Spild ikke tiden, brug mulighederne ...

NYKØBING - Har I hørt det? Leif har ondt i hasen!

Annonceringen gjalder ud i omklædningsrummet i Nykøbing F. Tennisklub, hvor medlemmerne af Aktiv Fritid er ved at gøre sig klar til formiddagens kampe.

Mange af seniorerne trækker knæbind på og smører smertestillende gel på gigtplagede kropsdele.

Men Leif Videcrantz, der er tæt på at være tennis-seniorernes alderspræsident, har aldrig ondt, til trods for - eller måske fordi - han spiller næsten tennis i timevis hver dag.

Derfor skal nyheden om Leifs undtagelsesvis ømme hase naturligvis deles, og han skal drilles af de andre på holdet, hvoraf mange er både 20 og 25 år yngre end Leif Videcrantz.

- Jeg er heldig at møde så mange dejlige unge mennesker på mellem 65 og 75 år, griner han og tager drilleriet med godt humør. Lige som han tager det meste andet.

Leif Videcrantz strutter af energi og virkelyst, mens han styrer træningslister og kampprogram for de 85 senior-spillere han har fået samlet i tennisklubben.

Blandt dem er anmeldelserne af Leifs bidrag til spillet og sammenholdet lutter ros. Altid venlig, altid konstruktiv - og altid klar til at gribe en ketsjer og afløse på banen, hvis der mangler en spiller.

- Han kan slå de fleste af os, selv om vi er meget yngre, puster den 60-årige kvinde, der får en tiltrængt pause på bænken, mens Leif Videcrantz stiller op til fotografering ved nettet.

Det er 24 år siden, Leif Videcrantz gik på pension fra sin stilling som uddannelseschef i Storstrøms Amt, og han kan også se tilbage på en lang årrække som formand for Nysted Efterskole og formand for opholdsstedet Frejlev Brugs.

Han er formand for K.J. Bådelaug, der står for opbevaring af lystbåde i vintersæsonen, han er ivrig sejler og har tidligere været både badminton- og fodboldtræner.

Han første hustru, Birgit, døde i 2001, og han blev som 79-årig gift igen. Gamle venner er der ikke mange tilbage af, men Leif Videcrantz er god til at lukke nye mennesker ind i sit liv.

- Det sociale liv før og efter tenniskampene er mindst lige så vigtigt for mig som motionen. Jeg har ikke så mange meget nære venskaber, dem står min kone mest for. Men jeg får hele tiden nye venner, som gør mig glad, siger han.

Da Guldborgsund Kommunes ældrekonsulent rutinemæssigt ringede til Leif for at tilbyde ham et ensomheds-forebyggende besøg, afslog han da også høfligt.

Huset har han og hustruen Lis Ekmann solgt i sommer, og efter et par måneder på båden, er de nu ved at pakke tømme de sidste flyttekasser i deres nye lejlighed på Slotsbryggen.

- Hvorfor skulle vi ikke begynde noget nyt, bare fordi vi er 85 og 81 år? Jeg ser ingen grund til at tøve eller gå i stå på grund af alder. Jeg tænker aldrig over min alder og føler mig ikke spor gammel, fastslår Leif Videcrantz.

Hans start i livet var mere rå end de flestes. Som fireårig blev han fjernet fra sine forældre og deres fattige hjem i København. Moren var alvorlig syg af tuberkulose, og faren stak af i bunden af en kuldamper til USA.

Ham hørte Leif og hans søskende ikke mere fra, og moren forblev for syg til at tage sig af sine børn.

Den begyndelse kunne med ret god sandsynlighed have slået skår i de fleste børns tryghed og tillid til verden. Men sådan fungerer Leif Videcrantz ikke.

- Det var mit held, at jeg kom ud af det møg i så ung en alder. Min søster, der var ti år, da vi blev fjernet, nåede at tage skade af at få for lidt at spise, fortæller Leif Videcrantz, som kom på børnehjem i Holbæk.

Der tog en højst elsket plejemor sig af ham, til han var 18 år og flyveklar på stærke vinger.

- Vi var 22 børn på hjemmet, og vores plejemor sørgede for, at vi alle kom godt videre. Hun så for eksempel mine pædagogiske evner og fik mig ind på seminariet. Jeg havde en dejlig barndom, hun blev min mor og mine børns farmor. Jeg var meget heldig, konstaterer Leif Videcrantz.

Han føler sig stadig heldig i sin aktive seniortilværelse, og han har et godt råd til andre ældre, som han deler med armene højt over hovedet, så tennistøjet skiller lidt på midten.

- Luk armene og hjertet op og sig til jer selv: Sikke en masse dejlige muligheder, jeg har. Sig ikke: Jeg er gammel, stakkels og ensom, det fører intet godt med sig. Og frem for alt: Spild ikke tiden. Det mindste man kan gøre, er at bruge sin tid, appellerer Leif Videcrantz.

Energien og livssynet er muligvis hjulpet på vej af det æggebægre med vitaminer, olier og andre tabletter, hans kone sætter frem til ham hver morgen.

- Det må jo gavne, så godt som jeg har det. Men jeg ved faktisk ikke, hvad der er i og om det faktisk er sundt, eller hun prøver at slå mig ihjel, skraldgriner Leif Videcrantz og skynder sig at tildele al æren for sin sunde kost til Lis.

I det daglige er maden i hjemmet vegetarisk og grøn, og hver mandag faster parret for at "give de indre organer en hvilepause". Kød nyder Leif Videcrantz ved selskabelige lejligheder.

Og så er der jo den daglige morgengymnastik i det Videcrantze-Ekmannske hjem.

- Gymnastikken slutter altid med en omfavnelse. Det betyder utroligt meget, og man kan slet ikke lade være med at smile imens, fortæller Leif Videcrantz og bliver lidt rørt.

Hønen eller ægget. Får man energi af at være aktiv, eller bliver man aktiv, fordi man er et menneske, der er fyldt med energi? Leif Videcrantz er ikke i tvivl.

- Jeg får energi af at være aktiv - både med hoved og krop. Det giver mig glæde at være aktiv sammen med andre mennesker. Jeg er gift med en kvinde, der også er meget, maget aktiv, og det er tydeligt for mig, at vi smitter af på hinanden. Hvis jeg bare sad i sofaen og gloede fjernsyn, ville jeg hurtigt forfalde, mener Leif Videcrantz, som kan spore sine sociale talenter helt tilbage fra barndommen.

- Jeg lærte tidligt, at det var nødvendigt at have det godt med alle mennesker. Jeg faldt nemt ind i flokken på børnehjemmet, og det gør jeg stadig, når jeg lærer nye mennesker at kende. Og det med motionen er jeg jo bare blevet ved med hele livet. Jeg har egentlig aldrig taget stilling til at være fysisk aktiv. Jeg fortsatte bare, forklarer Leif Videcrantz.

Hans 85 års fødselsdag var i foråret planlagt som et ordentligt brag af en fest i sejlklubben med masser af gæster fra nær og fjern. Men som så meget andet blev festen aflyst på grund af corona. Nu glæder Leif Videcrantz sig til at blive 90 år.

- Så holder vi den store fest. Og vi gør det igen, når jeg bliver 100 år. Hvorfor ikke?