-Og bjælken i eget øje.

Men siden, Zenia Stampe ikke selv føler sig for fin til at skyde med spredehagl, og samtidig skyder både højt og lavt, mener jeg, at det vil være en udmærket tilføjelse for nogle at vide, at hendes bedsteforældre, i følge pålidelig kilde, udover at være tyskere også var nazister.

For man må konstatere, at der er noget ekstremt og dybt totalitært ved vor tids radikale tankegang og handlemåde.

Ikke mindst er de på den ene side røde og på den anden blå; lige indtil Den blå Dame omsider trådte i karakter, hvorefter de lever i og hylder principper fra en svunden fortid, hvor man indtil da kunne gøre sig gældende.

Forhold, der hverken kan undgå at påkalde sig opmærksomhed eller vække undren i andre kredse.

Når, og hvis man skal være ondskabsfuld, og siden mennesket ikke er perfekt, - eller rettere sagt, siden mennesket, som udgangspunkt er syndigt- indgår skadefro m.m. som led i den menneskelige natur, og dermed også som led i dets repertoire, derfor kan jeg, ikke uden en vis glæde og tilfredsstillelse, slå en sløjfe, og samtidig konkludere, at æblet også i tilfældet Zenia Stampe viser sig ikke at falde langt fra stammen.

Desuden, vil Zenia sikkert ikke ret gerne have den slags information ud til en på den ene side undrende, og på den anden side afklaret offentlighed, og hvorfor i al verden assistere hende med, og i så fald, medvirke til at hemmeligholde den slags, som man kan mene om hvad man vil, men som for nogen, måske sætter det lille manglende prik over i'et i damens tilfælde, og derved bidrager til at forklare den tankegang, som i det mindste jeg selv har, og har haft så vanskeligt ved at forstå ikke simpelthen er holdt op helt af sig selv for længe længe siden, og måske samtidig benytte lejligheden til at drille det vanskelige, og bestandigt opmærksomhedskrævende blandt adskillige radikale fruentimmere.

Radikale mennesker er endt med at undsige det skød, som skolelærerne, højskolefolket, husmændene, de nærings-drivende og selvstændige oprindelig kom af i sin tid, og har i stedet, hovent udråbt sig selv til om ikke alvidende, så i det mindste bedrevidende solkonger eller kejsere med retten til at herske over al folket, hvorfor de bæres af en evig, uhellig ide om, at man bestandigt lever og er er højt hævet over det niveau danskere under normale og gennemsnitlige omstændigheder befinder sig på.

Man har valgt at set stort på disses ulyst til, og ret til at sige nej tak til den samfundsudvikling, man som radikal så brændende ønsker og igennem årtier har ønsket sig.

En udvikling, hvor det længe har vist sig, at totalitarisme og ensretning, eller skulle man kalde det enfoldighed, indgår som et eller flere afgørende og førende elementer.

Man må konstatere, at de radikale er endt som ekstremister - de ekstremister, de selv hævder, og sikkert mener at de tager afstand fra, ved bestandigt at slå deres helt private, selvopfundne morals og etiks korsets tegn foran sig; klogere er man altså ikke, når det kommer til stykket.

Fordi radikale i egne øjne netop er kloge og ufejlbarlige, er de ude af stand til at se det selv, og har, hverken den fornødne kapacitet, imødekommenhed eller åbenhed, som de som den naturligste ting i verden kræver og forlanger af andre, til at se på sig selv og hinanden med samme øjne.

Radikale mennesker er, uanset, hvor gode og velmenende de opfatter sig selv, både ude af stand til at høre eller at forstå, når udefra kommende forsøger, og igennem tiden har forsøgt at gøre dem opmærksom på fejl og mangler; det er man er simpelthen takket være sin egen selvopfundne overlegenhed ude af stand til.

Stik imod al logisk tankegang, har radikale lige så stille udviklet sig til ekstremister i såvel tanke som handling, og lever efter devisen:

Vi alene vide.

Konsekvensen er den, at alt imens, man taler og prædiker forståelse og imødekommenhed, medvirker man selv til at fremme totalitære systemer, sprog, kultur og tankegange.

Det sker på bekostning af det nære, det menneskelige, det egen artede, værdier, og fænomener, som fortidens radikale oprindelig anså værdifulde, og derfor både anså sig selv en del af, og følte sig kaldet til at søge at udvikle og bevare.

En mixtur, som også Zenia Stampe, som jeg er blevet præsenteret for hende i medierne, åbenbart har indtaget i rigelige mængder fra barnsben af.

Helt på linie med det land fuld af andre radikale, som også har indtaget denne drik, der åbenbart forlener sit offer med en evigt varende følelse af evindelig og generations båren, og således udødelig overlegen viden og formuleringsevne.

Også selvom man udtaler sig om ting, man tydeligvis ikke har tilbundsgående viden om.

Dette uagtet, at man derved grundlæggende glemmer tvivlens nådegave, og dermed den daglige ransagelse af egne teser, og ikke mindst de Bangske tanker om dels at vende hver en sten, og dels at huske at se sig tilbage for at sikre sig, at man stadigt er på rette kurs.

Indtagelsen af denne mixtur har bredt sig som en steppebrand bredt sig til, hvad enten disse mennesker er nuværende eller forhenværende politikere, befinder sig i det udøvende, det dømmende system eller er ansat i det offentlige, med udslagsgivende magt og beføjelser, eller i den medieverdenen, hvis opgave det oprindelig var at være demokratiets vagthund, en pligt man uden videre har valgt at tilsidesætte, således at systemet er gennemsyret af en manglende evne til grundlæggende at se klart på baggrund af tilstrækkelig viden, ja end ikke bliver informeret herom af medierne.

Disse mennesker lever med, og bekræfter dagligt sig selv og hinanden i den indre ekstremists ret til at eksistere, uden at gøre sig klart, at de for længst selv er havnet i kurven for ekstremister og ekstremisme, og tilmed går andre, og ydre ekstremisters ærinde, på bekostning af de danskere, hvis splint i øjet de sagtens kan få øje på og bebrejder dem, og ideeligt himler op om, som om der er tale om et kald.

Desværre, er disse radikale mennesker ikke overraskende blottet for evnen til at se bjælken i eget øje.

For at styrke sig i egen selvforståelse, har de aller fleste radikale afskrevet kristendommen; den klarer de sig uden, i egen optik.

Desværre, kan vi der ser på udefra konstatere, at selv for en radikal er det vanskeligt at leve uden religion, derfor har man stedet i gjort politik og sin opfattelse til genstand for noget man behandler som noget religiøst.

Hvorfor radikale konsekvent tænker, taler og agerer efter noget religions erstattende, uden at tilstå andre at leve efter den kristendom, som både er udgangspunkt for samfundet og for de enkelte mennesker, udover dem selv.

Noget de sikkert hverken selv er klar over, eller kan bedømme konsekvensen af.

Hvilket både er skammmeligt og trist.

Venlig hilsen

Bjarke Rosenkilde. Politisk næstformand

Kristendemokraterne, Sjællands Storkreds.