MARIELYST: Igen i år er Højskolen Marielyst klar med Falsters nok største grundlovsmøde i de skønne omgivelser i skolens omkringliggende park mandag 5. juni.
Traditionen tro står husorkestret Maries Mænd klar på scenen og spiller op til fællessang mellem de obligatoriske grundlovstaler, som i år leveres af borgmester Simon Hansen (S), Guldborgsund Kommune samt af forfatter og politisk kommentator Niels Krause-Kjær.
Sidstnævnte er kendt som en skarp kritiker af danske politikeres gøren og laden, og som han ofte har hudflettet i DR2’s sene nyhedsudsendelse, Deadline, hvor han var vært i 10 år indtil årsskiftet. Endnu flere kender ham måske bedst som manden, der i 2000 tog os med bag borgens høje mure i sin roman Kongekabale, der blev filmatiseret i 2004. I 2019 kom efterfølgeren Mørkeland og filmatiseringen af den længe ventet 2’er er i fuld gang.
Husk tæpper eller stol
Grundlovsmødet finder sted fra klokken 14 til 16 med velkomsttale af forstander Christian Schou efterfulgt af Niels Krause-Kjærs bevingede ord klokken 14.20. Borgmester Simon Hansen runder talerrækken af med sin tale klokken 15.20, mens der imellem talerne er lagt op til fællessang.
Det er gratis at deltage, men husk et tæppe eller en stol at sidde på. Det er ikke tilladt at medbringe drikkevarer – de kan købes i parken.