KFUM-spejderne holdt deres årlige julebasar.
SUNDBY L. Duften af friskskåret gran bliver overdøvet af de to bålsteder, der står og sørger for, at de unge spejdere kan holde varmen. KFUM-spejderne i Sundby har nemlig igen i år holdt julemarked - stadig ikke helt, som de kunne tillade sig at gøre det, før covid-19 blev en faktor, man ikke kan komme udenom, men tættere på "gamle dage", end de var i 2020, forklarer næstformand i bestyrelsen, Janni Frank.
- Vi havde faktisk planlagt at pynte op til café her, hvor vi plejer at gøre det. Men med den situation, vi står i lige nu med stigende smittetal, så traf vi faktisk her for ganske kort tid siden beslutningen om, at vi ikke ville gøre det. Folk kommer jo for at sidde og hygge sig med en kop gløgg eller kakao, og så sidder man ofte en halv eller en hel time i samme rum - det turde vi faktisk ikke. Så vi valgte at flytte caféen udenfor i stedet. Det er selvfølgelig ikke helt det samme, men vi håber, at det kan hjælpe folk med at holde varmen, forklarer næstformanden.
Skæpper i kassen
Klokken har kun lige rundet 10, og spejdernes julemarked er lige åbnet. Men folk strømmer lige så stille ind ad dørene til kirkens lokaler for at se, hvad der er til salg af håndværksmæssige goder denne novemberlørdag.
Julebasaren er et af de store trækplastre i løbet af KFUM-spejdernes år. Det er her, der skal sælges en masse juletræer og julenips, så der er penge til alle de ting, der skal købes i løbet af året.
- Man trækker i fællesskab som spejder. Vi skal have skrabet nogle penge sammen, så vi kan holde hjulene kørende det kommende år i vores lille forening. Det er på dage som i dag, at vi kan dét. Spejderne har været med til at lave nogle af de ting, der sælges, og det er et fællesprojekt for forældre, spejdere og bestyrelsen, forklarer Janni Frank.
- Vi har i år, som noget nyt, lavet en donation til rafter. Når spejderne tager på lejr næste år i Roskilde, så skal man selv have rafter med til, når man skal sætte lejr op. Så man kan simpelthen donere penge direkte til rafter, hvis det er det, man vil. Vi fik en donation på 1.000 kroner - det kommer man langt med!