NYKØBING: Lørdag 18. marts fra klokken 20 til 23 er der igen jazzmusik i Teaterfoyeren i Nykøbing. På scenen er svenske Jesses New Orleans Band.
- At vi kan få det eftertragtede band til Nykøbing skyldes et samarbejde med flere jazzklubber i Danmark. Derfor er arrangementet rykket fra fredag til lørdag, forklarer Ole Weibel fra Riverside Jazz Klub.
Jesses New Orleans Band spiller god traditionel jazz spillet i bandets egen fortolkning. Det er nutidig, traditionel jazz, når den er allerbedst.
Den dygtige blæsergruppe består af den meget erfarne Jens ”Jesse” Lindgren på trombone, trompetisten Ragner Tretow og klarinettisten Tord Larson.
Jens ”Jesse”, som er orkesterlederen, har turneret sammen med Chris Barber. Ragner er en af den traditionelle jazz fornemste udøvere, der vækker minder om store mestre som King Oliver, Bunk Johnson og Louis Armstrong, mens Tord spiller klarinet.
Rytmegruppen, som skaber det swingende grundlag for de tre solister, består af eminente musikere som pianisten Lars Tidholm, Göran Stachewski på banjo, Thomas Ekström på bas og Sven Stålberg på trommer.
- Kom i god tid - der bliver fuldt hus, lyder opfordringen fra Ole Weibel.