Som formand for Region Hovedstaden er Lars Gaardhøj (S) ofte rundt og tale med patienter og ansatte og finder meget at være stolt af. 1. maj fylder han 50 år.
Han står i spidsen for Region Hovedstaden og har dermed det øverste politiske ansvar for hovedstadens sundhedsvæsen.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) fylder 50 år den 1. maj og står midt i en række store opgaver.
Ventetiderne på sygehusene skal høvles ned, og både børne- og voksenpsykiatrien skal have et markant løft.
Men selv om der er meget, der kunne være bedre, så er der også meget at være stolt af, mener han.
- Som relativt ny formand har jeg gjort en dyd ud af at være meget ude på hospitaler, i psykiatrien og på sociale virksomheder i praktik og på besøg for at tale med medarbejdere og patienter.
- Hvordan går det her? Hvor kan vi forbedre tingene, og hvad er vi i virkeligheden stolte over? Min oplevelse er, at der er meget at være stolte over, siger regionsformanden.
Han nævner blandt andet dygtige og dedikerede medarbejdere i psykiatrien og nye tiltag og behandlingsformer, der forbedrer mulighederne for børn og unge samme sted.
Lars Gaardhøjs interesse for regionspolitik blev oprindeligt vakt ud fra et ønske om at sikre lige muligheder for alle i sundhedssystemet og midt i en ideologisk debat om privatisering, som han dengang var meget imod.
Som regionsformand har han nuanceret sit syn på de private aktører, fordi samarbejdet i mange tilfælde fungerer fint.
- Men jeg er stadig optaget af forholdet mellem offentligt og privat og kæmpestor tilhænger af det offentlige sundhedsvæsen, fordi al erfaring viser, at det er det mest effektive og det, som er der for os alle sammen uanset baggrund og økonomi.
Lars Gaardhøj er oprindeligt fra Give, men har boet i København siden 2001.
Han har en kandidat i samtidshistorie fra Syddansk Universitet i Odense og arbejdede blandt andet i AOF, inden han blev fuldtidspolitiker.
Han blev valgt til regionsrådet første gang ved valget i 2009 og blev regionsformand i 2021.
Han er samtidig formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Sundhed.dk.
Lars Gaardhøj håber at fortsætte sit arbejde i regionen i mange år endnu. Faktisk er der kun en ting, som kunne få ham til at overveje noget andet:
- Hånden på hjertet - hvis der en dag var en, der ringede og spurgte, om jeg kunne tænke mig at være sundhedsminister, så ville jeg nok overveje det. Men det forventer jeg nu ikke, at der er nogen, der gør, siger han.
Lars Gaardhøj er gift og har tre børn.
Fødselsdagen falder sammen med arbejderbevægelsens internationale kampdag, hvor han skal holde flere taler og stå i baren i Socialdemokraternes telt i Fælledparken i København.
Fødselsdagen bliver senere markeret med en reception på Arbejdermuseet den 17. maj.
/ritzau/