MARIELYST: Oplev jazzsangerinde Helle Danum med den varme jazzvokal, der drager lytteren ind i et vidunderligt jazzunivers af smukke toner og tekster, der betyder noget. Helle kan fortælle historien så man “ikke er i tvivl”, og hendes vokal har den helt rigtige autentiske lyd fra den gode gamle jazz tid.
Når Helle Danum lægger vejen forbi Højskolen Marielyst torsdag 9. november klokken 19.30 er det blandt andet med pianist Thomas Bornø. Thomas spiller i mange forskellige musiske sammenhænge, primært jazz. Han har medvirket på diverse indspilninger og udgav i 2009 sit første soloalbum. Albummet blev i 2010 nomineret til Danish Music Award i kategorien Årets nye jazznavn.
Med sig har de bassisten Jacob Roland. Den eminente kontrabassist debuterede i 2020 med den anmelderroste plade "Jakob Roland Late night special".
Tilsammen går de under navnet Helle Danum Jazz Trio og spiller ørehængende jazz, swing, bossa og ballader og egne kompositioner.
Billetter til koncerten kan købes på højskolens hjemmeside, hsmarielyst.dk, og i døren på dagen fra klokken 19.