Kædens svageste led, er kædens maksimale styrke

Det er en kendsgerning at vi i Danmark har et veludviklet socialvæsen. Ikke mindst når vi sammenligner os med mange andre lande. Men dette betyder ikke at vores systemer er ufejlbarlige, eller at de afdækker de faktiske behov borgerne har. Vores systemer bygger nemlig på en forældet ”kassetænkning”, hvor man enten hører til i den ene ”kasse”, eller i den anden ”kasse”. Problemet er derimod, at virkeligheden ikke er et ”enten eller”. Desværre oplever vi i disse år at en stigende række regelsæt, som samtidig med at de sikrer tilværelsen for mange mennesker, også efterlader andre borgere med et ben i hver ”kasse”. Disse borgere kommer i klemme i systemet. Deres situation er tillige også ofte af en sådan karakter, at de kan være fastlåst i disse situationer i årevis, uden nogen som helst udsigt til forbedring. Det er vigtigt at pointere, at vi her taler om borgere som, enten fysisk eller psykisk, i forvejen har svært ved at overskue deres situation, og derfor ikke kan mobilisere energi og kræfter nok til at kæmpe deres sag. Disse borgere udgør en restgruppe, vi som kommune ikke kan være bekendt, og vi skal ikke acceptere at national lovgivning efterlader vores medmennesker i et sådan tomrum som ofte er tilfældet.

Hvem er disse borgere? Det er mennesker som af den ene eller den anden årsag ikke har et stabilt liv, som bevirker at de ikke kan varetage et almindeligt arbejde på 37 timer ugentligt, eller for den sags skyld på halv tid. Det er borgere med forskellige udfordringer som forhindrer dem i at få en almindelige tilværelse. Det kan være tidligere trafikofre, hjemvendte krigsveteraner, ofre for arbejdsskader, psykisk belastede personer på grund af en usikker og udfordrende opvækst. Det kan være mennesker som har puklet løs i årevis, som så pludselig går ned med stress, eller mennesker som rammes af akut sygdom og mange, mange andre.

Disse mennesker har helt naturligt også børn. Men overvej lige engang hvad det er for et samfund vi tilbyder disse børn at vokse op i. Samtidig med at pressen tuder os øerne fulde med, at vi danskere er ”verdens mest lykkelige folk”, er der rent faktisk mange borgere som ikke deler denne oplevelse. Disse børn går ikke positivt og åbent ud i verden, og kommer heller ikke til at tage del i de mange tilbud og glæder som så mange andre børn gør. Hvad er det for et samfundssyn disse børn vokser op med? Har de nogen anden mulighed her i livet, end at tvivle på samfundets hjælp, og miste troen på at det hele nytter noget? Husk på én ting. Disse børn har aldrig set andet end at stå på sidelinjen, og være vidne til hvorledes deres forældre kæmper en forgæves kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. En hverdag som for mange andre blot er en selvfølgelighed.

Ydermere er disse borgeres kontakt med det offentlige system, ofte præget af overbebyrdede sagsbehandlere, psykologer, plejepersonale, pædagoger og andre, som grundet stigende arbejdspres, har så mange klienter, at de har svært ved at finde det overskud som skal være til stede, førend de kan være nærværende for deres medmennesker. Disse professionelle ansatte kan rent faktisk lide at hjælpe andre, og de er gået ind i deres job netop fordi de har deres hjerte på det rette sted. Hvis det nogen gange ikke lige er til at få øje på, skal man blot huske på at disse mennesker arbejder under et enormt pres.

Dette skal vi som medborgere og kommune ikke acceptere. Det er simpelthen ikke godt nok.

Som kommune har vi flere muligheder for at kunne forbedre de udsatte borgeres tilværelse, og det er vores pligt at gøre dette i den måde hvorpå vi driver lokalpolitik.

I mit kommende byrådsarbejde, vil jeg derfor have stor fokus på at sikre disse borgeres tilværelse bedre. Vi skal samle de borgere op som kommer i klemme mellem forældede regelsæt, og vi skal behandle dem ordentligt.

Hvis du mener at vi skal blive bedre til at samle vores udsatte borgere op, stiller jeg mig til rådighed for at føre dine tanker ind i byrådet.

Stem personligt på Allan Gardersøe – Guldborgsundlisten.