Således opløftet af musik

MARIBO På scenen spiller opvarmningsbandet Andrews Sisters, og allerede mens publikum siver ned ad trappen mellem stolerækkerne, giver de sig til at svinge med hofterne og rokke i takt med hovederne.

Den glade og lidt oppiskede stemning, som bandet skal levere, bliver leveret til fulde.

I baren står folk i kø, gemt bag mundbindenes blå firkanter, for at forsyne sig med Krenkerup fad i plasticbægre. Tre par tager sig en svingom. Der løftes pludselig plasticglas længere fremme og råbes "skåål", hvilket straks besvares af de omkringsiddende med et "skåål". En ekstra fustage bliver slæbt gennem lokalet, og fadøl bliver bragt fra baren til stolerækkerne i papæsker, der rummes fem-seks ad gangen. Men klokken 19.30 er de omkring 330 publikummer på deres pladser i de tildelte sektioner med god plads mellem stolene denne lørdag aften i Maribo Hallerne.

Mørket sænker sig, scenens projektører lyser gult, grønt og blåt, og så kommer Anders Blichfeldt på scenen. Med sin musik og sine ord.

Han lægger ud med Kim Larsens "En sømand drog ud på en rejse så lang".

- Det var den første sang, jeg lærte at spille på guitar, fortæller han.

Han bliver applauderet med piften og klappen.

Men så følger refleksioner over corona, sexisme og ghettoer, hver gang leveret i små tætpakkede fortællinger som optakt til sangene - og et stemningsskift indfinder sig, fra det opskruede til noget mere tænksomt, porøst og følsomt, mens Anders Blichfeldt slår tonerne an med sit plekter. Så sætter han ind med en humoristisk sang om parforholdets genvordigheder. Latteren ruller, tårerne løber ned over mit mundbind. I hvert fald jeg overgiver mig nu, og det slår mig, at jeg næsten havde coronaglemt følelsen af at blive opløftet af kunst. Så følger pause, mere barsalg, og Anders Blichfeldt med band, og stemningen skruer sig igen op.