Da jeg var 18 år og skulle flytte hjemmefra, væk fra Vestlolland, og selv kunne vælge hvor jeg ville bo, var der mange faktorer der spillede ind på valg af beliggenhed. B.la. at min daværende kæreste arbejdede i Næstved, og at min uddannelse lå i Nykøbing til at starte med. Derfor var det åbenlyst for os at flytte længere mod nord, men da det også betød noget at vi stadig ikke boede for langt væk fra venner og familie var Nykøbing en oplagt beliggenhed for os. Og sådan gik det til at vi gik fra at være lollændere til at bo på Falster.
Da jeg så stod og var færdig med mit grundforløb og skulle have en elevplads, kom der en udfordring som vi ikke havde tænkt så meget over, men som i sidste ende ikke havde nogen betydning, fordi vi var villige til og havde muligheden for at løse udfordringen.
Og sådan gik det til at jeg begyndte at pendle, fordi alle de elevpladser der var ledige på daværende tidspunkt lå i Næstved eller længere mod Nord. Og efter flere jobsamtaler faldt valget på en elevplads i Gentofte kommune, dette kunne lade sig gøre, fordi jeg havde overskud til at bruge 3 timer på transport hver dag, og fordi jeg var heldig og havde en kæreste med fast job, som derfor gjorde at vi havde råd til at have en bil. For uden ham, havde jeg ikke haft mulighed for at have kørekort eller bil. Og uden det velfærdssamfund, der gør at det at tage en uddannelse er gratis og man tilmed får ”løn” for det, har gjort at jeg den dag i dag har en uddannelse og har mulighed for at læse videre, hvis jeg på et tidspunkt ønsker dette.
Herefter skete der nogle nye ting som gjorde vi igen skulle flytte, og denne gang gik turen til Sydsjælland, alene af den grund at der var kortere til arbejde for os begge, og på Sjælland faldt vi ret godt til, men var ofte på Lolland, for man kan aldrig fjerne Lolland fra mig.
Desværre valgte vi at gå fra hinanden efter 7 år sammen. Der stod jeg som 21 årig, skilt, uden et sted at bo, med familie på Lolland og et arbejde i Gladsaxe, og med gæld, så hvad gør man så. Jeg valgte at flytte til Gladsaxe, men må tilstå at jeg aldrig rigtig faldt til. Og er derfor rigtig glad for at jeg er tilbage på min barndoms ø.
Og hvis du i 2008 havde spurgt mig om jeg nogensinde kom tilbage til Lolland, ville du havde fået et stort rungende NEJ, men heldigvis udvikler vi os hele tiden som mennesker, og jeg har lært hvad der er vigtigst for mig, og disse ting finder jeg på Lolland.
Men hvad har alt dette så med Lolland at gøre? At selvom jeg som helt ung, valgte at forlade Lolland, så har jeg også efterfølgende valgt at flytte tilbage, for ligesom Kaj Munk skrev i sangen om den blå anemone ”den savner jo sit skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler” lige sådan havde jeg det, jeg savnede Lolland og følte mig ikke hjemme på samme måde uden for Region Sjælland.
Så lad de unge, som ønsker det, tage ud og opleve ”verden”, men lad os gøre det attraktivt at komme tilbage til vores smukke ø. Og lad os gøre det nemmere at bo i region Sjælland, og tage en uddannelse også selvom den ligger uden for regionen.
Chalotte Frantzen