Inger glæder sig til at jule med Onkel Tykke

SAKSKØBING Harry Pantmann Hansen har efterladt sig mange spor. Det gør den forlængst afdøde og tidligere politiassistent, fodboldformand med mere stadig. Det gælder ikke mindst i Sakskøbing, hvor filmen "Onkel Tykke opdager Lolland" fra 1952 tog sit udgangspunkt med Pantmann i en hovedrolle.

Dengang var 19-årige Inger Mortensen endnu ikke blevet til den senere Inger Velden, som i dag bor i en lejlighed i Nykøbing tæt ved Guldborgsund. Til gengæld var unge Inger Mortensen frisk på at spille med i en ny turistfilm om Lolland, da chancen bød sig tilbage i 1952.

Inger - der nu er blevet til Velden - har for nylig genset filmen efter mange, mange år. Det sørgede lokalhistorie-entusiast Søren Jørgensen for.

Det er naturligvis den samme Søren Jørgensen, der i lørdagsudgaven af Folketidende for præcis en uge siden var i fokus med sit gravearbejde i forhold til at finde ud af hele historien bag om den populære turistfilm med rundtur til hele Lolland.

- Søren (Jørgensen, red.) var så flink at lægge filmen om Onkel Tykke over på det her usb-stik, så jeg bare kan sætte det i min computer eller i fjernsynet, og så kan jeg se filmen. Det er jeg glad for, og det har været meget spændende at se sig selv som 19-årig. Der er mange ting, jeg nu pludselig kan komme i tanke om, når jeg ser filmen, fortæller Inger denne torsdag aften ved kaffebordet i lejligheden i Nykøbing.

Der er både Onkel Tykke-film i fjernsynet via usb-stik og snak om gamle ungdomsminder på programmet denne aften. Et af de emner, der fylder en del ved kaffebordet, er Harry Pantmann Hansen alias Onkel Tykke.

Han gjorde - også på Inger - et stort indtryk.

- Altså, den mand var et utroligt menneske, indleder Inger.

Hun tilføjer hurtigt og som noget af det første et par kendsgerninger om "320 pund på det højeste" i samspil med en "utrolig adræthed". Jovist, Harry Pantmann Hansen spillede ikke helt uden grund på ganske overbevisende facon rollen som Onkel Tykke. Samtidig var han også kendt for at være væver og ikke mindst have store "lapper" for enden af lovens lange arme, som hurtigt og overbevisende kunne rykke ud lige på stedet. Helt uden at gå den lange vej ned til politistationen med besværlige og tidskrævende afhøringer.

- Skal vi ordne det her på stedet eller gå på stationen? Sådan sagde han altid, og det var han kendt for dengang. Han havde jo et par bjørnelapper uden lige, og tit var der så et par på hovedet, så folk så sol, måne og stjerner. Men han var også sød og sjov, og han var altså ikke besværet af sin fedme, forklarer Inger om det lokale politiarbejde i Sakskøbing for cirka 70 år siden.

Når talen falder - og det gør den nemt denne aften - på Harry Pantmann Hansen og hans måde at gribe politiarbejdet an på for de mange årtier siden, så husker Inger tydeligt en episode fra slutningen af 1940´erne ude foran det lystige etablissement "Landmanden" i Søndergade i Sakskøbing.

- Jeg husker, at min mor og jeg gik forbi Landmanden. Jeg kendte ikke stedet så godt, men jeg vidste, at der foregik lidt af hvert derinde. Pludselig ryger der så to yngre mænd ud derfra og lige ned i snedriverne foran os. Vi hører også Pantmann sige "Jeg tror, I trænger til at blive kølet af", og så får de to ellers tilbuddet om at ordne sagerne nu og her i stedet for at gå på stationen, fortæller Inger om episoden, der endte med "hurtige bjørnelapper" og ikke mere snak om den sag.

Anekdoterne om Pantmann er mange, og naturligvis er der også én om, hvorfor Inger endte i en turistfilm.

- Jeg kom en del sammen med pastor Lindqvists datter Elna, og pludselig blev jeg spurgt, om jeg ville være med i Lindqvist og Borchersens film. Og selvfølgelig, det ville da bare være skægt, husker Inger.

Skægt blev med filmen, hvor Kragenæs Kro eksempelvis vises frem med kroskilt. Det krævede dog lige en god middag til filmholdet. Den blev arrangeret, og så kom der - husker Inger - også ekstra hakkebøffer til Pantmann.

Nu venter så en ekstra filmfremvisning i Jylland, som Inger skal stå for. Det er nemlig til jul, hvor børn, børnebørn og oldebørn skal se en ung Inger i en genoplevet turistfilm fra 1952, hvor der til sidst i øvrigt skænkes snaps op af en kvinde ved den afsluttende festmiddag. Og kvinden er såmænd Ingers oldebørns tipoldemor i en film, som bliver ved med at kaste historier af sig.

Du kan se filmen her: KLIK HER