Stormflodsdagen i hestevogn

Hans Olsen var herskabskusk på Orupgaard i 1872.

I 1922 skriver han sine erindringer fra stormflodsdagen.

Han fortæller levende og detaljeret - det er næsten som at være der selv!

Bare det at køre med hestevogn fra Orupgaard til Nykøbing klokken fem om morgenen i novembers vintermørke! Og være nødt til at sidde i vindsiden af vognen for ikke at blive væltet af stormen.

Jernbaneforbindelsen til København er netop åbnet, og der sejler skib fra Orehoved til Vordingborg trods stormen!

Senere må de lægge brædder ud for at komme over Marrebæk kanal.
Og så ligger der et halvt hundrede lig i Skelby Kirke!

Nørre Alslev i oktober 1922.

Erindringer fra stormfloden 1872.

Som indledning vil jeg begynde med, at jeg kom som herskabskusk hos etatsraad E. Tesdorph paa Ourupgaard.

Den 13. november 1972 blev jeg vækket ved 4-tiden om morgenen ved en orkanagtig storm. Jeg skulle efter ordre holde forspændt kl. 5 morgen og køre etatsraaden til Nykøbing, han skulle med toget til København.

Da jeg og tjeneren var betænkelige ved at køre ud i det forfærdelige vejr, meddelte vi etatsraaden, hvor slemt der var. Men han skulle afsted, hvordan det saa gik, da vigtige sager kaldte ham derind.

Det var ikke nogen behagelig tur til Nykøbing, vi maatte holde os i den ene side af vognen, da vinden til tider helt kunne hæve den paa de to hjul.

Efter at jeg kom hjem, kom der ridende bud fra Gedsergaard, at der var sket en ulykke, og om etatsraaden ville komme derud saa hurtigt som muligt. Jeg blev da straks beordret til Nykøbing for at hente etatsraaden, naar han kom igen. Jeg holdt da forspændt derude til kl. 1½, da der kom meddelelse om, at toget var i anmarch.

Etatsraaden var da ogsaa med tilbage. Han var naaet til Køge, da var skinnerne bortskyllet paa en lang strækning, saa de rejsende maatte vende om igen.

Da han hørte min melding, skulle jeg straks køre sønden ud.

Det gik da i strygende galop hele strækningen, til vi naaede Højet. Da maatte jeg holde, da der midt på vejen laa et høstænge, som der var reddet 13 mand paa. Vi maatte da for at komme videre rage et stengærde ned og køre igennem en gaard.

Vi fortsatte da, til vi naaede kanalen ved Marrebæk. Da var broplankerne over broen skyllet væk, saa vi maatte have fat i brædder til at lægge paa, saa vi med forsigtighed kunne trække hestene over.

Det gik da uden forhindringer til vi naaede Gedsergaard. Da var det blevet mørkt, saa vi maatte overnatte der.

Næste morgen, da det begyndte at lysne, kørte vi sydpaa.

Da vi naaede til Skelby, blev vi standset af en menneskemasse, som var samlet udenfor kirken, og etatsraaden var da af vognen og inde i kirken.

Der mødte ham et frygteligt syn: Paa kirkegulvet laa i en lang række godt et halvthundrede lig.

Da etatsraaden kom igen, var jeg derinde. Jeg talte med en lille dreng, som der havde mistet begge sine forældre og to søskende. Det var et syn, som man aldrig kan glemme.

Derfra gik turen til Gedesby, men den var som en stor sø.

Huse og gaarde var bortskyllet, og træer sejlede omkring allevegne. En tremastet skonnert, som var ladet med kalk, stod paa grund paa den søndre side af byen.

Hist og her saa man nogle stolper staa, rester fra bindingsværksbygninger.

En del kreaturer omkom, da vandet jo stod meget højt i lavningerne.

Fra Gedesby gik turen til Bøtø, det lignede nærmest en strandbred, da der overalt paa øen var opfyldt med sand, cirka 6 tommer, det var skyllet over dæmningen, som havde modstaaet trykket, men vandet var gaaet over paa de laveste steder.

Det foraarsagede saa meget, at der ingen sæd kunne vokse aaret efter.

Derfra fortsattes til Ludvigsgave og Frisenfeldt, som endnu ved besøget stod under vand.

Man saa rundt omkring bygningerne, mere eller mindre havareret, dels af vand og dels af stormen, som havde været nærgaaende ved straatagene.

Derfra gik hjemturen til Gedsergaard for at indtage noget mad, det havde der ikke været tid til under hele turen.

Efter en times ophold kørte vi hjem til Ourupgaard. Det var en meget anstrengende dag og for etatsraaden tillige meget kostbar, da det for en stor del var hans ejendomme, det var gaaet ud over, men han gjorde et stort arbejde for at oprette det ødelagte, og hjalp hvor han kunne med penge.

I marts maaned fandt de ved Højet et lille barn i kronen paa et piletræ. Det opdagedes da de stævnede pilen.

Dette er hovedtrækkene af, hvad jeg kan huske men skulle der være et eller andet som kan tjene til underretning, skal jeg være til tjeneste.

Min adresse er forhenværende kusk Hans Olsen.

Jeg bor hos min svigersøn murer Chr. Larsen, Nr. Alslev st.

Transskriberet for Falsters egnshistoriske arkiv i november 1993 Gösta Jonasson

Teksten indgik i Anna-Elisabeth Jensens foredrag søndag 6. marts.

Tilrettelagt for Folketidende af Peter Foersom