Opdagelsesrejsende i liv og bevægelse

SYDLOLLAND: Det er få mennesker, der har den privilegium at kunne leve af sin kunst, men Anne Gyrite Schütt er en af dem, som det er lykkedes for. Vi møder hende midt i hendes dagligstue, der også fungerer som atelier, udstillingslokale samt et lille hjørne med udstilling af nogle af kunstnerens mest kendte værker, der er gengivet som postkort og plakater. Her finder man også en række af de bøger, som Anne Gyrite Schütt har illustreret. Selv om det er en dagligstue, så er hendes tv gemt godt oppe i den ene ende af spisebordet. Det har dog ingen antenneforbindelse, for hvem ønsker sig et ”husalter”, hvor alt muligt skrammel kommer væltende ind, uden at man selv har valgt det? Der skal være kvalitet i tingene, for ellers er det jo ligegyldigt, fortæller kunstneren, der netop er kommet ind af døren fra en tur til Nordsjælland, hvor hun har afleveret et af sine værker, der er efterspurgte i mange former – måske fordi hun er ambitiøs og forlanger af sig selv, at man altid kan mærke, at det er professionelt og omhyggeligt arbejde – og at det er udført at et menneske, der brænder for at fortolke virkeligheden på en måde, så tilskueren føler noget ved at se værket – og derfor nyder at se på det igen og igen.

- Ingen vil vel lave noget, der er ligegyldigt. Derfor skal man altid gøre sit allerbedste, og den bedste anerkendelse man kan få er jo, når folk elsker kunsten så meget, at de vil se på den igen og igen for at finde nye sider af værket, siger kunstneren, der fokuserer på tegning og oliemalerier – også i den helt store størrelse. Et af hendes fysisk største værker var ved en trappeopgang hos Danmarks Radio i Næstved, som kun skulle have været der midlertidigt et par år.

- Men de nænnede ikke at skille sig af med den, så jeg tror, at de har haft den i 20 år, husker kunstneren, der glæder sig over, at mange kan lide præcis den stil, som hun udvikler.

Modeluner og galleriernes kommercielle ønsker er derfor ikke noget, som Anne Gyrite Schütt vil ligge under for.

- I 80’erne var alle enige om at dødsdømme den æstetiske, klassiske kunst, der havde eksisteret i stort set hele det 20. århundrede. Hvem kan da beslutte sådan noget vrøvl. Tegne og malerkunsten er jo et sprog, og et udtryk, som kunstneren frit kan bruge. Hver eneste teknik - om det er olie, akvarel eller en kulstreg – har sit helt eget sprog og muligheder, så alle skal jo udvikle deres tegnekunst og malekunst præcis med den æstetik og teknik, som de føler for. I min optik fører de klassiske kunst-teknikker til bedre kunst, end når man kaster nogle farver tilfældigt på et lærred på en måde, så man ”kan mærke kunstnerens vrede eller glæde”. Så handler det hele jo om kunstneren og ikke om at skabe et værk, som giver folk en æstetisk kvalitets-oplevelse, siger kunstneren, der i sin karriere har lavet alt muligt.

Hun har stillet op malet portrætter i Tivoli – for at udforske ansigter og møde mennesker. Og hun har også ofte stillet op til firmafester – måske også for at bevise, at man kan portrættere 80 mennesker på to dage. Mest af sin tid bruger hun dog på at male store, kreative værker med budskaber, som det kræver meget lang tid at udvikle. Vigtigst af alt er, at man kan mærke, at der er en kunstner bag, der gennem mange år har optimeret sit håndværk til mindste perfektion for at skabe en oplevelse.

- Og her taler jeg jo ikke om at gengive virkeligheden punkt for punkt til mindste detalje. Jeg taler om at fortolke virkeligheden på en måde, så man gennem min kunst kan mærke mennesker, dyr – og livet i det hele taget, siger hun og viser et portræt af en kvinde på væggen.

- Det er jo noget helt andet end et snapshot, hvor man ofte kan se, at folk smiler krapagtigt til fotografen. Jeg søger efter det indre smil og andre måder, man kan mærke motivet på, siger kunstneren, der søger at være så loyal som muligt over for den virkelighed, som hun skildrer. Det gælder i øvrigt også, når hun arbejder som tegner i retten.

- Et foto er højest et øjebliksudtryk, mens tegnekunsten og malekunsten skal skabe et mere autentisk nærvær takket være iagttagelse over længere tid. Hver en streg er udvalgt og sanset – og resultatet er flere nuancer af personen end bare smilet, siger hun og tilføjer, at det også gælder, når hun tegner i retten.

- Her gør jeg alt for ikke at lade mig påvirke af, hvad den tiltalte har gjort. Jeg illustrerer et menneske, som jeg ser det – og det er med til at gøre værket mere rigtigt, for man kan jo sjældent se på mennesker, om de har gjort forfærdelige ting – ligesom man ikke kan se på forsvareren, om han er et godt menneske, forklarer hun.

Når man kigger på væggene i stuen, så er der ikke så meget, der direkte tyder på, at Anne Gyrite Schütt ligefrem er en politisk kunstner, men det er hun på mange måder:

- Jeg finder generelt den skarpe blå-rød opdeling i politik problematisk, fordi man ved at binde sig til et bestemt parti forhindrer den fleksibilitet man skal have i hovedet, når man skal kunne tage selvstændig stilling til samfundets udvikling, siger kunstneren, der er uddannet ”Miljølærer” på seminariet i Vordingborg. Miljø og dyrevelfærd ligger hende meget på sinde – hvilket måske bedst er illustreret på et oliemaleri på væggen med en fortvivlet slagter på væggen, der er omgivet af grise med meget forskellige udtryk.

- Det går op for ham, at det er levende væsener – og ikke bare kødstykker. Maleriet er en del af et projekt, jeg kaldte for ”tasty friends” og med det, forsøgte jeg at vise, at dyr har ret til et værdigt liv. Det er helt i orden, at vi som mennesker spiser dem, men de fortjener da, at vi har taget ansvar for dem inden, siger kunstneren, der generelt er bekymret for tilbagegangen for naturen og dyrene.

Og det er nok også kærligheden til naturen, der medførte, at kvinden, der er opvokset i Idestrup, vendte tilbage til Lolland-Falster for 17 år siden. Inden da havde hun boet i København i 13 år – med atelier og lejlighed og et fællesskab med to norske kunstnere, som hun stadig indimellem samarbejder med.

- Jeg fortryder bestemt ikke de 13 år, som jeg havde i København – inklusive en afstikker til London og Nordirland. Men samtidig har jeg ikke et øjeblik fortrudt, at jeg er flyttet til Norre. Det er skønt at være midt i naturen under stjernerne og eje en have med masser af træer – og et hus med mange fine detaljer, siger kunstneren, der også nyder kulturlivet på Lolland.

- I aften skal jeg til koncert i domkirken, der jo bare er én af de fantastiske kirker, som vi har her på Lolland, siger Anne Gyrite, der dog lige så meget nyder roen, når hun kører hjem igen til det hyggelige hus langt ude på landet.

- Det er virkelig et hus med sjæl, som jeg altid har holdt meget af. Men jeg kunne nu godt bruge lidt mere plads til alle mine projekter, siger hun og erkender, at det ind imellem godt kan være hårdt at følge sin passion.

- Jeg er jo uddannet skolelærer, og der er ingen tvivl om, at mit liv havde været meget anderledes, hvis jeg havde valgt et fast arbejde. Men det var faktisk, da jeg fik tilbudt et lærerjob i Maribo, at jeg kunne se, at nu var jeg ved en skillevej. Enten skulle jeg tage det job, eller også skulle jeg følge min passion. Jeg valgte passionen, der har ført mig på fantastiske oplevelser i store dele af Europa, hvor jeg har udstillet og udsmykket bygninger. Det har ført mig ud i de vildeste udfordringer, såsom at skulle tegne et selskab på 80 personer på to dage – og meget meget andet. Selv om jeg ind imellem godt kan se, at mit private liv også kan være ensomt og travlt i hjemme i Norre, hvor der virkelig er mange opgaver, så har jeg aldrig fortrudt, at jeg har valgt et liv med kunst. Bare man bevarer gejsten for at stræbe efter at udvikle sig, så bliver det aldrig kedeligt, forsikrer hun.

Anne Gyrite kan i 2023 opleves ved de større udstillinger på Lolland. Blandt andet i “Det Blå Tårn” i Bønnelycke Pakhus i Nysted. Hun er også med i “Lys over Lolland” til august. Endelig er hun gæstekunstner på Masnedø Fort – og meget andet.