Fugleflugten i Havnegade
Det brede, brostensbelagte hovedstrøg i Rødbyhavn hedder naturligvis Havnegade – efter gaden, som fører til havnen, der blev anlagt i 1912.
Byen fik en kraftig opblomstring i 1963, da ”Fugleflugtslinjen” med bil- og jernbanefærger mellem Danmark og Vesttyskland blev åbnet.
Godt 30 år efter blev fugleflugten markeret symbolsk med Stine Ring Hansens fire kæmpestore bronzefugle, som i fuld fart er på vej mod syd.
I disse år er Rødbyhavn udgangspunkt for det enorme tunnelprojekt, som omkring 2030 vil overflødiggøre det meste af færgedriften.
Måske fuglene bliver stående som et minde.