Byggepladsens detektiv stopper

RØDBYHAVN Hvad er det, der skyder op der? Hvem er entreprenøren? Hvor kommer arbejderne fra? Hvor kommer materialerne fra? Hvilken vognmand står for transporten? Har de overenskomst? Og er de folk, der går der, organiseret?

Det sidste halvandet år har Jørgen Erik Kozak Nielsen haft som daglig rutine at rundere Rødbyhavn og de store arealer, der udgør Nordeuropas største byggeplads.

Med refleksvest, hjelm, sikkerhedssko og skarpe øjne har han trillet omkring og holdt øje. Noteret sig de daglige forandringer og gjort, hvad han kunne for at snakke med folk. Holdt sig up to date og benyttet enhver given lejlighed til at fortælle om den danske model og om vigtigheden af at være medlem af en fagforening og have overenskomster.

Som Femern-konsulent hos 3F med kontor i en pavillon på første parket har han rundet en lang karriere i fagforeningen af helt ude i frontlinjen. Der, hvor store, tunge maskiner graver grøfter, flytter grus, løfter betonklodser, bugserer pramme og lægger sten, og hvor arbejdere ligeså godt kan komme fra Litauen og Rusland som Listrup og Rudbjerg.

Han har selv valgt, at det var sådan, han skulle slutte af efter alle årene som formand. Ligesom han selv har valgt, at fredag skal være sidste arbejdsdag. Så går han på efterløn i halvandet år, inden det er tid til at blive pensionist.

- Efter 48 år på arbejdsmarkedet synes jeg, jeg har aftjent min værnepligt. Sonja derhjemme har i mange år betalt en høj pris for mit meget fravær og min omflagrende tilværelse. Det har kostet tid, og derfor glæder jeg mig til at være meget sammen med hende.

Ordene falder på kontoret i pavillonen på Strandholmsvej. Fra pladsen ved skrivebordet har han udsigt over en del af byggepladsen, og han ser med det samme, da en minibus fra Skørringe Turistbusser kommer rullende og gør holdt. Hvem er nu det, der er ude at kigge?

En mand med et kamera hopper ud og knipser et par billeder, inden minibussen kører videre, og Jørgen Erik Kozak Nielsen genoptager fortællingen.

Om hvordan han glæder sig over at kunne stoppe, mens helbredet stadig er godt, og han og Sonja kan dyrke deres interesse for at vandre. Og om de to børnebørn i Barcelona og Skovshoved, som han nu skal se mere til.

Tiden som Femern-konsulent har nu også været spændende, understreger han. Byggeriet har jo været på dagsordenen i mange, mange år, og han har fulgt det på nærmeste hånd.

Som lokalformand var han i 2010 med til et møde hos Femern A/S sammen med repræsentanter fra Dansk Industri og Dansk Byggeri. Meldingen var, at hvis de kunne blive enige om sociale klausuler, så ville det blive skrevet ind i kontrakterne. Og enige blev de. Om 500 lærlingepladser og om ordentlige boliger og forplejning til arbejderne.

Sådan har der været et utal af møder, forhandlinger - og små og store kampe. I mødelokalet lidt længere nede ad gangen i pavillonen hænger et kæmpe foto fra den gang, forhandlingerne om en overenskomst med et af de store Femern-konsortier var gået i hårdknude, og de røde faner blev rullet ud. Det hjalp. Overenskomsten blev en realitet.

- Dermed ikke sagt, vi ikke har andre udfordringer, for det har vi. Vi kan ikke pakke kontoret ned og sige, det bare kører, fastslår han.

For der sker hele tiden noget. Nye firmaer rykker ind, nye arbejdere er i gang. Og ikke alt er godt.

- Det er her, regnbuen ender, og der ligger over 50 milliarder. Så det er her, alle gribbene mødes, og nogle vil gerne have et større udbytte end andre. Og det er fint nok, firmaerne tjener penge, men det skal ske på en ordentlig måde, bemærker han.

Støder Jørgen Erik Kozak Nielsen på dem, gribbene udnytter, går han i aktion.

- Først ser vi, om vi kan komme i kontakt med hinanden. Men når de har været 12 timer på havet og går ind på hotellet, kan jeg ikke bare gå ind til dem. Det er vanskeligt, fortæller han.

Men det lykkes som regel at få de fleste i tale, og Jørgen Erik Kozak Nielsen spørger nysgerrigt. Hvem er de? Hvor kommer de fra?

- Jeg prøver at komme tæt på dem, der bygger, for jeg synes, det er interessant. Hvad er det for nogle mennesker, der kommer fra den store verden og vil bygge her?

De fleste er søde og rare, synes han. Men der er altså også nogle, der arbejder under vilkår, der godt kunne være bedre.

Sker det, tager han gerne fat i konsortierne og indleder en dialog.

- Det kan tage tid, og vi er ikke altid enige, siger han.

Efter at have talt med mange af de udenlandske arbejdere har han et klart billede af, at de fleste er vilde med at arbejde her. Der er en vis prestige i at være med til at bygge Femern-forbindelsen.

Men nu er det altså tid for ham selv at forlade prestige-byggepladsen og vende hjem til Sonja. Men helt slippe Rødbyhavn, byggepladsen og alle arbejderne kan han nok ikke.

- Jeg skal da ud at cykle en tur her, for de holder jo ikke op med at bygge, bare fordi jeg forsvinder!