stikke en finger i jorden. Det er jo ikke sikkert, at alle de tanker, jeg gør mig, er de rigtige, lyder det fra Anders F. Møller, der har valgt at indtræde i bestyrelsen i Folketidende Gruppen, fordi han mener, at virksomhedens medier er afgørende spiller i lokalsamfundet på Lolland-Falster.

- Hvis ikke Folketidende eksisterede, så vidste folk jo ikke, hvad der sker og foregår på Lolland-Falster. Det er vigtigt for et område, at der bliver formidlet, hvad der rører sig, slår han fast.

Anders F. Møller ser frem til samarbejdet i Folketidendes bestyrelse med blandt andre formand Lars Hvidtfeldt (til venstre) og direktør Jan Holmboe. Sidstnævnte stopper dog ved udgangen af dette år. Foto: Anders Knudsen

Drager paralleller

Anders F. Møller drager helt klare paralleller mellem Lollands Bank og Folketidende Gruppen.

- Begge virksomheder har lokalt islæt og er opstået på nogenlunde samme grundlag. De har begge også gennemgået en stor strukturtilpasning gennem årene blandt andet i forhold til digitaliseringen. Men jeg mener, at lokalsamfundet har brug for og behov for begge virksomheder, siger han og tilføjer:

- Strategien i begge virksomheder er også, at vi vil arbejde for det område, vi er i, og at vi fortsat vil være selvstændige virksomheder, siger Anders F. Møller.

Så selvom der er tale om to vidt forskellige virksomheder i hver sin branche, så er Lollands Bank og Folketidende Gruppen ifølge den tidligere bankdirektør på mange måder to virksomheder, der ligner hinanden.

- I den sammenhæng håber og tror jeg på, at jeg i Folketidende Gruppens bestyrelse kan bidrage med den erfaring, jeg kommer med fra min tid som direktør i Lollands Bank, påpeger han.

Bestyrelsen i Lolland-Falsters Folketidende A/S:

Bladfonden:
- Lars Hvidtfeldt (formand) - Mette Grønnegaard - Allan H. Schmidt

E-aktionærerne:
- Gert Klitgaard - Anders F. Møller

D-aktionærforeningen:
- Pia Winther - Søren Kleist - Christian Bieletzki

Medarbejdervalgte repræsentanter:
- Mette Rasmussen - Michael M. Benzon - Søren Navne - Thomas Nyborg Hansen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skal tjenes nogle penge

Anders F. Møller erkender, at han ikke - udover et stort medieforbrug - har et stort kendskab til mediebranchen.

- Som medieforbruger kombineret med virksomhedsledelse kan jeg bidrage med nogle kompetencer. Der skal jo i mediebranchen, som det også er tilfældet i bankverdenen, tjenes nogle penge. Vi skal drive en forretning, der giver overskud, så eksistensgrundlaget bevares, slår han fast.

Helt grundlæggende peger han på, at Folketidendes medier fortsat skal være interessante.

- Hvis befolkningen bruger medierne, så er det også attraktivt for butikker og virksomheder at købe annoncer, konstaterer han.

Folketidende kom som bekendt ud af 2020 med et mindre underskud på knapt 280.000 kroner.

Et resultat der af bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt er blevet betragtet som tilfredsstillende set i lyset af coronakrisen.

- Jeg ser Folketidende Gruppen som en virksomhed, der er på en rejse. Vi kan ikke gøre, som vi har gjort altid har gjort. Digitaliseringen tager på sigt mere over. Jeg skal ikke sige, at papiravisen forsvinder, men der sker ændringer i medieforbruget, vurderer Anders F. Møller, der dog peger på, at det er god, gedigen lokaljournalistik, der er det centrale mere end, det er platformen, journalistikken leveres på.

Han giver dog udtryk for tristesse over, at direktør Jan Holmboe tidligere på måneden har meddelt, at han stopper som direktør i Folketidende Gruppen ved årets udgang.

- Han har gjort meget godt for Folketidende, og men han har formentlig gjort sig nogle af de samme tanker, som jeg gjorde kort tid inden, jeg stoppede som direktør, lyder det fra Anders F. Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere andre poster

Udover bestyrelsesposten i Folketidende Gruppen er Anders F. Møller med i Lollands Banks repræsentantskab. Han er også bestyrelsesmedlem i Lolland-Falster og Langelands Købstæders Brand Societet's Fond.

Desuden er han en del af Revisionsselskabet Aage Maagensens rådgivningsudvalg.

  • Tidligere bankdirektør Anders F. Møller har haft mere gavn af cyklen efter, at han stoppede sin aktive erhvervskarriere i Lollands Bank for lidt over et år siden. Nu har han kastet sig ind i bestyrelsesarbejdet i Folketidende Gruppen. Foto: Jan Knudsen/Arkiv
  • Anders F. Møller ser frem til samarbejdet i Folketidendes bestyrelse med blandt andre formand Lars Hvidtfeldt (til venstre) og direktør Jan Holmboe. Sidstnævnte stopper dog ved udgangen af dette år. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

NFH blev blæst ud af Boxen: Team Esbjerg i særklasse

Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Sport

Jakob Larsen efter afklapsning: - Det blev mere grimt end nødvendigt

Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Nykøbing

Imponeret over kulissen: Se, hvad der er skabt på 13 år

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Nykøbing

Den største nogensinde: Elektrisk stemning og bølge i Boxen

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Nykøbing

Grillede 12 pattegrise før kæmpe-kamp

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

Annonce
Annonce
112

"Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården"

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

Guldborgsund

For første gang: Nu kan du gå i dronningens fodspor

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op