Der skal arbejdes på, at der bliver talt mere dansk i indvandrerfamilier, mener skoleledernes formand.
Sproget har en stor del af skylden for, at første- og andengenerationsindvandrere fortsat klarer sig markant dårligere i skolen end børn med dansk baggrund.
For hvis man ikke er god til dansk, har man også svært ved at følge med i undervisningen. Det mener Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal.
- Vi skal have forældrene til at forstå vigtigheden af, at man snakker dansk derhjemme.
- De må gerne snakke urdu og arabisk, men de skal også snakke dansk, siger han.
Han mener, at problemet blandt andet er en konsekvens af den beskæftigelsespolitik, der er blevet ført.
- Vi har accepteret, at alt for mange ikke er en del af det danske arbejdsmarked.
- Hvis man skal snakke dansk i hjemmet og give det videre til sine børn, så skal man selvfølgelig kunne sproget selv. Og det lærer man bedst, hvis man er i arbejde, siger han.
Claus Hjortdal mener dog også, at man fra skolernes side skal være mere tydelig om de krav og forventninger, man stiller til forældrene.
- Derfor skal vi blive bedre til at invitere forældrene ind på skolen og fortælle dem, hvad vi vil med børnene.
- Vi har set på en studietur i London, at man inviterer moren på besøg i fjorten dage eller tre uger, så hun får et indblik i, hvad der foregår på skolen, siger han.
Løsningen med at fordele indvandrerbørn bredere ud på skolerne ud fra et kvotesystem tror han imidlertid ikke på.
- Jeg vil ikke udelukke, at det kan have en effekt, men jeg synes ikke, at det er den første vej, man skal gå.
- Vi ved fra forskning, at det ser ud til at gå ud over det faglige, når mere end 30 procent af eleverne er af anden etnisk baggrund.
- Men omvendt er jeg også tilhænger af, at man går i skole der, hvor man bor. Vi får i hvert fald heller ikke bedre skole-hjem-samarbejde ud af at flytte elever 10 kilometer væk, siger han.