- Det beriger mit seniorliv at være en del af min by

NAKSKOV Til februar bliver en af Nakskovs største ildsjæle Lise Simon 78 år. Skønt knæene knager, og iskiasnerven driller, er hun stadig en af Lolland Kommunes mest aktive seniorer, der til stadighed involverer sig i et væld af foreninger og aktiviteter i sin by.

- Det går ad helvede til med bentøjet! Men det kan jo ikke nytte noget, vi piver over det. Der kommer noget ... det gør der altså. Man kan mærke, at man lever, når man bliver senior, siger Lise med et grin.

- Jeg var den første på dansegulvet og den sidste, der forlod det, når musikken holdt op. Men det kommer jeg nok ikke til mere. Men hvad gør det ... Jeg har haft det skide skægt, smiler hun.

Skægt har hun det nu stadig, når hun er ude i sin bys ærinde.

- Jeg har Nakskov Kulturdage, Nakskov Sukkerfestival, Nakskov Fjorddage, Den gamle Smedje, og så sidder jeg i bestyrelsen for skibs- og søfartsmuseet, er formand for turistforeningen, så sidder jeg i håndboldklubben, Lady Lions, Soroptimisterne Club Lolland, den konservative vælgerforening, og så har jeg mine foredrag, lister Lise op i en lang talestrøm, der vil give selv helt unge mennesker sved på panden og fyldte kalendersider.

Lise Simon mener, at seniorer, som hun selv, er en kæmpe ressource i Lolland Kommune. Men hun råber også vagt i gevær.

- Når du beskæftiger dig med foreningslivet, så kan du se, at gennemsnitsalderen i foreningslivet på Lolland den er saftsusemig høj. Vi kan jo ikke drive værket alene. Og der kommer et tomrum efter os, advarer hun.

Sportsklubberne i byen nyder også godt af Lises ildhu. At hun aldrig selv har været den store sportskvinde afskrækker ikke, når det gælder bestyrelsesarbejdet. Hun er lige valgt i bestyrelsen for håndboldklubben ... igen.

- Det er jo meget skægt. Jeg har været formand for cykelløbet Lolland Rundt i 18 år, og jeg har aldrig siddet på en cykel - andet end lige for at køre til byen og handle. Og så har jeg været formand for håndboldklubben og i bestyrelsen i 45 år, og jeg har aldrig spillet et sekunds håndbold. Det viser jo, at man kan bruges alligevel. Og det giver også mig noget, siger Lise, der også har været holdleder for et herrehåndboldhold i 35 år.

- Jeg har aldrig slidt hynderne af vores stole derhjemme, griner hun.

Netop det at give noget til sin by er hele fundamentet under den indsats, Lise gør i forskellige foreninger.

- Det giver mig rigtig meget at give noget til andre. Jeg har været halvandet år i Nykøbing som journalistelev, et år på husholdningsskole og et halvt år på højskole. Ellers har jeg i hele mit 77-årige liv været i Nakskov, og her skal jeg naturligvis også bæres fra. Det, at man er så stor en del af sin by, og har været det i så mange år, det gør, at jeg er meget beriget.

Når Lise går gennem Nakskovs gader eller sidder på bænken på Axeltorv, går der ikke mange minutter mellem de vink og hilsner, hun både får og sender til forbipasserende.

- Hej hej! vinker Lise smilende, når folk hilser i forbifarten, mens andre lige stopper for at få en snak.

- Når vi pludselig ikke har været i bybilledet i et stykke tid, så spørger folk "Nej, hvor har I dog været? Det er så lang tid siden, vi har set jer". Det, synes jeg, er så skønt. Nogle hader sådan noget. Men jeg kunne da ikke tænke mig at bo sådan et sted, hvor vi ikke møder hinanden, snakker med hinanden og siger hej. Det kan jeg simpelthen ikke undvære!

For fem år siden stoppede Lise Simon som turistchef i Nakskov - en stilling, hvor hun nærmest var blevet et med byen.

- Jeg arbejdede, til jeg var 72 år. Og jeg var lidt nervøs for at holde op, det må jeg indrømme. Det var mit livs job. Jeg elskede det. Jeg havde det som en fisk i vandet. Så jeg tænkte bare "åhhhh!".

- Men det var slet ikke så slemt, for jeg fortsatte jo med alt det andet. Jeg er også stadig velkommen på turistkontoret og går mine byvandringer, siger Lise.

For Lise Simon er netop de mange aktiviteter nøglen til et godt seniorliv.

- Det gode seniorliv er helbredet, familien og alle de aktiviteter, man har mulighed for at deltage i. Vi kan jo ikke sidde derhjemme og falde hen og vente, at der kommer nogen, der gider holde hånden under os, muge ud og hjælpe os. Vi må ud og opsøge tingene. Jeg ved godt, det ikke er alle, der kan det. Men så længe man kan, så bør man, for der er så mange gode tilbud derude, siger hun.

Og selv om lægerne ordinerer motion, er der for Lise noget, der er mindst lige så vigtigt.

- Jeg tror 110 procent på, at det er vigtigt for at få et langt liv, at man er aktiv. Man taler så meget om, at vi skal træne og træne og træne. Men jeg mener også, at den mentale sundhed kan være lige så vigtig, som at man kan gå på sine ben. Hvis ikke du har den glæde, inspiration og udfordring, der er i at være sammen med andre og opleve ting, så er det lige meget, hvor godt du går. Så tror jeg ikke, tingene fungerer.

Lise Simon og hendes mand, Kjeld, er i deres seniorliv meget sammen med de mange venner, de har i deres netværk. Her giver man gerne hinanden en hånd, når livet bider en smule.

- Netværk er utrolig vigtigt. Jeg har mange gode bekendte. Men jeg har også rigtig mange tætte venner. I en tid, hvor der vilkårligt støder noget til, bliver vennerne vigtige. Jeg har desværre haft kræft for tre år siden og har haft udfordringer i den forbindelse. Så finder man ud af, at man har venner. Og da vi kom hjem med det sidste fly fra USA, inden Danmark lukkede ned under coronaen, der så vi det også. Venner og naboer lavede mad og bagte ... og de købte ind for os. Det er de billigste husholdningspenge, jeg nogensinde har haft, for de købte kun det, der stod på sedlen, gnækker Lise.

Netværket virker dog kun, hvis man investerer i det, forklarer hun.

- Det går begge veje. Du skal jo ikke bare tro, at du bare kan tage imod. Man må også give.

Lise indrømmer dog, at bagsiden af seniorlivet er, når kroppen siger stop.

- Jeg tænker aldrig over, at jeg er senior som sådan. Men det er da skide irriterende, at man skal have de gebrækkeligheder, når nu man aldrig har fejlet noget. Det irriterer mig, for jeg vil helst ikke lade mig standse. Men det kommer helt naturligt. Jeg kan sgu ikke hoppe rundt på et dansegulv mere eller cykle mere. Men jeg vil helst ikke lade mig begrænse.

De er der dog, de irriterende begrænsninger. Og når man som Lise og Kjeld bor i et fleretagers hus, melder tankerne sig om, hvorvidt boligen er indrettet til alderens gebrækkeligheder.

- Vi har talt om seniorbofællesskaber, men det er der jo ikke her i Nakskov. Og vi har det godt, hvor vi bor. Vi har jordens mest vidunderlige naboer. Så vi bygger vores hus om nu og flytter ned i stueetagen, så bad og toilet kommer derned. Vi vil jo gerne blive så længe som muligt i det kvarter, hvor vi har boet i 48 år. Så må vi se, hvad tiden bringer. Ingen kender dagen, før værtshusene lukker.

Alligevel ser Lise Simon pensionisttilværelsen som en luksustilværelse. Hun har følgende råd til dem, der står for at skulle springe ud i det.

- Tag hjem! Tag en dyb vejrtrækning. Og så tænk "Hold kæft, nu har jeg fri på alle leder og retninger. Nu kan jeg bare gøre alt det, jeg gerne vil. Jeg kan vælge!". Det er en kæmpe luksus ... bare at kunne gøre det, man vil.