OPDATERET 18.30: En ældre kvinde er indlagt på hospitalet i kritisk tilstand efter en ulykke ved Sakskøbing tirsdag eftermiddag.
En 78-årig kvinde fra Nysted-området er tirsdag aften indlagt på Odense Universitetshospital efter en alvorlig trafikulykke i udkanten af Sakskøbing tirsdag eftermiddag. Hendes tilstand betegnes som kritisk, oplyser politiets vagtchef.
Ifølge vagtchefen blev der slået alarm kort før klokken 15.30. Ulykken skete på Nystedvej tæt ved nummer 45, og vejen var en overgang helt spærret, mens redningsmandskabet arbejdede på stedet. Kvinden blev fløjet med akutlægehelikopter til hospitalet i Odense.
Ifølge vagtchefen blev den 78-årige ramt af en scooter ført af 17-årig ung mand fra Sakskøbing-området, mens hun stod ved sin bil.
Den 17-årige er ifølge vagtchefen ikke kommet fysisk til skade, og han blev på stedet, til politi og redningsmandskab var nået frem.
Han har ifølge politiet forklaret, at han kørte i sydlig retning og kortvarigt kiggede ned på scooterens speedometer. Da han kiggede op igen, stod kvinden næsten lige foran ham, og han kunne ikke nå at undvige.
Han er foreløbig ikke sigtet for noget, oplyser vagtchefen.
Ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør, som skal forsøge at afklare de nærmere omstændigheder omkring ulykken.