Team Sydhavsøerne må se bort fra den nytiltrådte venstre fløj, Casper Zachariassen, i én kamp på grund af en karantæne som følge af hans andel i “bødekasse-sagen”.
Danmarks Idræts Forbunds matchfixingnævn har ikendt i alt 26 spillere fra sidste sæsons trupper i Bjerringbro-Silkeborg og Sønderjyske én spilledags karantæne og en bøde på 1.000 kr. på grund af uetisk adfærd.
Dommen falder efter, at en række BSV-spillere har tilstået at have betalt 15.000 kr. fra bødekassen til Sønderjyskes bødekasse for at sønderjyderne i den sidste kamp i grundspillet i mændenes Håndboldliga skulle slå Skanderborg.
Casper Zachariassen var sidste sæson en del af bruttotruppen i Sønderjyske.
Skanderborg kunne med en sejr overhale midtjyderne i kampen om den vigtige plads i top-8 og medaljeslutspillet.
Sønderjyske vandt kampen på hjemmebane 34-28, og efterfølgende blev de 15.000 kr. overført til Sønderjyskes bødekasse.
Dermed er der sket en overtrædelse af DIF’s matchfixingregulativ om uetisk adfærd, hvor man f.eks. modtager gaver. BSV-spillerne straffes for at yde en gave i et forsøg på at påvirke udfaldet af en kamp og Sønderjyske-spillerne ligeledes for at modtage gaven.
- Der er ikke tale om matchfixing men om en anden og mildere form for uetisk adfærd, siger formanden for DIF’s matchfixingnævn, Torben Jessen.
Casper Zachariassen gjorde allerede ved kontraktunderskrivelsen med Team Sydhavsøerne opmærksom på sagen.
-Derudover har jeg ingen kommentarer til afgørelsen, siger Casper Zachariassen til fredagens udgave af Folketidende, hvor der kan læses mere om sagen.
Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed