Annonce
Lolland

- Selvfølgelig har det været en anden oplevelse

At det fortsat skal være muligt at kunne bosætte sig udenfor byerne, er et vigtigt punkt for både Henning Alfred Rasmussen og Din Stemme. Foto: Jan Knudsen

Fire år med egen lokalliste har givet mere frihed, men også ekstra at se til op til kommunalvalget.

LOLLAND Bag de rødbrune Herefordkvæg nær Bursø og birketræsalleen lige, når man kommer ind i byen, ligger gården, hvor formand for lokallisten Din Stemme, Henning Alfred Rasmussen, har holdt til siden 1984.

Lokallisten Din Stemme blev stiftet sidst på sommeren inden sidste kommunalvalg. Marie-Louise Brehm Nielsen, der også er medlem af lokallisten, blev ekskluderet fra Venstre, og kort efter fulgte Henning Alfred Rasmussen. Og det har derfor været en ny måde at drive det politiske arbejde på de seneste fire år i byrådet.

- Selvfølgelig har det været en anden oplevelse. Men vi har jo en total frihed på den måde, vi er stykket sammen på nu. Vi skal ikke skele til, hvad en eller anden lige har sagt på Christiansborg. Men samtidig kan vi heller ikke ligeså nemt få den samme hjælp derfra, fortæller Henning Alfred Rasmussen.

- Heldigvis er byrådspolitik for langt, langt størstedelens vedkommende for både mennesker og sager lidt ligesom at sidde i en foreningsbestyrelse. Det skal det også være.

- Vi ved stort set godt, hvor vi skal hen allesammen, og så kan der være lidt forskellige måder at komme derhen. Men grundlæggende har vi jo det samme mål: Et godt Lolland for Lollands befolkning. Det synes jeg skinner igennem. Det har altid været en positiv oplevelse at sidde i byrådet med en god social og kollegial tone. Jeg har altid glædet med til at komme til byrådsmøde, fortsætter han.

Fra gården i Bursø passer Henning Alfred Rasmussen sin bestand af Herefordkvæg. Foto: Jan Knudsen

Stemmer på politik

Med den debat og de stridspunkter, der ved sidste valg førte til etableringen af lokallisten, bag sig er der ved dette valg tale om den svære toer for Din Stemme. Formanden håber derfor også at kunne trække stemmer hjem på andet end den daværende konflikt.

- Det skulle vi gerne kunne på vores politik. Der er forhåbentlig en del, der har bemærket, at vi har en mere kritisk indstilling til den grønne omstilling, end andre partier har. Vi har nogle anderledes tanker omkring skole og erhvervsrettethed, som vi gerne vil have gennemført, fortæller Henning Alfred Rasmussen.

Udover det daglige arbejde på gården, hvor kvæget skal passes, er fokus for tiden rettet på det politiske arbejde.

- I øjeblikket styrer det dagligdagen 100 procent. Det har også noget at gøre med, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det at være et lokalparti uden organisation bag sig er der meget arbejde i for dem, der involverer sig.

- Du står for alting selv. Du får ikke lige skabelonen til valgplakaten eller layoutet til folderen. Du får heller ikke 50.000 kroner fra hovedkontoret, hvis du skal lave et eller andet. Det tager noget tid. Og det gør det også, når man er færdig med valget og skal i gang med det almindelige byrådsarbejde. Men ens tid er jo altid en prioritering efter, hvad man har lyst til, siger Henning Alfred Rasmussen.

Henning Alfred Rasmussen er født og opvokset på Lolland. Han er 60 år og på 27. år gift med Anne. Sammen har de to voksne børn, Jakob og Lone. Han har boet på gården i Bursø siden 1984. Oprindeligt var det en gård med svinebesætning, men for snart 10 år siden blev de 200 svin skiftet ud med kvæg af racen Hereford, der går på et areal mellem Bursø og Maribosøerne. Han har stået i spidsen for flere landboforeninger og har været byrådsmedlem siden 2009, hvor han var indvalgt for Venstre.
Ved det seneste valg fik han 622 personlige stemmer, hvilket er en femteplads over antallet af personlige stemmer. Han er medlem af teknisk udvalg. Det har han været, siden han startede i byrådspolitik. Derudover sidder han også i social- og arbejdsmarkedsudvalget. Da partifællen Marie-Louise Brehm Nielsen i sommeren 2017 blev ekskluderet fra Venstre, var han med til at stifte Din Stemme.

Henning Alfred Rasmussen håber at kunne fortsætte med mindst tre medlemmer i byrådet. Foto: Jan Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt udvalg

Grøn energi er fortsat et af lokallistens hovedpunkter sammen med ældreomsorg, uddannelse og ligeværdig bosætning i by og på land. Men friheden i lokallisten betyder også, at der er forskelle kandidaterne imellem.

- Vi har jo nok allesammen nogle emner, vi er mere inde i end andre. Både Marie-Louise (Brehm Nielsen, red.) og Anette (Knoblauch, red.) er vældig skarpe på omsorgsdelen, hvor den ene er ansat indenfor det.

- Jeg har været så heldig, at jeg har siddet i teknisk udvalg alle de år, jeg har været i byrådet. Det har været interessant. Der falder jo næsten ikke en fugl til jorden, uden den har været igennem teknisk udvalg først, forklarer Henning Alfred Rasmussen og fortsætter:

- De sidste fire år har jeg siddet i social- og arbejdsmarkedsudvalget, og det har været lige så interessant. Det har været vældigt givende at være med der. Der har jeg kunnet få et indblik i og være med til at tage nogle beslutninger om, kan man nok godt sige, den største udfordring i Lolland Kommune. Nemlig det store antal på forsørgelse, vi trækker efter os.

Din Stemme har også foreslået en løsning til dem, der kommer på forsørgelse uden uddannelse. Her vil man etablere en erhvervsbrobygger i kommunen, der skal skabe kontakt mellem de elever, der oplever problemer, og virksomheder, som beskæftiger sig med emner, eleverne interesserer sig for.

- Vi har for mange, der ikke får gjort deres grundskole færdig. Allerede fra 5.-6.-7. klasse begynder de at falde fra. Det er især drengene. De børn kommer kun ind i en stigende række af nederlag ved at sidde der. De mister lysten til al læring og får opbygget en modvilje mod autoriteter.

- Der har vi en vision om erhvervsbrobyggere, der kan pille dem ud, der sidder og falder fra, så de bliver en del af en virksomhed og den identitet, der følger med. Så er de ikke bare et enkeltmenneske, der lider nederlag i skolen.

- Vores løsning nu, og ikke bare i Lolland Kommune, er jo at tilbyde dem, der har svært ved skolearbejde, mere skolearbejde, siger Henning Alfred Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fortsat grønt fokus

Ved sidste valg fyldte kritikken af Hofor og vindmøller en del hos Din Stemme. Kritikken heraf og arbejdet med den grønne omstilling på Lolland ligger fortsat højt på Henning Alfred Rasmussen og Din Stemmes dagsorden.

- Det er et kardinalpunkt for os, at vindmøllerne kommer ud på havet. Det, der har været den største anke for os, er, at den lollandske befolkning, der bærer omkostningerne på gener og landskab, ikke har fået noget ud af den omstilling.

- Men der faldt en appelsin i turbanen med den gasledning. Det bliver forhåbentlig anledning til, at man kan finde fornuftig anvendelse til de otte gange Lollands forbrug i strøm, der bliver produceret, siger Henning Alfred Rasmussen, der ser gode muligheder for Lolland i power-to-x-anlæg i sammenhæng med gasledningen.

- Den grønne omstiling er denne og den næste generations største udfordring. Derfor skal vi nok heller ikke spekulere i, hvad der er den billigste løsning. For eksempel om forskellen på havvind og landvindmøller.

- Hvis det er det, vi skal og vil, skal man ikke spekulere på, om det koster 10 øre mere for en kilowatt med havvindmøller, fortsætter han.

Selvom der er tryk på det politiske arbejde i øjeblikket, og der i det daglige udenfor kommunalvalget hurtigt kan gå nogle timer med politik, så er det dog vigtigt for Henning Alfred Rasmussen at holde benene placeret på jorden ved Bursø og det rødbrune Herefordkvæg.

- Man er inviteret i relation til det kommunale arbejde, så man kan være af sted fra morgen til aften. Ikke at det er noget, man ikke har gavn af, men der bliver man nødt til at prioritere.

- Der skal også være noget at komme hjem til den dag, man er færdig med det her. Det ville være ærgerligt, hvis der er lukket og slukket på gården.

  • At det fortsat skal være muligt at kunne bosætte sig udenfor byerne, er et vigtigt punkt for både Henning Alfred Rasmussen og Din Stemme. Foto: Jan Knudsen
  • Fra gården i Bursø passer Henning Alfred Rasmussen sin bestand af Herefordkvæg. Foto: Jan Knudsen
  • Henning Alfred Rasmussen håber at kunne fortsætte med mindst tre medlemmer i byrådet. Foto: Jan Knudsen
Annonce
Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

112

Stoppet med slagvåben og pistoler i bilen

Annonce
Annonce
Sport

NFH blev blæst ud af Boxen: Team Esbjerg i særklasse

Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Nykøbing

Imponeret over kulissen: Se, hvad der er skabt på 13 år

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Nykøbing

Den største nogensinde: Elektrisk stemning og bølge i Boxen

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

Nykøbing

Grillede 12 pattegrise før kæmpe-kamp

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Annonce
Annonce
112

"Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården"

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

Guldborgsund

For første gang: Nu kan du gå i dronningens fodspor

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op