Som så mange andre arbejder en stor del af Folketidendes journalister i disse dage hjemmefra. Læs i denne serie af beretninger, hvordan de tackler de udfordringer, det giver.
Af Andreas Johansen,
journalist
Min hverdag er sandsynligvis den, der er mindst påvirket af covid-19 blandt mine kollegaer på Folketidende.
Jeg er 26 år gammel, har ingen børn eller kæreste, og mit job er på mange måder den eneste absolut ubrydelige kontrakt, jeg har sat mit navn på i disse dage.
Ja, Fitness World er lukket, men lad mig være den første til at indrømme, at det medlemskort ikke så dagens lys ofte nok i forvejen i disse tider.
Mine venner er, som undertegnede, smidt hjem fra deres respektive arbejdspladser for at klare ærterne hjemmefra, men i praksis har jeg venner i alle landsdele, det får man jo under studietiden, så langt de fleste af dem ser jeg sjældent ude i virkeligheden, så vores venskaber fungerer som altid på nettet.
Så hvad har egentlig ændret sig?
Jeg kan ikke komme ud at handle i samme grad, som jeg plejer. Normalt er jeg den lidt laissez faire-type, som unge mænd nok ofte er, der handler ind, når behovet ellers lige opstår. Det har jeg skåret fra.
Nu handler jeg kun ind, når min nabo, der er i risikogruppen for alverdens ondskab og dårligdomme i disse tider, beder mig om det. Så tager jeg hendes indkøbsliste, ikke fysisk, men som SMS, og går de 350 meter til Rema 1000 for at købe fornødenhederne og en plade chokolade, man skal vel stadig leve lidt, og så vender jeg ellers snuden hjem igen.
Dette foregår selvfølgelig udenfor de normale trængselstider - jeg vil nødig være smittebærer, hvis jeg kan slippe, og så afleverer jeg indkøbsposen foran nabolejligheden og låser døren bag mig. Min frygt er ikke, at jeg selv bliver syg. Det skal jeg, ifølge statistikkerne i hvert fald, nok slippe godt fra. Min frygt er at smitte andre.
For nogle har livet ændret sig markant, og med deres liv har mit eget alligevel også ændret sig. Det gælder for eksempel mine forældre. De er begge i risikogruppen for at blive mere end almindelig hårdt ramt af covid-19, og jeg kan med noget, der minder om stolthed i stemmen og rank ryg, fortælle dig, kære læser, at de blev sat i karantæne af skribenten her allerede sidste tirsdag.
Min egenrådige far, som har overlevet alverdens dårligdomme gennem tiderne, er dog ikke sådan at slå ud af kurs.
Det er helt utroligt, hvilket behov han har fået for at komme ud at handle, nu hvor jeg har bedt ham om at lade være. Han har ikke set indersiden af Meny i Nakskov, siden den hed SuperBest, men det er, som om han drages af butikkerne, han normalt aldrig handler i, når han får at vide, han ikke må.
På den måde er det alligevel lidt, som om jeg har børn.
Papa har dog fået det ind på lystavlen, og nu opfører han sig, som en god borger i disse tider bør, og bliver på matriklen i højst mulig udstrækning. Jeg kan kun opfordre jer andre til at gøre det samme. Pas på jer selv - og endnu væsentligere - hinanden. Andreas.
