NAKSKOV: "Store pudsedag" har allerede været afholdt i Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum, hvor de frivillige ser frem til "Store åbningsdag", som i år finder sted torsdag 1. juni.
- Den dag fejrer vi festligt ved at give gratis entré til museet hele eftermiddagen fra klokken 13 til 17 og desuden giver en tår at drikke til de besøgende, fortæller Lise Simon fra Søfartsmuseets bestyrelse.
Museet har allerede flere bookninger af større grupper, som kommer på besøg, og under Skoleskibets jubilæumsbesøg i Nakskov 21.-25. juni er flere planer under opsejling.
Kom an, frivillige!
Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum bliver boende i de gamle udstillingslokaler i havnebygningen hele sommeren og frem til efter efterårsferien.
I den periode kan alle besøge museet mellem klokken 13 og 16 hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag.
Men uden frivillige museumsassistenter kan museet ikke holde åbent og deltage i sommerens diverse event.
- Lige nu er vi otte frivillige, men vi kan sagtens være flere, siger Boye Johansen, som selv er frivillig museumsassistent. Han fortsætter:
- Vi vil gerne i kontakt med folk, som har arbejdet på værftet; men ellers kræver det ingen særlig søkyndighed at være museumsassistent. Det vigtigste er faktisk, at man forstår at omgås gæsterne på en indlevende og venlig måde.
Hvis du vil være frivillig og indgå i et socialt fællesskab med andre frivillige på Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum, så kontakt Boye Johansen på telefon 52 50 30 79.