Et skoleeksempel på social darwinisme

En tredjedel af afgangseleverne fra folkeskolen i Lolland Kommune dumper dansk eller matematik. En tredjedel. Det er syv-otte elever i en gennemsnitsklasse. Og det er en katastrofe.

Forklaringerne er mange; undskyldningerne flere. Ansvaret er vores.

Elever med evner og ambitioner til at drive det til noget og bryde mønstret gør netop det: De gør deres grund- og ungdomsuddannelse færdig, og så er de i øvrigt ikke til at få øje på for bare skosåler, når de suser til en af universitetsbyerne for at få sig en uddannelse. Og de vender ikke tilbage.

Restgruppen - altså dem uden store ambitioner og evner - bliver tilbage.

Samtidig tiltrækker de billige boliger og gode muligheder for at få et ufaglært job de storbymennesker, der har svært ved at leve op til de krav om uddannelse og ikke mindst indtægt, der stilles for at kunne bo og arbejde i storbyen. De får så børn, der vokser op med forældre, der har svært ved at motivere, vejlede og hjælpe deres børn i skolearbejdet. Og så er vi klar til næste generation - og man fristes til at sige næste sæson af ”På røven i Nakskov”.

Det er et socioøkonomisk paradoks. For en bivirkning er selvsagt, at kommunens udfordringer med udgifter til social- og specialområdet stiger. De penge kan man ikke også bruge på bedre skole-, fritids- og kulturtilbud. Kommunal økonomi og selvforvaltning er et nulsumsspil, og bruges der mere et sted, skal der spares et andet.

Kommunalbestyrelsen kommer ikke til at løse problemet med den høje dumpeprocent. Det vil være politisk selvmord at spare på ældre-, sundheds- og socialområdet for at løfte børne- og ungeområdet. De børn og unge, man forsøger at hjælpe, kan ikke stemme ved kommunalvalget, men det kan de udsatte borgere, man sparer på. Og sidstnævnte vil ikke belønne den modige indsats.

Skolerne på Lolland skal heller ikke regne med stor hjælp fra Christiansborg. Her er holdningen, at et løft af folkeskolen skal løfte hele folkeskolen - og ikke enkelte kommuner.

Børnenes fremtid er de voksnes ansvar. Det er forældrenes ansvar. Og socioøkonomiske faktorer reproduceres og nedarves. Hvis mønstret skal brydes, skal forældrene gøre op med deres egen arv og give de kompetente og hårdt arbejdende lærere og pædagoger rum til at gøre deres arbejde.

Forældrene skal - egen baggrund til trods - motivere og inspirere børnene til at få det bedste ud af skoletiden. Det er vigtigt at komme i skole. Det er vigtigt at lave lektier. Og det er vigtigt at kunne opføre sig ordentligt og omgås andre. Hvis forældrene mangler forudsætningerne, så skal de erkende det og tage imod den hjælp, der trods alt stilles til rådighed fra kommunen.

Hvis man lærer derhjemme, at ”det kunne jeg sgu’ heller ikke finde ud af”, ”de er fa’me også så smarte henne i skolen” og ”det gik jo alligevel”, så er det det, man tager med sig hen i skolen og videre i livet. Og det går ikke.