Når man står i kø på apoteket i Nakskov, er der ingen købilletter. Der er mange ved skranken, ventetiden er forholdsvis kort, og på forunderligvis kan vi finde ud af rækkefølgen. Og sådan er det også, når man sidder i lægekonsultationen på Fejø. Man registrerer lige, hvem der var der, da man kom, og der er sjældent uenighed om, hvis tur det er. Men sådan er det ikke i Kvickly i Nakskov. Ved postkontoret og bageren må man trække et nummer, for der er tit så mange kunder, at hverken ekspedienter eller kunder kan rumme, i hvilken rækkefølge man kom. Vores hoveder kan simpelthen ikke huske mere end 5-7 personer, og så er det, man må ty til købilletsystemet. Det er smart, for så kan vi vente i ro og nå det egentlige mål uden at komme op at toppes om, hvem der kom først.
Nogle gange tænker jeg, om det er hjernens manglende evne til at rumme mere end 1-2 synsvikler, der gør, at vi kommer til at skændes om hårdt optrukne standpunkter og bruger tiden på at hakke på den nærmeste modstander i stedet for at finde smarte løsninger uden for kamparenaen. Tænk, hvis vi kunne se verden fra et lidt højere perspektiv og i stedet for at slås om, hvem der kommer først til skranken, fandt ud af, hvordan man kunne lave en smartere ekspedition, så der slet ikke opstod kø.
I politik synes jeg nogle gange, at det virker, som om man står i en butik, hvor købilletsystemet er i stykker, og hvor dem, der råber højest og skubber mest, er dem, der vinder. Forleden læste jeg om en politiker fra Socialdemokraterne, som syntes, at det var problematisk, at land og by ikke samarbejdede mere, men hele tiden fra hver sin lejr gravede grøfterne dybere og dybere. Fint. Jeg er helt enig. Men i samme åndedrag gjorde hun præcis det samme og gav Venstre skylden for at have skabt ”Udkantsdanmark” i forrige regeringsperiode. Det var tydeligt, at hele indlægget faktisk var et angreb på Venstre. De samme angreb er ikke svære at finde blandt Venstres politikere med det formål at tryne Socialdemokraterne og andre partier. Og så bliver man bare så træt som vælger. For mig er det spild af tid at læse disse evindelige og forudsigelige anklager partierne imellem. Jeg er træt af at høre om, hvad de andre gør eller har gjort forkert. Medierne lever godt af disse hanekampe, og det er vel derfor, de fylder så meget, men jeg vil meget hellere høre om, hvad det er, vi skal for at komme på rette spor. Jeg vil have visioner og handlinger.
Verden er ikke sort-hvid. Det ville være skønt, om vi alle blev lidt bedre til at rumme de forskellige typer mennesker og synspunkter, som nu står i køen og samfundet omkring os, så den opslidende diskussion med nærmeste modstander kunne få en ende. Giv os et købilletsystem, så der bliver ro i rækkerne, som når vi venter ved bageren i Kvickly. En politisk kultur, hvor kampen om ståstedet og taburetterne fylder mindre, og hvor kræfterne i endnu højere grad bruges til at arbejde med at løse Danmarks og verdens virkelig store udfordringer. Det må være det, der er målet.