Testkørsel: Peugeot 208 er en rigtig fin bil

BILTEST: Det første indtryk vejer tungest. Sådan har ingeniørerne formentlig tænkt, da de designede Peugeot 208, som ser fantastisk ud med flotte paneler, lækkert indtræk – og noget så genialt som flotte knapper til den daglige betjening. Bilen åbner, allerede inden man når hen til bilen. Og vel placeret i sædet får man en venlig hjælpebesked i displayet. ”Kobl ud og tryk på start”, lyder det oplagt, hvorefter jeg adlyder og får liv i maskinen, der brummer velvilligt og orienterer mig om, at parkeringsbremsen automatisk frakobles, når jeg begynder at køre.

Det gør jeg dog ikke lige med det samme, for først skal mobiltelefonen tilkobles, inden man kan få liv i navigationen på bilen. Det er helt perfekt, for så kender bilen med det samme alle mine kontakter og typiske destinationer. Man kan oven i købet bede bilen starte min seneste podcast, da mange apps understøttes fra mobilen. Men da jeg tænder fartkontrol-appen fra Saphe, bryder det hele sammen. Jeg har åbenbart ikke betalt for at bruge Saphe med CarPlay, og prisen er i stedet at skulle genstarte det hele.

Men nu går det så derudaf – gennem Nykøbings gader – og det er bestemt en fornøjelse. Bilen fylder ikke så meget på vejen, så man suser nemt rundt i trafikken. Motorens 100 hestekræfter er ikke prangende, men der er kræfter nok til alt det nødvendige – også til en overhaling eller to, da bilen trækker videre ud ad landevejen, hvor vi kan teste betjeningen af de forskellige funktioner under lidt roligere forhold.

Og her bemærker man hurtigt, at bilen virkelig er gennemtænkt. Mens andre biler ofte har alt for mange funktioner henlagt til betjening på en skærm, så er der knapper til funktioner som bagrudevarmer, sædevarme, aktivering af aircondition samt lydstyrke og valg af kanaler på radioen. Jeg savner dog mulighed for at kunne justere klimaet uden brug af skærmen, men det kræver kun ét klik på skærmen at komme ind i menuen til klimaanlægget, hvor man kan vælge blæserstyrke, temperatur og vejen ind til indblæsningen.

Længere fremme drejer bilen nu ned på motorvejen, så dækstøj og vindstøjen kan blive testet. Det er i dag ikke den mest blæsende dag, men nogen vind er der da, og den generer ikke mærkbart. Man mærker slet ikke vinden trække i kabinen – og støjniveuet er også noget af det laveste, jeg har oplevet i denne klasse. Man kan helt sikkert køre både 140 og 150 kilometer i timen uden at blive træt i hovedet. Hastigheden kan i øvrigt holdes utroligt nemt takket være fartpiloten, der er sidder på en kontakt der minder om kontakten til blinklyset. Visse andre biler har fartpiloten siddende oppe på rattet, og det er ikke optimalt, da man så skal flytte blikket for at finde kontakten.

I dag er det næsten umuligt at få en bil, der ikke har systemer til at holde bilen i den rette vognbane, og Peugeot 206 er ingen undtagelse. Når man har kørt et stykke på motorvejen, så ”opdager” bilen vejstriberne, som bilen – for det meste – holder sig inden for. Alligevel undrer jeg mig lidt over værdien af funktionen, for lader man bilen styre – med hænderne på rattet naturligvis – så slingrer den fra side til side mellem de to yderpunkter i stedet for at holde sig præcis i midten. Og man kan ikke være sikker på, om bilen ”mister overblikket” over striberne lidt længere fremme og kobler fra. Men funktionen forstyrrer ikke noget særligt. Og måske kan den redde en træt bilist eller to en heldig dag, de falder i søvn bag rattet og vågner brat op, når bilen retter bilen op og alarmen hyler.

Når man er vant til at høre sine podcasts i en gammel Kia Rio, hvor jeg ofte vælger hovedtelefonerne i stedet, så er det et fremskridt at sidde i en bil med et meget bedre lydanlæg. Lyden er krystalklar, og tænder man for radioen, er både bas og diskant bestemt i en kvalitet, der også vil tilfredsstille dem, der er lidt mere krævende end gennemsnittet. Og det gælder også i høj fart.

Telefonopkald fra bilen fungerer også upåklageligt, omend biler af uransagelige årsager ikke kan hitte ud af at køre lydstyrkerne ind på samme niveau på både podcasts og taleopkald. Irriterende at være nødt til at justere manuelt, når man skifter.

Men unoderne er detaljer, når det vigtigste er og bliver køreglæden. Og det leverer bilen bestemt. Den er lille og vågen, ligger perfekt på vejen, vender på en tallerken - og fungerer i det store og hele bare som den skal. En fiks detalje er, at rattet kan justeres temmelig langt ned. Så skal man bare læne sædet et stykke tilbage og rykke rattet helt i bund. Så er der adgang til at køre i timevis uden at blive træt. Eneste ulempe ved den strategi er dog, at der så ikke bliver plads på bagsædet bag føreren. Men vælger man en mere opret kørestilling, så er der heldigvis rigeligt med plads til voksne både på forsæder og bagsæder.

Bagagerummet er i øvrigt også fint til den lille familie i det daglige, men store kufferter rækker pladsen ikke til. Men så kan man jo overveje at lægge et sæde ned – eller måske montere anhængertræk. Hele 1200 kilo kan den trække på krogen, og dermed kan man også tage på campingferie med en mindre vogn på slæb.

Dermed er bilen langtidsholdbar til langt de fleste formål. Og så gør det jo ikke noget, at den kører 19,6 kilometer på literen og kun koster 550 kroner i halvårlig ejerafgift.

Bilen kan på Lolland-Falster købes hos Schulz Biler i Nykøbing samt hos Clausen og Larsen i Sakskøbing.