Folketinget skulle onsdag have førstebehandlet anlægsloven for Femern-projektet. Men det blev udskudt.
Efter mange års snak, planlægning og projektering skulle Folketinget onsdag have førstebehandlet lovforslaget om en Femern-forbindelse. Men det skete ikke.
Kort efter klokken 13 annoncerede mødeleder og fjerdenæstformand i Folketinget Per Clausen (EL), at behandlingen efter aftale med transportminister Magnus Heunicke (S) udgik af dagsordenen.
Pressechef Mette Gerlach fra Transportministeriet fortæller, at det skyldes tekniske problemer med at få materialet til lovforslaget leveret til Folketinget.
- Transportministeriet sendte høringsnotat og høringssvar rettidigt over til Folketinget. Men det strandede i cyberspace. Efterfølgende har Folketinget fået bragt materialet over på et USB-stik. Men Folketingets frister skal selvfølgelig overholdes, og derfor er førstebehandlingen udskudt, forklarer hun.
Anlægsloven er nu i stedet programsat til at blive førstebehandlet næste onsdag, 18. marts.