Kære læser,
Dette blogindlæg har været det sværeste, jeg endnu har skrevet, men… Det skulle skrives. Det skulle forklares. Det skulle deles med alle jer, der har givet mig så meget støtte, opbakning og kærlighed med på vejen. Tak!
Jeg vil starte min historie for halvandet år siden på en lys forårsaften. Aftenen inden var jeg blevet udpeget som lokal folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, og denne aften skulle jeg gøre dét, som jeg elsker allermest: Debattere og vende vores samfund på hovedet. For at gå gulvet varmt ankom jeg i god tid. Jeg hjalp arrangøren med at sætte de sidste stole op, mens vi talte om stort og småt – og mest om politik.
Det viste sig, at han tidligere havde været viceborgmester i en kommune. Lidt gammelklogt sagde han til mig: ”Louise, der kommer et tidspunkt, hvor du bliver nødt til at vælge mellem dit politiske liv og dit job.”
Jeg forstod ikke rigtigt, hvad han mente. Jeg svarede ham ikke, men justerede stolene i sirlige rækker, så de stod snorlige. Lige så snorlige som den vej, jeg altid er gået. Lige indtil, at jeg for kort tid siden tog en svær beslutning.
Gennem det seneste trekvarte år, hvor jeg er sprunget ud som iværksætter og selvstændig skribent, er hans ord igen og igen dukket op for mit indre øje. Hvorfor er man nødt til at vælge mellem job og politik? Er det ikke nærmest en samfundspligt at gå ind i politik, hvis man har sine meningers mod og er villig til at kæmpe for de værdier, man tror på?
Langsomt forstod jeg, at han havde ret. Tiden blev den afgørende faktor, der gjorde dét klart for mig. Døgnet har kun 24 timer, ugen kun 7 dage. Det meste af min vågne tid går direkte eller indirekte med at drive min virksomhed. Hver dag er som en ny skoledag, hvor jeg får lov at prøve mig frem, eksperimentere, være kreativ og møde nye legekammerater i skolegården. Hver dag lærer jeg noget nyt.
Når tiden er knap, er jeg nødt til at prioritere. Jeg er ikke typen, der gør tingene halvt og slet ikke halvhjertet. Derfor måtte jeg træffe en svær beslutning, som du kunne læse om i dagens udgave af Folketidende: Jeg vil ikke være at finde på stemmesedlen ved det næste valg til Folketinget.
Mit valg er ikke et farvel til politik. Det er ikke et farvel til samfundsdebatten, men et goddag til en friere tone. Samtidig er det en erkendelse af, at jeg endnu har meget at lære om vores samfund og om livet, før jeg måske engang med tiden skal bruge fuld tid på politik. Jeg kan bidrage med så meget til vores samfund gennem mine erfaringer med at drive egen virksomhed – og jeg glæder mig til at bidrage endnu mere.
Kort sagt er det en erkendelse af, at lige nu er jeg dér, hvor jeg skal være.
Det har været et svært valg, men jeg lover dig, kære læser, at min ordaktivisme i medier og på blogs fortsætter – og sådan vil jeg blive ved med at præge vores samfund. For eksempel skal jeg i den kommende weekend præge flere arrangementer som ordstyrer og samfundsdebattør på Folkemødet Møn, hvor jeg håber, at du vil lægge vejen forbi.
Tak til alle jer, der har støttet mig. Svedt med mig. Grint med mig. Grædt med mig. Jeg lover jer, at rejsen kun lige er begyndt.