Annonce
Lolland

Vinbonde føler sig uretfærdigt behandlet

Hvorfor mener Kystdirektoratet, at 1,2 meter høje vinstokke skæmmer kysten, når man godt må opstille syv meter høje granitskulpturer? spørger Niels-Christian Krag. Foto: Anders Knudsen

Kystdirektoratet sagde nej til vinmark og showroom, og det stadfæster klagenævn.

RAVNSBY En vinmark tæt ved kysten ved Ravnsby skal sløjfes. Det har Kystdirektoratet bestemt, og den afgørelse er for nylig stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet.

Det er firmaet Krag Holding med Niels-Christian Krag, der står bag planerne om at dyrke vin. Efter at have rådført sig med en planteavlsrådgiver og haft besøg af en tysk specialist, der lavede jordbundsanalyser, tilplantede han i 2018 fire marker med i alt 6.000 vinstokke. Målet var at producere 6.000 flasker vin om året, og den første høst er gennemført, og den første druesaft hældt på fade til en test-vin.

Men vinproduktionen er stødt på et benspænd. Den ene af de fire marker ligger nemlig blot 10 meter fra kysten og dermed inden for strandbeskyttelseslinjen på 100 meter, og det blev påtalt af kommunen, som i 2019 besigtigede ejendommen på Glentehøjvej.

Kommunen konstaterede, at flere ting skulle lovliggøres: Det drejede sig om en hestestald, to læskure, et strandhus, de fire vinmarker samt en markvej og en oplagsplads.

I 2016 stoppede Niels-Christian Krag som indehaver af Auto-Centro i Nykøbing og Rødbyhavn for at drive landbrug i stedet. Men vineventyret har mødt bump på vejen. Foto: Anders Knudsen

Delvist imødekommet

Krag Holding søgte derfor i 2019 Kystdirektoratet om dispensation til de forskellige ting og bad samtidig om at få godkendt et showroom i form af et drivhus, der skal anvendes i forbindelse med salget af vinen, der skal dyrkes og sælges på grunden, men produceres et andet sted.

Ansøgningen blev dog kun delvist imødekommet. Direktoratet gav nemlig dispensation til hestestalden, læskuret samt tre af vinmarkerne. Men Niels-Christian Krag fik afslag på dispensation til den fjerde vinmark, det ene af læskurene, oplagspladsen og markvejen, ligesom ønsket om et showroom blev afvist.

Den afgørelse klagede Krag Holding over. Først til Kystdirektoratet, som i maj 2020 imødekom en del af klagen - nu blev der givet dispensation til markvejen og læskuret. Men Krag Holding klagede dernæst til Natur- og Miljøklagenævnet over afslaget på en dispensation til vinmarken og showroomet. Det er den klage, som nu er blevet behandlet - og afvist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskelsbehandling

Klagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afslag på en dispensation til vinmarken og showroomet, og det ærgrer Niels-Christian Krag. Han mener, at han bliver udsat for en uretfærdig forskelsbehandling, for alle mulige andre steder langs den lollandske kyst er der andre ting, der får lov at stå. Som for eksempel vinmarker.

- Det er ikke min opgave at anmelde andre, men på skråfoto kan du se, hvor mange vinmarker der ligger ud til vandet rundt omkring - også i Lolland Kommune. De vinmarker har kommunen ikke anmeldt til Kystdirektoratet, men har de lige fået kig på dig, må du ingenting, siger han og harcelerer over, at et af argumenterne for at afslå at give dispensation er, at det ville kunne danne præcedens.

For som han påpeger, har Dodekalitten ikke så langt fra hans vinmarker fået lov at være der.

- Det, der undrer mig, er, at man godt i mit område må rejse 12 granitsten, der er syv meter høje. Hvordan kan man give tilladelse til det, uden at det danner præcedens?! Det er der, jeg mener, uretfærdigheden er, siger han og henviser til afgørelsen.

Her står der, at nævnet har lagt vægt på "at vinmarken med sin meget kystnære placering vil fremstå synlig i kystlandskabet, i strid med strandbeskyttelsens formål".

- Det er en dårlig begrundelse, synes Niels-Christian Krag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bruger ikke espalier

Han forklarer, at der vokser træer mellem kysten og vinmarken, som derfor ikke kan ses fra vandet. Og han påpeger, at han har lov til at dyrke marken med traditionelle afgrøder.

- Jeg må rejse majs, der er næsten tre meter høje, siger han og tilføjer, at der også i afgørelsen står, at det er indgået i vurderingen "at dyrkning af vin forudsætter hegning og opsætning af espalier".

- Men jeg har ikke espalier på mine vindruer, for det er ikke nødvendigt, med mindre man skal høste mange. Jeg har kun en tråd, der sidder i 40-60 centimeters højde, og hvert år, når vinstokkene er en meter og 20 centimeter høje, klipper vi dem ned i 40 centimeter, så jeg kan ved gud ikke forstå, hvad der generer Kystdirektoratet. Jeg kunne forstå, hvis de sagde "du må have vindruer, men ikke espalier". Det ville give mening, bemærker han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fik rådgivning

Niels-Christian Krag undrer sig også over miljøaspektet.

- Vi må slaske den mark til med gødning, der løber ud i Smålandshavet, men ved druerne bruger vi ikke gødning, så det ville være win-win. Men de siger "Put I noget korn på, så er det godt", bemærker han og afviser, at han skulle have handlet i ond tro, da han tilplantede markerne.

- Da jeg ville lave vinmarkerne, spurgte jeg min landbrugskonsulent: Er der noget til hinder for at plante vin? Det skriver de, at det er der ikke, fortæller han og forklarer, at vin er godkendt som landbrugsafgrøde i Danmark.

- Så kunne jeg ved gud ikke vide, der var en 100 meters kystlinje, og det har landbrugsrådgiveren heller ikke tænkt over.

I princippet kunne Krag Holding indbringe sagen for domstolen, men det vil han ikke, for han tror ikke på, at han ville få noget ud af det. I stedet håber han nu at kunne få udsat fristen for, hvornår vinmarken skal være sløjfet.

- Det vil koste mig 250.000 kroner, hvis de tvinger mig til at pille den ned indenfor den frist, de har sat, siger han og forklarer, at han gerne vil nå at gøre en anden mark klar, så vinstokkene kan blive flyttet over på den.

Hvis det kan lade sig gøre, skønner han, at udgiften kan holdes nede på omkring 110.000 kroner, men det vil tage tre mand 14 dage at gennemføre flytningen af vinstokkene, vurderer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Langvarig strid om drivhus

Det er i øvrigt ikke første gang, han taber en sag ved Miljø- og Fødevareklagenævnet. I 2014 afgjorde Naturstyrelsen - efter en klage fra Danmarks Naturfredningsforening - at et drivhus og en ridebane på grunden skæmmede kystlandskabet, og den afgørelse stadfæstede klagenævnet året efter.

Det indebar, at drivhuset, der var på 31 kvadratmeter, skulle reduceres til 10 kvadratmeter, og at ridebanen - som ifølge Niels-Christian Krag var en hestefold - skulle sløjfes.

Mens han nødtvungent accepterer afgørelsen om vinmarken, vil han kæmpe videre for drivhuset, som han som nævnt vil bruge som showroom.

- Der har jeg ikke tænkt mig at lægge mig på ryggen, bemærker han.

Kystdirektoratet hæftede sig ellers ved, at fristen for at efterkomme afgørelsen fra 2015 om, at drivhuset skal nedbringes til 10 kvadratmeter, er udløbet. Og at der må være plads til et showroom et andet sted i ejendommens "betydelige driftsbygninger". Men det er der ikke, fastslår Niels-Christian Krag.

- Det kan godt være, jeg har nogle landbrugshaller, men dem har jeg bygget til at opbevare korn og maskiner i, ikke til at lave om til showroom, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et stort eventyr

Niels-Christian Krag tilføjer, at kampen med myndighederne ødelægger en del af glæden ved at have kastet sig over vindyrkningen.

- Det er et stort eventyr, og så har jeg haft de genvordigheder her. Det har ødelagt eventyret en del. Nu har man brugt flere år på at passe de vindruer, og så kan man grave dem op.

  • Hvorfor mener Kystdirektoratet, at 1,2 meter høje vinstokke skæmmer kysten, når man godt må opstille syv meter høje granitskulpturer? spørger Niels-Christian Krag. Foto: Anders Knudsen
  • I 2016 stoppede Niels-Christian Krag som indehaver af Auto-Centro i Nykøbing og Rødbyhavn for at drive landbrug i stedet. Men vineventyret har mødt bump på vejen. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Lolland

Store Lalandia-planer: Udvider for at udnytte potentialet

Lolland

Aldi sælger ud: Nu kan du købe hele pivtøjet

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Gør dig klar: Her sætter de prisen ned på brændstof

Lolland

Store Lalandia-planer: Udvider for at udnytte potentialet

112

Stoppet på trehjulet knallert på motorvejstilkørsel

Guldborgsund

Nyt udvalg: Færre skal være afhængig af pendling

112

105 taget i fartkontroller

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

Se billederne: Hundredvis dukkede op til 125-års jubilæum

Guldborgsund

Kvinde dræbt af tog på Falster: Advarsel kom for sent

Sport

NFH-profil ånder lettet op: Fjernet knude var godartet

Lokal nyt

Uro i lokalt sygeplejeråd: Vil af med forkvinde

Udland

Fragmenter af fugleinfluenza fundet i amerikansk komælk

Falster

Koster 30 millioner: Enormt million-projekt går ind i ny fase

Udland

Flere er kommet til skade under indspilning af ny Hollywoodfilm

Guldborgsund

Lukker i protest: Ingen dialog, forståelse eller anerkendelse

Indland

Over 100.000 danskere vil gøre noget godt for klimaet torsdag

Indland

Vanvid: Seks syrebomber er kastet ind i skolegård i Esbjerg

Annonce
Annonce
Lolland

Aldi sælger ud: Nu kan du købe hele pivtøjet

Guldborgsund

DSB udbetaler kompensation: Så meget er der til lokale pendlere

Politik

Løsgængeren Lars Boje stifter nyt parti

112

Klip og bøder på Vestlolland

Rødby

Lalandia lander rekord-overskud: Overvejer udbygning

Sport

Landsholdsstjerner kommer til Falster

Guldborgsund

Jubler over Marys besøg: En kæmpe fornøjelse