Ægteparret Kestler har nye planer.
Ægteparret Malene Kestler og Mikael Holm Kestler har søgt det nyoprettede Socialteam Øst om godkendelse til at lave et opholdsted - “Naturteamet” - til børn og unge på Fejø.
Parret kom til Lolland i 2006 fra Sardinien, hvor de havde drevet en højskole. I stedet købte de Kragenæs Kro og oprettede et kajakcenter i Kragenæs.
Allerede året efter solgte de dog kroen og flyttede med deres søn Magnus til Fejø, hvor de nu har Fejø Kajakhus på Skovvej med naturlejrplads, 10 meter høj, udendørs klatrevæg, husskurvogn og hobbyvinmark lige ned til Smålandshavet.
Det er på stedet, at parret vil lave opholdsstedet, hvor de hver anden weekend vil tilbyde aflastning samt sommerlejr for børn og unge i alderen 7 til 18 år med empatiforstyrrelser, sociale vanskeligheder, autisme tourette og ADHD - eller som er understimulerede, isolerede eller udadreagerende.
Malene Kestler er uddannet folkeskolelærer og arbejder som lærer i øjeblikket, mens Mikael Holm Kestler er uddannet rørsmed og pædagog og er havkajak-, kano- og vægklatreinstruktør.