Terrormistænkt er en gammel kending
Den ene af de fem mænd, der er sigtet for at ville begå et terrorangreb mod Jyllands-Posten og JP/Politikens Hus i København, har en længere fortid med en mistanke som terrorist hængende over sig.
Det skriver Politiken.dk.
28. august 2009 blev manden, MA, anholdt i en bus i Dere Ghazi Khan-regionen i Pakistan sammen med 11 andre udlændinge.
I forbindelse med anholdelsen fandt det pakistanske politi et selvmordsbælte, cd'er og bøger af "terrorlignende karakter" og en stor mængde udenlandske kontanter.
De pakistanske myndigheder mistænkte gruppen for at ville begå terror mod den danske ambassade i Islamabad, skrev den svenske avis Expressen dengang på baggrund af oplysninger fra en anonym efterretningskilde.
Den 29-årige MA var blandt de anholdte sammen med sin kone, deres to-årige barn og en kendt skikkelse i den svenske terrorhistorie - den tidligere Guantanamo fange Mehdi Ghezali.
MA er svensk statsborger og har libanesiske rødder.
Det pakistanske politiet sagde dengang i følge politiken.dk, at gruppen var sammen med en pakistansk militant islamist, der var mistænkt for at være involveret i terrorisme.
Det var de pakistanske myndigheders indtryk, at han skulle følge gruppen af udlændinge fra byen Quetta til Miranshah, der er en af hovedbyerne i det lovløse område Waziristan, der er kendt for sine træningslejre for militante islamister.
Her skulle de ifølge de pakistanske myndigheder møde Taleban-lederen Zahir Noor.
Mehdi Ghezal, der også er kendt som cubasvenskeren i Sverige, sagde dengang, at gruppen var på vej til Lahore, hvor de ville deltage i et harmløst møde arrangeret af den muslimske bevægelse Tablighi Jamaat.
Mehdi Ghezal sad fængsel i Guantanamo fra januar 2002 til juli 2004.
I 2007 blev MA desuden tilbageholdt i Kenya, da de kenyanske styrker invaderede Somalia med støtte fra amerikanske tropper.
Her var MA og hans kone under mistanke for at støtte de somaliske militante islamister og international terrorisme, og i al hemmelighed sad de i fængsel i Mogadishu.
/ritzau/


