- Vi bliver nødt til at hutle os igennem

LANGØ Blæsten står frisk over vandet i Langø Havn, et fald slår taktfast mod en skibsmast, og siderne på min blok prøver konstant at kaste sig forvildet rundt i vinden. Jeg er kørt til Langø, hvor vejene hedder Havnevej, Fjordvej eller Mågevej, udsigten er fantastisk stort set allevegne, og fiskerne trækker torsk i land. Sådan bogstaveligt. Bare ikke for tiden, for torskekvoten er brugt op. Det har den været siden 21. januar, og for et erhverv, der er vant til at være tvunget til at ligge stille i perioder, synes tidens tiltag med hjælpepakker til hjemsendte lønmodtagere og nødstedte brancher bemærkelsesværdig.

- Vi har ikke kunnet lave noget siden 21. januar, men vi får ingen penge af den grund, siger Johnny Krog, som er fisker på kutteren Duddi Krog.

Men det får alle de andre, der lige nu er sendt hjem, påpeger han.

- Så vi vil ikke høre noget piveri, fordi folk ikke skal lave noget i 14 dage, siger han.

De andre fiskere omkring ham smågriner og nikker. De synes, han har en pointe.

Ifølge Jonny Krog kan vi ikke gøre for, at "vi har fået det smittehalløj, som er kommet hertil langsvejs fra", men nu hvor det er her, er der kun én vej frem, mener han.

- Vi bliver nødt til at hutle os igennem på bedste måde.

Ifølge formanden for Bylauget for Langø og omegn har mange af Langøs beboere reageret på risikoen for coronasmitte ved at udvise meget stor forsigtighed.

- Der er mange ældre i Langø og derfor også mange i risikogruppen. De er bange for at komme ud, så de holder sig meget hjemme, siger Ole Pedersen.

En planlagt fællesspisning blev således udsat allerede inden, statsministeren lukkede Danmark ned.

- Folk begyndte hurtigt at melde fra, så vi kunne godt fornemme på folk, at det her, det går sgu ikke, fortæller han.

Ole Pedersen har også bemærket, at der ikke er så mange at sige hej til eller falde i snak med på havnen og på vejene, som der plejer at være.

- Mærkeligt nok, for her er plads nok til, at vi alle kunne bevæge os ud.

Vi lægger havnen bag os og går ned ad Havnevej. Banker på flere steder. Ingen synes at være hjemme. Eller også åbner de bare ikke. Jeg banker på hos Britt Engholm. Hun vinker gennem ruden til fotografen. Hun er midt i et Skypemøde i forbindelse med sit arbejde i Socialtilsyn Øst. Vi venter lidt, så kommer hun ud. Hun fortæller, at hun og hendes mand har lukket ned for deres populære bed & breakfast, som i de sidste tre år i træk har fået topkarakter som Danmarks bedste på booking.com.

- Det har vi valgt at gøre for at passe på hinanden, vores område og os selv, siger hun.

Hun har derfor haft travlt med at kontakte alle, der havde booket i april. Om sommerens bookinger også skal aflyses, må tiden vise.

Britt frygter, at pandemien bliver en tilbagevendende begivenhed.

- Jeg har været i Kina og set de markeder, hvor virussen udspringer fra, siger hun.

Det var, da hendes datter for år tilbage boede i Kina.

- Jeg tænker, at det kan ske igen.

Vi går tilbage til havnen, sætter os i bilerne og kører mod kvarteret med veje opkaldt efter måger, traner, klyder og hejrer. Vi forvirres et øjeblik over de plantekasser, som pynter, men afspærrer en af vejene ind i kvarteret. Banker igen forgæves på flere steder. Men hos Manja Michelsen bliver døren åbnet. Hun savner kontakten med børn og børnebørn, at kunne besøge sin far på Søndersøhjemmet i Maribo, at kunne give hånd til censor til eksamen, men hun håber også, at vi får åbnet langsomt op.

Vi fortsætter ud til Villy og Kari Nordeide på Stendyssevej. De havde regnet med at skulle åbne deres lille fiskerestaurant i påsken, ligesom i de foregående år, men nej.

- Det er vi kede af. Vi havde glædet os til en ny sæson, siger Kari.

De to har så i stedet givet sig til at hjælpe tre-fire borgere i Langø. Kari laver mad til dem, sender en sms om, at nu kommer maden, hvorefter Villy kører ud med den, stiller den på dørtrinnet, ringer på og går. De hjælper også med indkøb, også for nogle stykker inde i Nakskov.

- Vi er ikke så bange, selvom vi er 75 år og i faregruppen, siger Kari, hvortil Villy tilføjer:

- Vi er jo kun ramt at alderdom.

Kari Nordeide indtaler også beskeder på telefonsvareren hos en dame på Skolebakken, som de plejede at besøge. Hun taler ikke så godt, derfor duer det ikke med opkald. I stedet får hun løbende sidste nyt fra Langø på svareren, som hun kan aflytte.

- I disser tider hjælper vi hinanden lidt mere, siger Kari.

Mens landet ligger for anker, og stormen løjer af.