I disse dage er G20-landene samlet i Bali i Indonesien til dette års G20-topmøde.
Nedenfor kan du blive klogere på gruppen af lande.
* Group of Twenty - eller G20 - er 19 af verdens førende industriøkonomier samt EU.
* G20 blev stiftet i 1999 for at øge finansiel stabilitet i verden. Dengang var det kun for finansministre og centralbankchefer.
* Under finanskrisen i 2008 begyndte også stats- og regeringsledere at deltage. De mødes fortsat hvert år i et af landene.
* Medlemslandene er Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Saudi-Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland og USA.
* Også Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og andre organisationer sidder med.
* Forsamlingens medlemmer repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning og står for 85 procent af verdens bruttonationalprodukt.
* Ved topmødet tirsdag og onsdag på den indonesiske ø Bali er dagsordenen ifølge værtskabet blandt andet global sundhed, økonomisk genopretning efter pandemien og bæredygtig energi.
Kilder: G20, AFP.
/ritzau/