Kurt hilser på hejren og lader de andre ro om kap

SUNDBY Kajakken glider roligt gennem det lave vand, og en hejre får en venlig hilsen med på vejen.

Det er 81-årige Kurt Christensen, der hilser og styrer pagajen på en af sine vinterture i kajakken "Pus". Det grønne lyn er opkaldt efter senior-roerens hustru, og de to bevæger sig hver vinter et par hundrede kilometer sammen. I sommersæsonen bliver det til 500 kilometer, stadig i roligt tempo og med afsæt fra broen ved Guldborgsund Kajakklub.

- Jeg tager ikke ud med de andre seniorer, som ror i en stor gruppe sammen, for det er vigtigt for mig, at tingene foregår i mit eget tempo. Jeg er færdig med det ekstreme, og jeg er færdig med at ro om kap, selvom gevinsten kan være at slippe for opvasken hjemme i klubhuset, fortæller Kurt Christensen.

Han har én gang følt sig utilpas i kajakken, fordi han gav den lidt for meget gas. Og derfor har han taget en beslutning, han holder godt fast i.

- Jeg gider ikke risikere et hjerteanfald for at slippe for en opvask. Jeg har én gang for meget set folk blive båret ud af badmintonbanen, når de er faldet om, fordi de absolut ville nå den sidste bold, selvom de var oppe i årene, fortæller Kurt Christensen, som gennem alle årene har været aktiv i forskellige sportsgrene.

Men Kurt Christensens beslutning gør på ingen måde den ældre herre mindre aktiv i hverdagen.

Mange kender Kurt fra de 10 år, hvor han drev det legendariske "Bakkevejs Ældremotionscenter" i sin garage hjemme i Sundby. Her mødtes Sundby og omegns ømme rygge og slappe mavemuskler til fælles træning på maskiner, som Kurt klunsede på genbrugspladser og satte i stand.

Garagen er nu lukket for andre, men Kurt Christensen holder egne muskler ved lige på et par af de maskiner, der stadig bor der.

- Jeg træner ikke længere hårdt og aggressivt, og jeg har ingen ambitioner om at ligne Arnold Schwarzenegger. Men det er vigtigt at holde musklerne i gang. Uden motion går det ikke. Det bliver for trist, hvis man kun har kræfter til at sidde i en lænestol, mener Kurt.

Kræfter brænder han også af på cykel i Hamborgskoven og med Naturlandets app på telefonen, når han udforsker nye lokale vandreruter med sin hustru og gode venner.

Det kræver også kræfter at passe hus og have, hvor han for nylig nedlagde fem store frugttræer og renoverede 250 kvadratmeter indkørsel. Inklusive de 11 tons granitskærver, der indgik i projektet.

- Jeg kan stadig det meste. Det tager bare længere tid. Men det, jeg ikke nåede i dag, tager jeg i morgen. Før i tiden tog det mig en dag at få styr på sådan en portion skærver. Nu bruger jeg to dage. Om aftenen, når jeg går i seng, har jeg lidt ondt i armene, men det mærker jeg ikke, hvis jeg koncentrerer mig om en god krimi. Man sover godt efter sådan et arbejde, og næste dag er jeg god igen, griner Kurt Christensen.

Som yngre var han kørende sælger og leverede blandt andet leverpostej, kaffe og kød til kunderne fra firmaer som Inco, Nestlé og Jeppesen. Et liv på landevejen, der ofte var stressende, når Kurt blev presset mellem it-systemer, der ikke virkede, og sin loyalitet overfor arbejdsgiver og kunder.

Som 58-årig stillede han sælgerbilen i garagen og tog i stedet et årti som fritidslandmand i en roligere gænge. Der blev også tid til passionen for veterantraktorer og -scootere.

Nu går meget af Kurt Christensens tid i værkstedet i Guldborgsund Kajakklub, hvor han reparerer de 80 klubkajakker på skift. Når Kurt møder ind, finder han ofte skiltet "Defekt" på en eller flere kajakker, og så går han i sving med at skifte fodspark og tætne revner.

For tre år siden fik Kurt det, lægerne mente var en lille hjerneblødning. Selvom ingen kan se det på den 81-årige, der smutter elegant ned i kajakken, har han nogle få mén efter den omgang.

- Når jeg skal strø sukker på mine havregryn om morgen, har jeg lidt svært ved at styre skeen, så sukkeret lander i klumper. Der er også lidt på balancen, når jeg har siddet i en stol og skal op og i gang. Jeg tager et lille chassetrin, inden jeg finder rytmen igen. Og så har jeg været nødt til at sætte hastigheden på min computer-mus lidt ned for at ramme rigtigt på skærmen. Alt i alt er det jo billigt sluppet, og der findes løsninger. Jeg har anskaffet mig en strødåse til sukkeret, og så kører det fint igen, fortæller Kurt Christensen.

Nok kommer der sukker på havregrynene, men Kurt Christensen spiser generelt sundt. Der er grøntsager på tallerkenen og ikke så meget kød længere. En kostfilosofi, Kurt har det godt med. Men det er, indrømmer han gerne, primært hans kones fortjeneste, at de lever sundt i hverdagene.

- Jeg elsker en god engelsk bøf, når jeg er alene hjemme, og stod det til mig, fik vi mormormad hver dag. Hvem elsker ikke grønærter og krebinetter? Men begge mine forældre døde, da de var i 60'erne, og jeg er ret sikker på, at det var en medvirkende årsag, at de spiste masser af kartofler, sovs og kød fra min fars slagterforretning. Jeg er min kone taknemmelig for, at hun passer på mig, fastslår Kurt Christensen.

Sundheden balanceres også med seks-syv daglige cigaretter.

- Jeg begyndte at ryge, da jeg var 14 år, og det fortsætter jeg med. Antallet af cigaretter er mindre, men nydelsen er stor. Det er livskvalitet for mig at sidde 10 minutter for mig selv ude på terrassen. Om aftenen sidder jeg og tænker på, at jeg skal slå græsset i morgen. Og når jeg ryger min morgensmøg, tænker jeg på, hvordan jeg kan slippe for den tur med græsslåmaskinen, griner han.

Kurt Christensen kalder sig for en omstillingsparat mand, der sjældent planlægger, men følger med, som tingene nu udvikler sig.

- Jeg tror, at det er sundt for mig. Jeg er taknemmelig og glad hver dag for det, jeg har. Det er en følelse, der er modnet med årene, og som gør mig godt. Da jeg var yngre, tænkte jeg ikke sådan. Det gik alt for stærkt til den slags overvejelser, husker Kurt Christensen.

Han har et godt råd, han gerne vil dele med andre seniorer.

- Man skal lære at acceptere, at man ikke kan gøre tingene så hurtigt som tidligere, og man skal acceptere det uden irritation. Irritation æder det gode humør, og det gavner ingenting. Krop og tanker bliver langsommere, og det er okay.

Når Kurt ror sine soloture i "Pus" og har sine samtaler med hejren, er han ganske ubekymret.

- Jeg passer på mig selv, holder mig på lavt vand og har en telefon i lommen, hvis der skulle ske noget. Men hvis det en dag er slut for mig, mens jeg er på vandet, er det bare sådan. Alting har en ende. Jeg vil gerne leve videre, til jeg er både 90 og 100 år og fortsætte med at nyde tilværelsen, som jeg gør nu. Men hvis det er slut i morgen, er det også i orden.