Det er et infrastrukturprojekt på den store skala, ny landechef går ind til.
MASNEDØ Han står et hoved højere end de fleste andre, der er til stede på pladsen foran områdets største infrastrukturprojekt. Lars Henriksen, nyligt udnævnt "area manager" for Itinera, der er en integral del af byggeriet af den nye Storstrømsbro, der efter den flittigt reviderede plan åbner et sted mellem 2024 og 2027 - alt efter hvem der bliver adspurgt.
Den nye landechef, som titlen mere mundret lyder på dansk, er glad for at have et projekt som dette i stalden. Udover broprojektet overser han også byggeriet af et par sygehuse og en bro i Sverige, men der er ingen tvivl om, at Lars Henriksen kommer til at bruge en god del af sin tid på Masnedø.
Men hvad skal der så konkret ske i de kommende år? Lars Henriksen og konglomeratet bag byggeriet mener, at de kan aflevere en færdig bro i 2024. Men det er ikke en let deadline at ramme, lader han flere gange forstå, mens vi en kølig mandag formiddag besigtiger den enorme byggeplads, der ikke just emmer af liv i den kølige januarluft.
Flere udfordringer er i spil - den altoverskyggende hedder selvsagt covid-19 - en sygdom, der ikke kun rammer mennesker, men alle aspekter af et megabyggeri:
- Vi har selvfølgelig haft nogle problemer med at få de folk ind, som vi skulle bruge. Der har været en del rejserestriktioner, men det er ved at være overstået, lader det til. Men corona har også påvirket adgangen til materialer. Alt er der kamp om på verdensmarkedet, og det betyder også noget, forklarer den nyligt udnævnte landechef, der blev uddannet bygningsingeniør for 28 år siden.
Et tiltag i kampen mod kalenderens ubønhørlige kværnen er at arbejde mere. Ikke at der er flere timer at finde i døgnet, men ved at igangsætte flere processer samtidigt.
- Ifølge vores tidsplan er vi færdige i 2024, og det arbejder vi hårdt på at realisere. Nu har vi gjort det, at vi har ændret for planerne ude på vandet - før ville vi montere elementerne fra Falster ud mod midten, hvorefter vi ville klare resten, så har vi købt udstyr til at gå i gang fra begge sider samtidig, og det kommer til at spare nogen tid, forklarer Lars Henriksen.
Det er en kalkuleret beregning, der ligger til grund for beslutningen. En lang byggeproces er en dyr byggeproces - i omegnen af 400 mand er på pladsen, da Folketidendes udsendte er på besøg mandag formiddag. Nye maskiner koster også knaster. Men for at kunne overdrage en fungerende bro til danskerne hurtigst muligt er pengene blevet spenderet:
- Det koster at lave den slags investering, det er klart. Men vi kan spare på driftsomkostningerne, og så kan vi forhåbentlig levere i 2024. Men jeg står ikke her og lover, at der ikke sker ændringer - det kan man aldrig, understreger landechefen.