Annonce
Erhverv

Afdæmpet glæde i coronaramte lokale erhverv

Formand i Horesta på Sjælland og Lolland-Falster og indehaver af Folkets Hus i Maribo, Allan Hansen, har ventet med længsel på lempelserne af restriktioner, der nu er aftalt politisk. Foto: Jan Knudsen/Arkiv

Genåbning: Det lysner, men der er fortsat knaster, lyder meldingen fra hotel- og restaurationsbranchen og detailhandelen på Lolland-Falster.

Med gårsdagens politiske genåbningsaftale blandt et flertal på Christiansborg begynder det for alvor at lysne for de hårdt coronaramte erhverv på Lolland-Falster.

Det gælder i hotel- og restaurationsbranchen samt i detailhandelen, hvor man udover svigtende omsætning især i perioder med tvangslukning, også stadig slås med en række krav om blandt andet coronapas, afstandskrav og mundbind.

Men nu forsvinder restriktionerne gradvist (se faktaboks red.), og det vækker afdæmpet glæde hos formanden for Horesta på Sjælland og Lolland-Falster og indehaver af Folkets Hus i Maribo, Allan Hansen.

- Der er udbredt glæde over, at der nu kommer lempelser. Kravet om mundbindet, der bliver fjernet og åbningstiderne, der udvides til klokken 24, er store knaster, der fjernes, siger han og uddyber:

- Det giver mulighed for at få øget omsætningen i tidsrummet fra klokken 22 til 24, og mundbindskravet vil gøre, at nogle gæster kommer tilbage igen. Samtidig bliver personalet også aflastet i forhold til det at arbejde med mundbind på, siger Allan Hansen.

Erhvervs- og Citychef André Andersen, Vores Nykøbing, glæder sig over, at det nu bliver nemmere at være forretningsdrivende. Foto: Anders Knudsen/Arkiv

Fortsat knaster

Men glæden er netop afdæmpet, fordi der ifølge Horesta-formanden fortsat er knaster.

- Der er stadig et coronapas, som er en klods om benet, fordi det kræver personale, der skal kontrollere vores gæster. Afstandskravene er også en stor knast, fordi vi med dem ligger på en udnyttelsesgrad på mellem 50 og 60 procent af kapaciteten, påpeger han.

Men afstandskravene bliver fjernet 1. juli. Er det ikke fint nok?

- Det ville jo være at foretrække at vi kunne få en normal drift nu. Stort set alle over 50 år er vaccineret første eller anden gang. Risikoen for at få en superspreder ind er stærkt begrænset, siger Allan Hansen.

Dermed er udfordringerne ifølge Allan Hansen for branchen langt fra overstået.

- Vores hoteller mangler i høj grad stadig, at grænserne bliver åbne. De mangler, at der kommer udenlandsk kapital. Oveni er konferencemarkedet også stadig ramt. Godt nok er der kommet lempelser på antallet af gæster, men så længe, der stadig er afstandskrav, så går der noget tid, før de kommer op i gear igen, siger han.

Tidligt torsdag morgen blev et bredt flertal af Folketingets partier enige om at udfase de fleste restriktioner:

- Mundbind: Krav om mundbind eller visir ophæves mandag 14. juni på alle områder undtagen i den kollektive trafik, hvor man ikke sidder ned. Krav om mundbind eller visir udfases helt 1. september.
- Coronapas: Gyldigheden af en negativ PCR-test som gyldigt coronapas vil fra 1. juli gælde i 96 timer, altså fire døgn, i stedet for i dag, hvor det gælder 72 timer svarende til tre døgn.
- Åbningstider på barer og restauranter: Barer og restauranter må udvide deres åbningstider fra i dag fra klokken 23.00 til 24.00. Samtidig åbnes der generelt for salg af alkohol indtil midnat. Den 15. juli udvides åbningstiden yderligere til klokken 02.00.
- Arealkrav: For serveringssteder, hvor gæster i det væsentlige sidder ned, ophæves arealkravene og afstandsanbefalinger fra 1. juli.
- Natteliv: Diskoteker, natklubber og lignende må åbne igen 1. september med krav om coronapas, men uden andre restriktioner. 1. oktober ophæves kravet om coronapas.
- Forsamlingsforbud: Det indendørs forsamlingsforbud hæves til 250 1. juli. For indendørs, stående arrangementer bortfalder forsamlingsforbuddet 1. september. Dog er der fortsat krav om coronapas frem til 1. oktober. For større arrangementer med siddende publikum bortfalder forsamlingsforbuddet 1. september. Der er dog fortsat krav om coronapas for udendørs arrangementer med mere end 2.000 tilskuere frem til 1. oktober.
Kilde: Justitsministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fortsat behov for fokus

Og selv når de sidste restriktioner efter planen bliver fjernet til efteråret, så vil der fortsat være behov for politisk fokus på hotel- og restaurationsbranchen.

- Mange kollegaer har været nødsaget til at skubbe store byrder foran sig. Mange har været tvunget til at benytte sig af ordningerne omkring udskudt A-skat og moms. Når det skal afregnes, så er der ikke oparbejdet ret meget kapital til at få det afviklet, siger Allan Hansen, der dermed peger på, at det på den anden side af foreløbig 16 måneder med restriktioner kommer til at tage tid at få opbygget branchen igen.

Også i Vores Nykøbing er der afdæmpet lettelse over udsigten til udfasning af flere restriktioner.

- Der er grund til på restauratørernes vegne at glæde sig over, at afstandskravet forsvinder. Det er helt fantastisk, siger erhvervs- og citychef André Andersen, Vores Nykøbing.

- Det betyder, at vi til vores EM-arrangementer på torvet i Nykøbing kan sælge øl til klokken 24. Det betyder alverden i forhold til, at de sene kampe kan gå i forlænget spilletid længere hen i turneringen, siger han.

Men netop ved EM-arrangementerne med storskærm på torvet er det ifølge André Andersen tilladt maksimalt at have 500 mennesker siddende ned i et afgrænset område. Desuden er der krav om coronapas for de, der skal lukkes ind i området.

- 500 mennesker er ikke særligt mange. Jeg mener, at vi sagtens kunne håndtere flere mennesker. Samtidig skal vi bruge en hel del ressourcer på at tjekke coronapas. Jeg ville foretrække, at vi kunne nøjes med at foretage stikprøvekontroller, lyder det fra André Andersen, der derudover har vanskeligt ved at følge logikken i, at gæsterne i storskærmsområdet skal sidde ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Giver ingen mening

- I fanzonerne i København må man gå stå op, men det må man ikke i Nykøbing. Det giver ingen mening, lyder kritikken.

- Så jeg er ærgerlig over de restriktioner, der fortsat eksisterer. Vores EM-arrangementer med storskærm er gratis at deltage i, men det er ikke billigt. Det skal finansieres gennem ølsalget, siger André Andersen.

Når det gælder udfasningen af kravet om mundbind i datailhandelen, så får det ikke den store betydning, vurderer André Andersen.

- Der er naturligvis medarbejdere, der glæder sig over, at de ikke længere skal gå en hel dag med mundbind eller visir på. Men derudover tror jeg ikke, at det får nogen betydning i detailhandelen, siger André Andersen.

- Det har hele tiden været et spørgsmål om, at vi passer på hinanden. Det har man i detailhandelen været gode til, og det fortsætter man med, og hvis man både som kunde eller medarbejder har det bedst med fortsat at bruge mundbind, så skal man gøre det, siger André Andersen.

  • Formand i Horesta på Sjælland og Lolland-Falster og indehaver af Folkets Hus i Maribo, Allan Hansen, har ventet med længsel på lempelserne af restriktioner, der nu er aftalt politisk. Foto: Jan Knudsen/Arkiv
  • Erhvervs- og Citychef André Andersen, Vores Nykøbing, glæder sig over, at det nu bliver nemmere at være forretningsdrivende. Foto: Anders Knudsen/Arkiv
Annonce
Erhverv

Prisvindende lokal møbelproducent begæret konkurs

Erhverv

Snart sparkes kæmpebyggeri i gang: - Samarbejdet er fremragende

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Togdrømmen knust: Den togtur til København er en illusion

Guldborgsund

Sofie Amalie lever med en livslang gæld

Sundhed

Foruroligende kortlægning: Her er risikoen for tidlig død voldsom

Indland

Kommuner vil hellere bruge tid på børn end måltal

112

Færgerejsende fanget: Havde farlig genstand gemt i tasken

Guldborgsund

110 nye boliger på vej: - Jeg må lige knibe mig selv i armen

Lolland

Opråb fra sognepræst: Risiko for, at kirken lukker

Sport

Få måneder før OL: To NFH-spillere udtaget til landsholdet

Sport

Ny landsholdstrøje overrasker med lokal detalje

Indland

Cirka 840 kilo narko er fundet ved Sjællands Odde

Vejret

Lunefuldt forårsvejr bringer regn og blæst - og en smule sol

Erhverv

Snart sparkes kæmpebyggeri i gang: - Samarbejdet er fremragende

112

Alt, alt for hurtigt: Bilist kørte 91 km/t inde i byen

Indland

Gør klar til massiv oprustning mod ny pandemi

Guldborgsund

Nyt telefonbedrageri: Sådan snød de hævekortet fra ældre

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Truet træleopard bidt ihjel: - Helt ekstremt øv

Sport

Ærlig cheftræner efter nederlag: - Vi kan ikke bare krølle Skive sammen

Sport

Spændende pokallodtrækning: - TSØ skal møde gamle kendinge

112

Nu udrustes vores lokale politi med strømpistoler

Erhverv

Prisvindende lokal møbelproducent begæret konkurs

Guldborgsund

Derfor fløj kampflyene over Falster

112

Tiltalt for drab på spædbarn vil skilles