Foråret 2008. Jeg var 17 år gammel og på vej på gymnasiets studietur. For første gang skulle jeg til USA, mulighedernes land, og havde som opgave at skrive et studieprojekt om de igangværende primærvalg. Kufferten var fuld af fagbøger og notesblokke med interviewspørgsmål. Jeg var overbevist om, at når bare jeg havde adresserne til de to partiers hovedkontorer i New York, skulle jeg nok få en ledende partifigur eller måske endda en af kandidaterne i tale. Hvis ikke det kunne lade sig gøre i USA, hvor så?
Ak ja, så ung og så naiv. Mens mine klassekammerater efter de obligatoriske museumsbesøg brugte fritiden på shopping og sight-seeing, gik jeg og en gymnasieveninde slukøret fra det ene valgkontor til det andet. Ned gennem avenuerne i forårssolen talte vi om, hvordan vi nu skulle løse studieopgaven. Med en cafe latte på Starbucks læste vi alle aviserne og fik en idé: Hvis partierne ikke ville fortælle os, hvad de ville gøre for vælgerne, måtte vi få vælgerne til at fortælle, hvad de ville have politikerne til at gøre for dem.
Vi omformulerede hurtigt interviewspørgsmålene, fandt en passende undergrundsstation og var klar med diktafonen. Ingen folk ville svare. ”Oh, you are from Denmark, the capital of Italy” (”Åh, I er fra Danmark, hovedstaden i Italien”), lød en af kommentarerne, før interviewgidslet rev sig løs.
Til sidst fandt vi en gadesælger, sikkert af mexicansk afstamning, der i håb om at sælge os en kampagnekasket eller to gerne ville tale med os. Vi lagde ud med et bredt spørgsmål:
”Hvordan ser du på efterårets valg?”, spurgte vi bredt.
”Valget? Hvilket valg?”, svarede han på gebrokkent engelsk, hvorefter interviewet faldt til jorden. Vi købte begge en kampagnekasket og takkede for hans tid.
Otte år senere er det nu tid til amerikansk valg igen. Valget mellem den republikanske Donald Trump og den demokratiske Hillary Clinton er et valg mellem den politiske protest og det etablerede politiske system. Derfor er der meget på spil, og det rækker langt ud over det amerikanske kontinent. Det er ikke kun et valg om velfærd, sundhedsreform og sygeforsikringer. Det er ikke kun et valg om våbenlovgivning eller handelsaftaler. Det er et valg om politisk kultur.
Politikerlede og fremmedfjendskhed er to helt centrale brikker i den igangværende præsidentvalgkamp. Donald Trump bruger en yderfløjsretorik, der virker stærkt på de vælgere, der føler sig overset af det politiske system. Han repræsenterer det kontroversielle, som ingen eksperter spår en chance, men som alligevel vinder vælgernes hjerter og stemmer gang på gang.
Vi kender det også fra Europa og Danmark, hvor ukonstruktive røster tilraner sig stemmer på bekostning af gamle partier, der skiftevis har taget ansvar siden det moderne demokratis fødsel.
Hvis Trump vinder det amerikanske præsidentvalg, giver det mere næring til yderfløjene i Europa. Hvis det kan lade sig gøre i USA, mulighedernes land, kan det også lade sig gøre andre steder. I stedet for politiske kompromiser, samarbejde og ansvarlighed, vil flere følge i ekstremismens spor, hvor flere og flere krav bliver ultimative, og hvor man nægter at lytte til modstanderens argumenter.
Hvordan er det vestlige demokrati kommet derud?
Tja, kære læser, svaret ligger måske hos gadesælgeren med kasketterne på undergrundsstationen i New York. Han er emigreret i jagten på den økonomiske lykke. Han har svært ved at komme i arbejde. Han taler dårligt engelsk. Han er forvist til at sælge kasketter ”made in China”, som han ikke forstår budskabet af. Selv i mulighedernes land har han ikke muligheden. Integrationen er ikke lykkedes. Samtidig oplever den almene amerikaner en utilstrækkelighed i de politiske løsninger. Tung administration har skabt et system, hvor den enkelte føler sig overset. Alle bliver utilfredse og peger fingre af hinanden.
Og ind fra det ekstreme højre kommer den højtråbende, uforsonende kritiker uden en sammenhængende politisk løsning og stiller sig frem som redningsmanden. Er der noget at sige til, at man føler sig fristet?
Nej, det er der ikke. Men som vælgere har vi også pligt til at være kritiske og gå i dialog med de politikere, der faktisk vil tage ansvar med udgangspunkt i de eksisterende vilkår. Det er den svære løsning, men hvem har sagt, at demokrati skulle være den lette løsning? Det kræver, at vi lader vores utilfredshed blive startskuddet til en konstruktiv løsning, hvor visionær forandring tager udgangspunkt i dét, der allerede er. Hvis ikke, risikerer vi ikke kun en ændring af den politiske kurs, som man måske kunne ønske sig, men en radikal ændring af den politiske kultur i vores demokratiske samfund.
Derfor er jeg meget spændt på den 8. november, hvor de amerikanske vælgere sætter kryds. Og jeg ved godt, uanset min politiske overbevisning, hvilket resultat jeg krydser fingre for.