Oprettede kommandostation i stuen

DANNEMARE Få dage før Vinterkrigen 1978/79 brød ud over Lolland-Falster 28. december 1978 med en voldsom snestorm, fik den dengang 37-årige Kaj Dyberg Larsen et stort ansvar lagt på sine skuldre.

- Jeg var ansat i Rudbjerg Kommune som pantefoged, men 15. december 1978 fik jeg det, man kalder for et borgerligt ombud, om, at jeg skulle bestride jobbet som kommuneleder. Det betød, at hvis der opstod en katastrofe i kommunen, så ville jeg have ansvaret. Der var ingen vej udenom, husker Kaj Larsen.

Dér i midten af december havde Kaj Larsen ingen som helst anelse om, hvad der ventede af udfordringer få dage senere.

- 28. december væltede sneen ned i løbet af dagen, og om aftenen blev det værre. Alt stod ud i ét. Biler kunne ikke kom frem, og politiet opfordrede folk til at blive indendørs, husker Kaj Larsen.

Snestormen fortsatte dagen efter og dagen efter igen.

- 30. december var der så meget sne, at politiet i Nakskov anmodede om hjælp fra de tre vestlollandske kommuner om at oprette en kommandostation i hver kommune. Jeg blev ringet op af borgmester Richard Andreasen og fik besked om at gå til kommunekontoret, husker Kaj Larsen.

Men det kunne ikke lade sig gøre at gå de cirka tre kilometer fra Kaj Larsens hjem til kommunekontoret på grund af de to-tre meter høje snedriver.

- Så derfor blev vi enige om at oprette kommandostationen på hjemadressen på Præstevangen i Dannemare, fortæller han.

Dagen efter, nytårsaftensdag, fortsatte snestormen.

- Der blev det endnu værre. Al udkørsel blev frarådet gennem regionalradioen. Sneen væltede bare ned, fortæller Kaj Larsen.

På kommandostationen i stuen i hjemmet på Præstevangen i Dannemare var der nok at lave for Kaj Larsen.

- Telefonen kimede uafbrudt med folk, der enten var sneet inde eller manglede forskellige ting, som de ikke havde fået købt ind, før det var for sent, fortæller Kaj Larsen, der koordinerede indsatsen i kommunen i de dage.

Han husker samarbejdet med Knud Madsen hos Falck i Nakskov og politiet i Nakskov som værende helt i top. Dem havde han løbende kontakt med i løbet af de fem dage, indtil det værste var overstået.

Der var opgaver nok at koordinere for Kaj Larsen.

- Der skulle bringes mad fra Brugsen i Dannemare til cirka 100 strandede familier i sommerhusene i Hummingen og Kramnitze. Det blev gjort af frivillige mennesker fra Dannemare og Gloslunde, som gik fem-seks kilometer ud med varerne på kælke, husker Kaj Larsen.

Han sørgede også for at få en dyrlæge fra Nakskov ud til en gård i Arninge, fordi en ko skulle kælve. Der blev sørget for hjælp til ældre med sygetransport eller medicinudbringning.

- Nytårsaften gik strømmen i hele området. Der må vi sende nogle elektrikere fra byens el-forretning gående fire-fem kilometer ud til en transformator for at få styr på tingene, så vi kunne få strøm igen, fortæller han.

Det var først, da 1978 var blevet til 1979, og snestormen var overstået, at han kunne begynde at tænke på snerydning.

- Stort set hele byen hjalp til med skovle at rydde sne, og vi kunne begynde at sende snerydningsmandskab ud på vejene, fortæller han.

Men trængslerne var ikke ovre, skulle det vise sig.

- 15. februar 1979 kom sneen igen til Lolland. Det væltede ned, og det blæste helt vildt. Jeg blev beordret til kommunekontoret for at oprette kommandostation der sammen med to andre ansatte, kæmner Erik Atke og overassistent Jonny S. Larsen, som boede i nærheden, fortæller Kaj Larsen.

Også denne gange var det mere end vanskeligt for Kaj Larsen at komme til kommunekontoret.

- Så derfor kom en af Nakskov Sukkerfabriks store gummigeder for at fragte mig derop. Det tog tre timer for at grave sig frem, fortæller han.

På kommunekontoret blev opgaverne fordelt med telefonpasning, snerydning, udbringning af brød og mælk fra Nakskov Brødfabrik og Nakskov Mejeri samt medicin fra apoteket til de forskellige købmænd og brugsforeninger.

- Igen blev dette bragt ud af frivillige folk fra kommunen på slæder og kælke, husker Kaj Larsen, der anslår, at de på kommandostationen havde 200-300 telefonopkald i døgnet om blandt andet madudbringning og indesneede personer, som ikke kunne komme ud af deres huse.

Kaj Larsen og hans kolleger overnattede på stole på kommunekontoret i godt en uges tid dér i midten af februar 1979.

En oplevelse, der står særligt skarpt i erindringen hos Kaj Larsen, var, da han var med i en af militærets mandskabsvogne, som skulle ud med noget medicin til en mand med sukkersyge, som boede ude ved sommerhusområdet Maglehøj.

- Vi kørte derudad, og folk stod og vinkede til os. De havde ikke set nogle mennesker i otte dage. Vi kørte over markerne, bag om gårdene, men vi kunne ikke se, hvor huset lå. Til sidst fik vi øje på en mand, der stod og vinkede med et flag. Da vi kom dertil, opdagede vi, at han stod på rygningen af huset. Det var fuldstændig dækket af sne, fortæller Kaj Larsen.

Han husker februar-snestormen som den værste.

- Der er ingen tvivl om, at februar-snestormen var værre end nytårs-snestormen. Men det var mest, fordi den sne, der kom i februar, lagde sig ovenpå de store mængder, der lå i forvejen, fortæller han.

Kaj beretter i øvrigt, at den sidste sne var væk 12. maj 1979 i Kongeskoven ved Dannemare.