Planlægger med indvielse fredag 9. juli af den nye Monstrum-legeplads til to millioner kroner.
NAKSKOV Den nuttede babysæl og dens mor er nu på plads på Hestehoved i Nakskov, og de søde legepladsfigurer vil formentlig virke dragende på alle legelystne.
Men den nye legeplads vil være afspærret med bånd i nogle uger, da det endnu ikke er sikkert at lege på den, oplyser projektleder Sara Deis-Christensen fra Lolland Kommune.
- Der er ikke lagt faldunderlag i form af faldsand ud endnu på fundamentet, og vi skal også have en uvildig legepladsinspektør ud og sikkerhedsgodkende legepladsen. Desuden skal kommunen give en ibrugtagningstilladelse, fortæller projektlederen.
Faldunderlaget står firmaet H. Rasch & Søn fra Stubbekøbing for, som også har støbt fundament til legeredskaberne. Som det ser ud nu, planlægges der med en indvielse af pladsen fredag 9. juli.
Sælen og dens baby, flankeret af sild, kom i går formiddag til Nakskov på særtransporter, og for moderdyret blev det en lidt længere tur til bestemmelsesstedet, da lastbilen punkterede på to dæk 50 meter før serviceanlægget i Tappernøje. Det tog to timer at få fragtet nye dæk fra Avedøre og skiftet.
Sælen er cirka 10 meter lang, fire meter høj og tre meter i bredden, og ungen cirka fem meter lang og 2,5 meter i højden. Man kan kravle ind i sælen og på den med greb som på en klatrevæg, og rutsje ned fra den. På ungen kan mindre børn også klatre og rutsje - eller kravle igennem. Sælerne får tryghedsskabende lys indvendigt og følgeskab af en silde-stime med andre legemuligheder.
Gynge og fugleredegynge bliver der også på den længe savnede, nye legeplads.
Forældre og bedsteforældre med barnevogn eller klapvogn - eller i kørestol - kan komme tæt på legeredskaberne uden at træde ned i sandet via et træ-boardwalk, der anlægges i forlængelse af det nyanlagte Strandtorvet ved Nakskovs badestrand.