GULDBORGSUND: Der har i den senere tid været masser af uro i Nye Borgerlige. Først gik Mette Thiesen, siden trak formand Pernille Vermund sig og senest har der været en del skriverier om Mikkel Bjørn, der skiftede til Dansk Folkeparti.
Det skete, ifølge flere medier, i kølvandet på et pres fra partiets formandskandidat Lars Boje Mathiesen, der bad Bjørn bakke ham op. Hele miseren har fået politiske kommentatorer til at proklamere, at partiet er på vej mod opløsning.
I Guldborgsund Kommune sidder Paw Hallandson i byrådet for netop Nye Borgerlige. Han mener dog på ingen måde, at partiet er under opløsning.
- Nej, det er jo bare noget, kommentatorer siger for at få taletid. De taler, som de har forstand. Jeg mener bestemt, at vi er stabile og også er her om fire eller om otte år for den sags skyld, siger Hallandson.
Paw Hallandson, Nye BorgerligeDet er jo bare noget, kommentatorer siger for at få taletid. De taler, som de har forstand.
Han fortæller, at Pernille Vermunds exit var ventet og faktisk forsinket.
- Hun havde selv sagt, at hun ville være formand i fem år. Det blev så syv år.
Men hvad siger du egentlig til, at Lars Boje Mathiesen, efter al sandsynlighed, vælges som ny formand?
- Det er jeg overrasket over. Jeg har altid opfattet ham mere som en rebel end som leder af et parti. Han kan det sikkert sagtens, men spørgsmålet er, om hans energi er bedst brugt sådan? Det må tiden vise.
God timing
Den formentligt kommende formand er i flere medier citeret for, at han vil rydde op i partiet. Paw Hallandson er ikke tæt nok på partitoppen til at vide, hvad det nærmere dækker over.
- Men måske er det allerede sket. For eksempel med Mikkel Bjørn, der er gået over til Dansk Folkeparti. Det er klart, at Nye Borgerlige står midt i en ombrydningstid. Det er ømtåleligt, men naturligvis bedre, at det kommer nu end om tre år. Så kan der forhåbentligt nå at komme ro på, inden et nyt folketingsvalg.
Ifølge flere medier fik Mikkel Bjørn kun få timer til at bakke op om Mathiesen. Hvis ikke det skete, ville han blive ekskluderet af partiet. Hvad mener du om den ledelsesstil?
- Jeg tror ikke, det bliver ledelsesstilen fremover. Altså, det kan jo være lidt følsomt i politik, det har jeg lært, men når der er problemer, skal der også være konsekvenser.
Valget af en ny formand finder sted på partiets ekstraordinære generalforsamling. 7. februar i Fredericia. Lars Boje Mathiesen er eneste kandidat til formandsskabet. Der bliver til gengæld kampvalg om posten til næstformand, hvor der indtil videre er seks kandidater.