LOLLAND: Et ungt forældrepar tiltalt for manddrab på deres syv uger gamle baby har begge nægtet sig skyldige – og de har langt hen ad vejen holdt sig fra at skyde skylden på hinanden.
Men da retssagen efter en pause blev genoptaget mandag, kom den 21-årige mor med en overraskende melding.
- Jeg var faktisk lidt bange for (faderen, red.), for jeg vidste aldrig, hvordan han ville reagere. Om der skulle ske mig eller (datteren, red.) noget.
21-årig kvinde tiltalt for manddrab på sin datterJeg vidste aldrig, hvordan han ville reagere.
Det sagde hun som svar på et spørgsmål om, hvem der måtte holde deres barn. Hidtil har det fremgået, at særligt moderen var afvisende over for at lade andre holde barnet, og at hun måske også har forsøgt at forhindre andre i bare at se barnet.
Omvendt har det fremgået, at faderen så anderledes på sagen.
Nye oplysninger
Men nu fortalte moderen, at faderen ikke havde villet lade moderens stedfar holde pigen. Og det havde hun accepteret – fordi hun var bange for sin mand.
- Skete der noget med dig og (pigens navn, red.)? spurgte hendes forsvarer, Marianne Holm Hansen.
- Ikke med mig, svarede hun, men lod forstå, at det jo måske var anderledes med datteren.
- Det er helt nye oplysninger! bemærkede anklager Siw Olsen.
Hun påpegede, at faderen tidligere er blevet beskrevet som meget rolig, mens moderen tværtimod har haft et voldsomt temperament og i fængslet har taget et kursus i vredeshåndtering
Han kan skrive
Men der er en grund til, at moderen ikke tidligere har fortalt om sin frygt, forklarede hun.
- Jeg har været bange for, hvordan (faderen, red.) ville reagere, hvis jeg kom frem med, hvordan jeg har oplevet det.
- Hvis du her i retten skulle fortælle, så har du været bange? spurgte anklageren undrende.
- Ja.
- Du er klar over, at han sidder varetægtsfængslet? påpegede anklageren syrligt.
- Ja, men han kan skrive, sagde hun og uddybede sin frygt.
- Der har været mange ting, hvor jeg ikke turde sige (faderen, red.) imod, men bare har sagt ”okay, så gør vi sådan”, sagde hun og forklarede, at faderens reaktion hang sammen med, om det var en god eller en dårlig dag.
Frygter tilsvining
Var det en dårlig dag, kunne han reagere ved at smække døre og tale meget højt, sagde hun.
- Du har på intet tidspunkt nævnt noget om det her, påpegede anklageren.
- Det er fordi, jeg har været bange.
- Hvad frygtede du, at han skulle skrive?
- Det ved jeg ikke, men jeg har været bange.
- Der må være noget, du har frygtet?
- At han sviner min familie til og mig.
Den forklaring købte anklager Siw Olsen tydeligvis ikke.
- Du sidder med tiltale for manddrab, men ville ikke tale sandt, fordi du var bange for, at (faderen. red.) skulle skrive noget grimt om dig eller din familie?! udbrød hun uden at få noget klart svar fra moderen.
Jeg elsker dig
Faderens advokat, Lonnie Kromann Nielsen, fandt tydeligvis heller ikke moderens pludselig melding om, at hun frygtede faren, troværdig. Advokaten dokumenterede således, hvordan moderen i en række breve skrevet i fængslet overøser faderen med kærlighedserklæringer.
”Du skal vide, du betyder alting.” ”1000 kys fra din kone.” ”Jeg elsker dig.” Sådan lød blot et lille udpluk af brevene, der også var fyldt med hjerter.
Lonnie Kromann Nielsen undrede sig også over, at moderen havde afvist faderens ønske om at blive skilt.
- Hvis du er bange for ham, er det så ikke oplagt at blive skilt? spurgte hun
Men moderen forklarede, at hun havde drøftet det med sin advokat og besluttet at vente til hun kendte udfaldet af retssagen.