Annonce
Politik

Kæmper stadig for den lille mand

Bente Lerche-Thomsen har fået mere tid til politik, efter hun er stoppet på arbejdsmarkedet. Foto: Anders Knudsen

Enhedslisten står, hvor den altid har stået.

NYKØBING Den knaldrøde campingvogn er parkeret i enden af Torvet i Nykøbing onsdag formiddag.

Der holder den de fleste af årets onsdage for at give Enhedslisten i Guldborgsund en mulighed for at tale direkte med de borgere, der gerne vil have en snak om løst og fast, lufte deres frustrationer eller bare høre lidt om, hvad den lokale afdeling af Enhedslisten egentlig er for en størrelse.

Det er selvsagt her, Folketidende møder partiets, på nuværende tidspunkt, enlige svale i Guldborgsund Kommunes byråd, Bente Lerche-Thomsen.

Selv om kalenderen efterhånden peger på "valgkamp" op mod kommunalvalget 16. november, er det ikke noget, der bliver skænket alverdens tanker i campingvognen denne onsdag formiddag.

- Vi er her hele tiden, år efter år. Det handler ikke om at føre valgkamp, men om rent faktisk at være tæt på de vælgere, man repræsenterer, forklarer spidskandidaten fra den knaldrøde campingvogns indre.

Hun er i gang med ottende år som enlig svale i byrådet. En til tider lidt ensom kamp at kæmpe. Men det, der holder humøret og dampen oppe, er, når Bente Lerche-Thomsen ser de tendenser, som der er i kommunen lige nu, være et gennemgående tema.

- På den store bane går det faktisk fremad. De første fire år, jeg sad i byrådet, var det nedskæringer på nedskæringer - sådan har det faktisk ikke været her de sidste fire år. Der er opstået en forståelse for, at vi som kommune skal yde nogle kerneydelser og gøre det godt - ellers er alt det andet lige meget, forklarer Bente Lerche-Thomsen.

Onsdag og lørdag kan man som oftest finde den knaldrøde campingvogn på Torvet i Nykøbing. Foto: Anders Knudsen

Flere opstillede

Partiet har en længere kandidatliste, end det kunne præstere i 2017. I 2021 står der 10 navne på. Det er utopi at tro, at alle 10 har en chance - i så fald vil mere end hver tredje byrådsmedlem repræsentere Enhedslisten, og det er der ikke meget, der tyder på.

Men Bente Lerche-Thomsen drømmer om at få en partikammerat at dele noter med i byrådssalen.

- Det er selvfølgelig ikke til at sige, hvilken vej det går i lokalpolitik. Det, der sker i landspolitikken, smitter selvfølgelig i nogen grad af på, hvad der sker her til kommunalvalget, men det er umuligt at spå. Det er jo ikke engang sikkert, at jeg ender med at komme ind. Men jeg håber på det. Og jeg håber, at vi kan få en mere med, siger Bente Lerche-Thomsen.

Blå Bog

Bente Lerche-Thomsen er 66 år gammel og har tre børn og tre børnebørn. Hun er vokset op i Holbæk, Næstved og i Nykøbing, og hun har brugt det meste af sit voksenliv her i kommunen.
Nu bor hun i Sundby, noget nær dør om dør med sin datter og sine børnebørn. Bente Lerche-Thomsen er uddannet pædagog og har været faglig aktiv i BUPL. I 2010 meldte hun sig ind i Enhedslisten - hun har dog stemt på partiet alle de gange, hun har haft muligheden for det, så det er ikke nogen ny kærlighedsaffære fra Bentes side.
Hun har været afdelingsleder i Strandloppen i Gedser, kommunens dengang mindste daginstitution med vuggestue. Nu har hun forladt arbejdsmarkedet og har mere tid og energi end nogensinde før, der kan kastes ind i det lokalpolitiske.
Hendes store ønske op til dette valg er at få en byrådskollega mere ind, så de kan sidde mindst to sammen.

Bente Lerche-Thomsen meldte sig ind i Enhedslisten i 2010. Foto: Anders Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Rigtig retning

Nu er det ikke sådan, at de seneste fire år bare har været lutter lagkage, understreger spidskandidaten - der har været flere konkrete sager, som har vakt stor opmærksomhed ikke bare lokalt, men nationalt, og de har selvsagt ikke været særlig sjove at behandle politisk.

- Se bare på sommerhussagen eller sagen om centerchefen for Center for Familie & Forebyggelse, vi endte med at udtrykke mistillid til. Det er ikke specielt gode sager. Men jeg vil gerne stå fast på, at jeg oplever, at vi som kommune på den store bane er tættere på at bevæge os i den rigtige retning, understreger Bente Lerche-Thomsen.

Med én stemme af de 29, der er repræsenteret i Guldborgsund Kommunes byråd, er hun heller ikke meget for at lægge navn til de sejre, der har været.

- Meget handler jo om konjunkturerne og samfundets generelle udvikling. Vi står dog stadig overfor store udfordringer, selv om vi mange steder bevæger os i den rigtige retning. Der mangler simpelthen varme hænder. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på, til at sikre, at børn, unge, voksne og ældre i Guldborgsund Kommune har et godt liv, og der kan vi jo se, det er svært at rekruttere arbejdskraft. Det kan for eksempel være social- og sundhedshjælpere. Der skal vi blive bedre til at motivere, afveje forholdet mellem pisk og gulerod. Det er i hvert fald min holdning, understreger Bente Lerche-Thomsen.

Bente Lerche-Thomsen meldte sig ind i Enhedslisten i 2010. Foto: Anders Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Lyt til borgeren

En anden af Bente Lerche-Thomsens mærkesager er det nære demokrati - borgerinddragelsen i Guldborgsund Kommune.

- Det, synes jeg, er en af de vigtige sager. Det er blevet bedre her i kommunen i den forstand, at man da overhovedet er begyndt at gøre det systematisk. Det er sket de sidste fire år - før det blev der sendt høringsbreve ud, folk svarede, og så skete der ikke rigtig ret meget mere. Det blev ikke brugt til ret meget, fik man en fornemmelse af. Nu er det meget mere struktureret. Der er jo regler, der skal overholdes, og sådan skal det også være. Men vi er ikke i mål endnu, det hører vi jo fra borgerne. Coronaen har, i nogen grad, en del af skylden, for det har selvsagt været svært at holde de store borgermøder. Men så er vi rykket online, og det har jo også sine udfordringer, selv om det bliver gjort på en måde, som nogen siger er let at gå til. Det er det bestemt ikke for alle, understreger Bente Lerche-Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samme kerneområder

Flyver man helt op i helikopterperspektiv og kigger ned, er der egentlig ikke sket det store med Enhedslistens politik i forhold til det kandidatportræt, Folketidende skrev om Bente Lerche-Thomsen i 2017.

Kerneområderne er de samme: klima, mere kernevelfærd, og så er der lidt forskelle på, hvad de i alt 10 opstillingsparate kandidater på stemmesedlen har valgt at kaste deres energi og kompetencer mod.

For Bente Lerche-Thomsen er det kardinalpunkt faktisk lidt af en overraskelse for undertegnede.

Der skal selvsagt investeres massivt i at skabe en grøn omstilling.

Det mener Enhedslisten over hele linjen.

Men lokalt i Guldborg­sund Kommune er Bente Lerche-Thomsen af den holdning, at der skal reguleres strengere, så hele området ikke bliver plastret til i især vindmøller.

- Vi gider ikke have de der store "havvindmøller" ind på land. Vi bliver så ofte skudt i skoene, at vi ikke går ind for den grønne omstilling, og det gør vi selvfølgelig - placeringen af møllerne er bare vigtig. Vi vil ikke have dem på land, de ødelægger naturen.

De vejledende retningslinjer for placeringen af fremtidige solcelleanlæg er der netop blevet strammet op på i Guldborgsund Kommune.

Det passer spidskandidaten glimrende.

- Vi har absolut heller ikke noget imod solenergi. Den nye helhedsplan betyder, der ikke bliver klasket noget op allevegne, der skal være nogle retningslinjer, noget afstand til naboer, krav til, hvor mange rækker bevoksning der skal være med til at skjule anlægget. Så er det en bedre måde at lave en lokal, grøn omstilling, vurderer Bente Lerche-Thomsen.

Tiden går, mens folk strømmer forbi campingvognen ude på torvet.

Onsdag og lørdag, valgkamp eller ej - man kan næsten stille uret efter campingvognens bevægelser.

Det samme kan man sige om Enhedslisten.

  • Bente Lerche-Thomsen har fået mere tid til politik, efter hun er stoppet på arbejdsmarkedet. Foto: Anders Knudsen
  • Onsdag og lørdag kan man som oftest finde den knaldrøde campingvogn på Torvet i Nykøbing. Foto: Anders Knudsen
  • Bente Lerche-Thomsen meldte sig ind i Enhedslisten i 2010. Foto: Anders Knudsen
  • Bente Lerche-Thomsen meldte sig ind i Enhedslisten i 2010. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Politik

Fødevareminister: Danmark er godt rustet i tilfælde af en fødevarekrise

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Dølle

Landskendt komiker optræder på Dølle

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

112

Bil i brand på motorvejen

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Annonce
Annonce
Sport

Triumf i Silkeborg - perfekt slutspilsstart for NFH

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

112

Hundredvis blitzet - en kørte 147 km/t

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

Sport

Skifteret giver NFC-konkurrents ejer frist til at komme med redningsplan

Lokal nyt

Venstre vil forlænge grænsekontrollem