Jamen flot at du gider...

Jovist, det er den ene side af det. Den anden side er, at man møder en masse spændende mennesker, får masser af modspil til sine forkromede meninger, får masser af viden og får fornemmelsen af, at det godt kan betale sig at kaste sig ud i denne kamp.

For man går jo i valgkamp med det klare formål at blive valgt, så man kan øve indflydelse på de politiske beslutninger.

Jeg er sådan et menneske, der altid har søgt indflydelse, forsøgt at præge tingene. Jeg kunne ikke holde min mund i skolen, når klassekammerater blev behandlet uretfærdigt. I min datters vuggestue fik jeg min første reelle sejr - til julehyggedag plejede de at servere røde pølser (!!!) for de små pus, men det blev nu udskiftet med risengrød på min opfordring. I min boligforening kæmpede jeg hårdt for at få de der skrå asfaltopkørsler ved fortovet og for at få ryddet krattet foran husene og sået græs, så der blev en reel lille forhave. Jeg lærte, at det kan betale sig at sige noget, gøre noget.

Nå ja, nogle gange betaler det sig ikke, man får ikke medhold i sine indvendinger eller forslag. Men sådan er politik jo, det er et spørgsmål om forhandling og om at finde flertal for ideen. Og i det mindste fik jeg sagt hvad jeg mener.

Jeg stiller op, endnu en gang, til byrådsvalget i Guldborgsund, simpelthen fordi jeg ikke vil kunne leve med ikke at have forsøgt. Der er jo SÅ meget at arbejde med - først og fremmest den sociale uretfærdighed.

Der er alt for mange arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere, der holdes hen med snak mens de tramper endnu en omgang i aktiveringsmaskinen. Det samme gælder sygemeldte, der ikke får tilkendt førtidspension selv om de er alt for dårlige til at kunne passe et job.

Alt for mange mennesker oplever mødet med det kommunale system som umådelig tungt og stift. At de må rende mange forskellige sagsbehandlere på dørene. Vidste I forresten, at der typisk står taletidskort øverst på indkøbslisten for en kontanthjælpsmodtager? Jo, og det gør der fordi de skal ringe til måske 18-20 forskellige sagsbehandlere, og fordi de er fattige og står i Ribers, kan de ikke få et telefonabonnement.

Alt for mange gamle mennesker sidder og visner på plejecentrene. Flere kulturaktiviteter og besøg af fx småbørn og hunde kvikker gevaldigt op, også selv om man er dement.

Vores folkeskoler er så pressede af reformens bestemmelser om arbejdstid, at det er på høje tid at regulere den med en lokalaftale og ansætte flere lærere - uddannede, vel at mærke. Vores daginstitutioner er pressede af dårlige personalenormeringer.

En anden spidskandidat har sagt, at hvis han kommer til at bestemme, skal der ikke klippes flere røde snore, ikke flere prestigebyggerier. Nu ved jeg ikke hvad han mener med prestige, men vi kan altså ikke sætte alt nybyggeri i stå. Kommunen er nødt til at udvikle sig og forny sig, hvis den ikke skal gå i stå og sygne hen. Vi kan ikke udelukkende leve af at passe hinanden. Der skal konstant arbejdes jobskabelse og på at tiltrække mere erhvervsliv og støttes iværksætteri.

Det skal også være sjovt at bo netop her i Guldborgsund kommune. Et inspirerende kultur- og fritidsliv er nødvendigt, og vi skal værne om de oplevelses- og samlingssteder, vi har. Samtidig med at nye kommer til.

For mig er valget ikke svært. Jeg gider godt. Gider godt knokle for at kommunen bliver den bedst mulige udgave af sig selv til gavn for dig og mig og alle andre.

Og jeg er SF'er, fordi SF er det eneste parti, der oprigtigt kæmper kampen for de svage i samfundet, uden at stikke piben ind, selv om vi ikke får hele ønskesedlen opfyldt. Små skridt er også skridt på vejen.

Jeg er ikke altid enig i alt, hvad mit parti på Christiansborg siger ja til. Men jeg ved, at der altid er en baggrund for at de gør som de gør. Og uanset hvad, så har jeg aldrig været i tvivl om at jeg er folkesocialist af hjertet. SF er mit parti og mit udgangspunkt for at gå ind i kampen for en mere socialt retfærdig kommune, en mere klimavenlig kommune, en mere kulturel kommune, en mere dynamisk og spændende kommune. På den røde måde.