På lørdag åbner Olympian Gym officielt, men allerede nu tæller centret over 300 medlemmer.
MARIBO For MMA-kæmper og tidligere bryder Mark O. Madsen er der stadig behov for at knibe sig lidt i armen, når han viser rundt i Olympian Gym. Et center som på få måneder er vokset frem i udkanten af Maribo, og blevet et træningscenter, der trækker folk til fra nær og fjern.
Sammen med sine to partnere, Claus Stechnik og Ermin Hamzic, har han opbygget et center, som skal favne alt fra motionstræning til kampsport og samtidig tilbyde brugerne et fællesskab, som man ikke oplever andre steder. Det skal centrets sportsbar blandt andet hjælpe til med.
Egentlig skulle Mark O. Madsen bare bruge den tidligere Jysk-butik til at holde formen ved lige i, så han ikke skulle pendle til træningscentre langt fra Sydhavsøerne - men ud af det blå opstod idéen om at lave et helt specielt gym.
- De grinte af mig inde i København, og sagde: En MMA-klub på Lolland, men der er jo ingen mennesker.
Havde det ikke været for en vilje af stål, så havde Mark O. Madsen dog næppe vundet alt det, som han har.
- Kan vi drømme det og tro på det, kan vi gøre det. Skal jeg løfte 200 kilo, så begynder det med, at jeg tror på, at jeg kan løfte dem. Hvis jeg ikke tror på det, kommer det aldrig til at ske, siger han.
Fra dag ét har han troet på Olympian Gym, og i dag - inden centret officielt er åbnet - har det over 300 medlemmer. Hele tiden kommer nye til. Mens Folketidende besøgte centret stod flere og skrev sig ind på computeren.
- Jeg bliver simpelthen så stolt og taknemmelig, når jeg ser folk, der står og melder sig ind. At der er nogle som synes, at det sats, vi har taget, er fedt, siger Mark O. Madsen.
De tre partnere har dog også taget stor risiko. Det oprindelige budget er for længst overskredet, og den professionelle MMA-kæmper anslår, at der er lagt tre millioner kroner i at opbygge Olympian Gym.
For Mark O. Madsen handler det dog om mere end bare at lave et træningscenter. For centret skal kunne noget andet. Der skal den store sportsbar hjælpe.
- Jeg hører tilflyttere fortælle, at de synes, det er svært at komme ind i nye fællesskaber. Vi er et meget sammentømret lokalsamfund fyldt med varme og imødekommenhed. Men folk står også skulder ved skulder, og derfor kan det nok nogle gange være en udfordring, specielt når man er voksen, at komme ind i de her fællesskaber.
Hos Olympian Gym er alle velkomne, unge som gamle og både mænd og kvinder. Men Mark O. Madsen er ikke færdig med at drømme.
- Ambitionen er, at det her bliver et UFC affiliated gym, altså et center som UFC står inde for.
Den drøm vil MMA-kæmperen slås for at gøre til virkelighed.