Fuglsang Kunstmuseum åbner særudstillingen om "billedbyggeren" Georg Jacobsen.
FUGLSANG På overfladen ser man en flettet picnickurv, friske citroner og lækre østers, der er malet appetitligt og smukt.
Men lige under overfladen ligger geometriske figurer og holder orden på billedet. Derfor er passer og lineal vigtige arbejdsredskaber for maleren.
Sådan tænkte og handlede Georg Jacobsen, den danske maler, møbelkunstner og arkitekt, der levede fra 1887 til 1976.
Fra 25. juni kan man på Fuglsang Kunstmuseum opleve 101 af hans og hans ligesindedes værker i særudstillingen "Billedbyggeren. Georg Jacobsen og den konstruktive kunst".
Fortællingen om Georg Jacobsen handler om en stærk passion for billedopbygning og om at præge nye generationer af kunstnere.
Han var en del af et internationalt kunstnerfællesskab i 1920'ernes Paris, hvor han arbejdede - og sikkert også spiste østers - sammen med blandt andre den berømte mexicanske maler Diego Rivera - ham, der var gift med Frida Kahlo.
Med i gruppen var også Georg Jacobsens danske kollega Adam Fisher. Sammen analyserede de kunstværker fra middelalderen og renæssancen, og de havde et stort fælles idol i den franske maler Paul Cézanne.
I Paris skabte kunstnergruppen teorierne om billedbygning som grundlag for deres malerier, skulpturer, tegninger og grafik, inden Georg Jacobsen i 1935 blev professor på Statens Kunstakademi i Oslo, hvor han lærte teorierne fra sig til de næste generationer af kunstnere.
To på én gang
Værkerne på udstillingen er udlånt af blandt andre Louisiana, Nasjonalmuseet i Oslo, Nordnorsk Kunstmuseum i Tromsø, Aros, Trondheim Kunstmuseum samt norske og danske privatsamlinger.
Normalt har Fuglsang Kunstmuseum kun én særudstilling ad gangen, som publikum kan opleve sammen med museets faste udstilling. Så det er en nyskabelse, at der fra 25. juni er to, for Allan Otte-udstillingen "Naturligvis" hænger frem til 12. september side om side med "Billedbyggeren".
Det er der ifølge museumsdirektør Anna Schram Vejlby en god grund til.
- På Fuglsang Kunstmuseum viser vi særudstillinger hele året, men altid én ad gangen for også at finde plads i salene til værker fra museets egen samling. Men som så mange andre kulturinstitutioner har vi været nødt til at ryste posen for at få planlagte ting til at gå op i en ny hverdag under og efter corona-nedlukningerne, og det betyder altså, at vi for første gang i museets lange historie åbner sommerudstillingen Billedbyggeren uden at lukke forårets udstilling med Allan Otte, forklarer Anna Schram Vejlby og fortsætter:
- Der er med andre ord to særudstillinger for éns pris til glæde for vores gæster og dobbelt op på ambitionsniveauet for museet. Vi glæder os meget til at præsentere så meget forskelligartet kunst fra forskellige perioder og ikke mindst lånt fra vidt forskellige steder.
"Billedbyggeren. Georg Jacobsen og den konstruktive kunst" er tidligere vist på Ribe Kunstmuseum, og udstillingen rejser 26. september videre til Trondheim Kunstmuseum i Norge.