Et noget usædvanligt forsøg på indbrud hos Expert i Søndergade i Nakskov blev opdaget i går, da det begyndte at regne. For pludselig kom der vand ind i butikken.
Ved nærmere undersøgelse viste det, at indbrudstyve i perioden fra omkring den 28. april og frem til i går har forsøgt at bore et hul i paptaget over forretningen.
Det var da også lykkedes at få lavet et hul i taget på 40 gange 40 centimeter. Forsøget blev imidlertid opgivet, da hullet endte i en svær betonpille, som ikke var til at komme uden om.
Under de voldsomme regnskyl i går fossede regnen derfor ned gennem hullet i taget.