Tirsdagens vejrudsigt for Lolland og Falster kan groft sagt sammenfattes med tre ord, som måske ikke ligefrem får en til at springe jublende ud af sengen: Koldt, gråt og vådt.
Ifølge DMI kan vi forvente en dag med overskyet vejr og regn eller byger det meste af dagen. Det regner fra morgenstunden, og det fortsætter det mere eller mindre med resten af dagen, men vi skulle dog også få perioder med tørvejr indimellem.
Temperaturene kommer til at ligge på to til fire graders varme, men på grund af vinden vil det føles som om, at den ligger mellem frysepunktet og fire graders frost, så det er nok en god idé at klæde sig varmt på, hvis man skal udenfor.
Vinden bliver jævn til hård med vindstød op til kuling eller hård kuling, når det blæser mest.
Hvis man er ved at være træt af regnvejr, så er der lidt håb forude. De næste dage ser det nemlig ud til at holde tørt, og måske kan vi endda også få solen at se lidt. Men det bliver stadig køligt. Temperaturerne sniger sig ifølge DMI kun lige op på tre-fire plusgrader, når det bliver varmest.